Indkøbskurven er tom.
Fashioning Masculinities på V&A
Rejser, Kultur & Event

Rejsebrev fra London

Fashioning Masculinities på V&A 

Af Dorrit Wagner.
02.06.2022.

Med Albert and Victoria Museum som mål, tog jeg turen fra Maze Hill til South Kensington Station, og gik derfra gennem den lange tunnel og dukkede op næsten lige foran museet. Der var gået 2 år siden sidste besøg, og netop denne udstilling trak i mig, så at sige.


Installation view of Fashioning Masculinities at V&A (c) Victoria and Albert Museum, London

Mandsidealet og skjorten
Den kreative direktør hos Gucci siger bl.a.
“Deconstructing the idea of masculinity as it has been historically established (…) It’s time to celebrate a man who is free to practice self-determination without suffocating stereotypes”.

Den gennembroderede skjorte under habitten viser at skjorten har gennemgået forandringer de sidste par hundrede år, hvor den tidligere var en del af undertøjet.  

Udstillingen har titlen ’Fashioning Masculinities: The Art of Menswear’, og den løber frem til den 6. november 2022. Det er den første større udstilling, der samler det kunstneriske udtryk, forskelligheder og forandringer i mandens klædedragt gennem århundreder. Kreativiteten hos tidernes designere og det befriende syn på et flydende køn, gjorde oplevelserne i udstillingsrummene til en stille fryd for sindet og øjet. Lyset er dæmpet i udstillingsrummene, men i spotlyset ved de enkelte dragter, strålede alt.

Den lange broderede kappe, som er en del af habitten på det øverste foto, og som jo nærmest kan minde om en påfuglefjerdragt, er i mine øje et godt eksempel på, hvorledes inspiration hentes fra naturen. Så i stedet for at kalde denne senmoderne habit for feminin – mener jeg, at naturinspireret måske ville dække lige så fint.

Kjoler til mænd
Blandt de mange kreationer til mænd på udstillingen er, et bud fra Allessandro Michele (Gucci), den lange lyseblå kjole.


Installation view, finale of Fashioning Masculinities at V&A (c) Victoria and Albert Museum, London

Sangeren Harry Styles bar den sammen med en smoking-jakke på forsiden af Vogue dec. 2020. Og selv har Harry Styles sagt:

”When you take away  ’There’s clothes for men and there’s clothes for women’, once you remove any barriers, obviously you open up the arena in which you can play (…) There’s so much joy to be had in playing with clothes”.

Selve udstillingen er overbevisende i sin opsætning og fremstår let tilgængelig og elegant i sin vekslen mellem flere århundreders bud på mandens påklædning.

Installation view of Fashioning Masculinities at V&A (c) Victoria and Albert Museum, London

Her ses fem forskellige klædedragter side om side. Til højre er en broderet hofdragt i silke fra sen 1700-tallet, og i midten en kreation fra 2021 af Kim Jones (Fendi Couture). Designeren havde ladet sig inspirere af romanen Orlando, som netop handler om det dobbelte køn

Malerier: ”Tjek disse sko ud”
Menswear-udstillingen understøttes af ældre oliemalerier på væggene i forskellige rum.

Tag nu feks. et udsnit fra et værk malet i 1615, hvor poeten og musikeren Dudley North er iført disse sko.


Unknown artist, Dudley, the 3rd Baron North © Victoria and Albert Museum, London

Så overdådige! Rosetterne på de højhælede sko var højeste mode på den tid blandt mænd.

Vi ser måske på dem med nutidens øjne som værende feminine, men hvordan oplevede datidens mænd, som bar disse sko og andre former for ”feminin” påklædning, mon det selv.  

”Skabt som mand og kvinde”
I en ny bog om cross-dresseren Choisy (født 1644), som er oversat og kommenteret af Ditlev Tamm (jur. prof. emeritus) kan man måske få et hint. Udover at hovedpersonen Choisy helt fra barnsben er en erklæret ”cross dresser” og har nydt at vise sig frem og leve som kvinde, så kan man ved læsning få en fornemmelse af, hvad de overdådige mands- og kvindedragter generelt kan have betydet for dem, som havde råde til at bære dem og vise sig frem.

Udstillingen Fashioning Masculinities: The Art of Menswear vises på V&A frem til d. 6. november 2022.

Foto øverst: Installation view of Fashioning Masculinities at V&A, featuring Randi Rahm look worn by Billy Porter (c) Victoria and Albert Museum, London.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig