Indkøbskurven er tom.
Skolen ved verdens ende
Scene, Film & Bøger

En stemningsfuld film fuld af håb og bjergtagende natur af Pawo Choyning Dorjis

Skolen ved verdens ende

FILM: Af Tina Kristensen.
04.05.2022

Handlingen udspiller sig primært i en (særdeles) fjern dal i det bhutanske Himalaya, hvor skolen i landsbyen Luana danner ramme for en skøn og poetisk fortælling om drømme, håb og venskab.

Vi følger den aspirerende musiker, byboen Ugyen (spillet af Sherab Dorji), der bor i Bhutans hovedstad Thimphe. Ugyen arbejder som lærer og sendes af sin chef til Luana for at varetage undervisningen af landsbyens børn.


Skolen ved verdens ende, Film still. 

Efter otte dages vandring lander Ugyen i landsbyen, hvor det hele må siges at være primitivt i en sådan grad, at de fleste af os nok har lidt svært ved at forstå, hvad det egentligt indebærer. Ugyen rammes hårdt af stedets manglende bekvemmeligheder, vand, varme, strøm. Men når først mobilen er flad og uopladelig, og der ikke er andet at tage sig til end at varetage undervisningen i det yderst sparsomt udstyrede skolelokale, så vokser forholdet til landsbyens folk og opvejer afsavnet.


Skolen ved verdens ende, Film still. Ugyen med yakoksen i klasselokalet.

Musik som redskab for erkendelse
Musikken får lov at fylde godt i filmen, og hele rammen med den aspirerende musiker der pludselig befinder sig udenfor civilisationen uden sin sædvanlige musik i ørerne, gør kun musikken mere nærværende, f.eks. når Ugyen hører en af landsbyens kvinder synge for yakokserne. Musikken bliver også indgangen til et tættere forhold til den unge kvinde og måske i sidste ende Ugyens vej til erkendelse.


Skolen ved verdens ende, filmstill. (Pem Zam i midten). 

Venskab og varme
Flere rørende scener med klassens præfekt, Pem Zam (gribende spillet af Pem Zam) er med til at løfte fortællingen. Venskabet mellem lærer og elev, og betydningen af lærerens arbejde for landsbyens børn, der alle har håb og drømme, varmer, altimens vinden ubønhørligt blæser gennem Ugyens sparsomt møblerede hus med vinduer af papir.

Mangt et spektakulært landskab fanges i linsen og filmen rummer stemningsfulde poetiske vuer, der kan slå benene væk under de fleste. En rørende fortælling der stille og roligt udfolder sig, mens man som tilskuer langsomt lærer et folk at kende.


Skolen ved verdens ende, Film still. 

I en tid hvor man søger mod naturen og drømmer om et liv fri for mobilen og "of the grid", så er der masser af inspiration at hente i Pawo Choyning Dorjis biografaktuelle ’Skolen ved verdens ende’. For hvor finder man, når alt kommer til alt, lykken?  

‘Skolen ved verdens ende’ er bhutanske Pawo Choyning Dorjis spillefilmdebut, og filmen var nomineret ved årets Oscar uddeling i kategorien ‘Bedste internationale film’.

Skolen ved verdens ende kan lige nu ses i udvalgte biografer

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig