Faaborg Museum, 28. januar - 6. juni

Kunstige blomster springer ikke ud

Af Kristian Emil Mariager

20.05.2022

Samspillet mellem kunst og litteratur står i centrum, når Faaborg Museum udfolder venskabet og det nære samarbejde mellem de fynske malere og de jyske forfattere i perioden omkring 1880-1930. I spejlingen mellem billeder og tekst opstår en ny tilgængelighed til de ofte oversete fynboer, der kaster kærkomment lys over deres plads i dansk kunst- og kulturhistorie.

I 1907 vakte den såkaldte Bondemalerstrid stor opmærksomhed. Sjældent har Danmarks kunstpolitiske fronter været så skarpt optrukket. Over flere måneder kunne man i dagbladet Politiken overvære en fejde, der foruden mudderkastning og brødnid tegnede konturerne af en diskussion om kunstens mål og midler.

De stridende parter var nogle af datidens mest fremtrædende personligheder på den hjemlige kunstscene og repræsenterede to hovedspor i billedkunsten. På den ene side insisterede symbolisterne på en kunst, der skulle beskæftige sig med livets store spørgsmål med tilhørende krav om stil. På den anden, med fynbomalerne i spidsen, stod realismen i en dansk impressionistisk-vitalistisk aftapning, der trak kunsten ned på jorden og beskæftigede sig med sanseoplevelsen af det sunde og naturlige liv.

Angrebet på træskokunsten
For museumsinspektør og kurator på udstillingen Eva Frellesvig er det netop den demokratiske vinkel, der er med til at gøre de fynske malere så interessante.

”De tager det, der betragtes som banalt og almindeligt, og gør det til genstand for kunstnerisk virksomhed. Det behøver ikke at være ophøjet historiemaleri, men kan være ens hustru og børn og den glæde, man har ved dagliglivet. Almindelige mennesker får en plads på væggen. Afstanden forsvinder, vi maler os selv,” siger hun. 

Det var maleren Gudmund Hentze, der i foråret 1907 indledte striden med et frontalangreb mod de kollegaer, der efter hans mening ganske ufortjent var begyndt at dominere den danske udstillingsverden. Særligt kredsen af fynske malere stod for skud. Det var kunstnere som Johannes Larsen, Fritz Syberg og Peter Hansen, der havde mødt hinanden som elever hos den karismatiske lærer Kristian Zahrtmann på De Frie Studieskoler.

”Nogle af de instrumentale i striden malede symbolistiske og meget glittede billeder. En anden kontrast i perioden er Skagensmalerne, som var en kunstnerkoloni på en anden måde. Ud over Anna Ancher kom de fra hovedstaden og havde hovedstadens blik på den brave fisker eksempelvis. Tænker man på Krøyers billeder af damerne på stranden, er det utrolig pænt og borgerligt. Fynboerne maler Anna, der ammer. De er mere bondske, om man vil, og beskæftiger sig med det intime familieliv.”

Peter Hansen, Pløjemadnen vender, 1900-1902, Faaborg Museum. 

Æsellort bliver kunst
Fynboerne ville noget andet end den forskønnelse, der prægede symbolismen. Derfor fravalgte de også Kunstakademiet og gik i stedet på Kunstnernes Frie Studieskoler, der blev stiftet i 1880’erne som et modstykke til akademiet i København.

”På Kunstakademiet skulle man igennem programmet for den rigtige kunst. For Kristian Zahrtmann, fynboernes lærer, var målet, at man skulle finde sit eget sprog. Han fortæller dem ikke, hvad de skal. Han vægter friluftsmaleri og arbejdet med farve og lys, men har ikke noget svar på, hvad der er det gode eller det rigtige motiv. Det skal de selv finde frem til. For Zahrtmann er kunst ikke pynt til fine menneskers hjem, men personlig udtryksmåde,” fortæller Eva Frellesvig.  

Det friere udtryk skabte furore i samtiden. Da Peter Hansen vender hjem fra en rejse til Italien og udstiller et maleri af en lille dreng, der fejer æselgødning op fra jorden, er det uforståeligt for parnasset. Er det virkelig alt, han kan få ud af en tur til Italien?

Med disse primitive motiver og grovere udtryk beskyldtes fynbomalerne for plumphed og fik af symbolisterne den hånlige betegnelse ’bondemalerne’ eller ’træskomalerne’. En dom, fynboerne tog med oprejst pande.

En uge efter Hentzes frådende indlæg, vedkender Peter Hansen sig gladeligt betegnelsen bondemaler og understreger dermed modsætningen til Hentzes og symbolisternes ophøjede position. ”Kunstige blomster springer ikke ud,” slutter han i et effektfuldt billede på fynboernes kunstneriske bestræbelser.

Peter Hansen, Faaborg Museums indvielse, 1910-1912, Faaborg Museum. Flere forfattere deltog i indvielsen, bl.a. Johannes V. Jensen og Johan Skjoldborg. 

Jyderne bakker op
Omtrent samtidig med at den fynske skole stod som tidens fornyende kunstneriske udtryk, havde Den Jyske Bevægelse, en gruppe af jyske forfattere centreret omkring Limfjorden, (Johannes V. Jensen, Jeppe Aakjær, Thøger Larsen og Johan Skjoldborg) fået et solidt folkeligt gennembrud.   

I et privat brev til Peter Hansen kalder Johannes V. Jensen solidarisk sig selv for bonde, og siden forsvarer og identificerer han sig offentligt med bondemalernes træskokunst. Det blev til en alliance af nære venskaber og en lang række fælles projekter mellem de jyske forfattere og fynbomalerne Fritz og Anna Syberg, Peter Hansen og Jens Birkholm, der alle kom fra Faaborg, og Alhed og Johannes Larsen i Kerteminde.

Bondemalerstriden i 1907 førte de to kredse sammen i erkendelsen af fælles kunstnerisk forankring, nemlig deres tilgang til kunsten og hjemstavnen. I ord og farver formulerede de et nyt kraftfuldt, fælles inspireret billedsprog og skabte, hvad vi kan kalde Højskolesangbogens Danmark.

Historien åbner malerierne
Udstillingen på Faaborg Museum giver anledning til at opleve dette samarbejde. Det er det rene Toppen af Poppen for anakronister. Berigende er det, at vi herigennem kommer tæt på de fynske maleres forhold til hjemstavn, natur, krop og bevægelse, og hvordan tematikkerne aflejrer sig i den kunstneriske stil og udformning.

”Hovedtrækkene i udstillingen er at forsøge at opridse de personlige forbindelser og redegøre for, hvad de går ud på,” fortæller Eva Frellesvig. ”Men også at udfolde deres forhold til bogværket i det hele taget som illustratorer. I sidste rum prøver vi at vise sammenfaldet mellem litteratur og billedkunst i perioden.”

Brevvekslinger og bogværker. Foto: Andreas Bastiansen 

Et genkommende element i udstillingen er montrerne i hvilke, der vises udpluk af ekslibris, illustrerede bogværker og brevvekslinger, man hurtigt fortaber sig i. Det fremhæver både venskaber, kunstnerisk fællesskab, arbejdet og processen med at illustrere og åbner for en dybere dialog med malerierne.

Kunsten løfter litteraturen
Netop illustrationsarbejdet får lov at fylde i de midterste rum, hvor vi for en stund bevæger os væk fra den jysk-fynske alliance. Med Sybergs illustrationer af H.C. Andersens Historien om en Moder ser vi det interessante arbejde med forskellige medier og motiver, der fulgte Syberg gennem det meste af hans liv. Her kan man også gå på opdagelse i Johannes Larsens noget mere hygsomme illustrationsarbejde af Den Grimme Ælling og Historien om lille Mis af Christen Kold, en lokal figur inden for den fynske friskolebevægelse.

Et par eksempler på Johannes Larsens illustrationsarbejde. Foto: Andreas Bastiansen 

”Johannes Larsens illustrationer bærer historien videre. Historien om lille Mis var ikke udgivet tidligere. Det er et eksempel på, hvordan kunsten nogle gange kan løfte litteraturen og være med til at give værket et liv,” fortæller Eva Frellesvig, der håber på at udstillingen kan være med til at vække nogle tanker om forholdet mellem litteratur og kunst i det hele taget.     

Interessant er det også at nå rundt om Fritz Sybergs illustrationer af Henrik Pontoppidans roman Vildt. Pontoppidan, en anden dansk nobelprismodtager, var en lidt ældre forfatter end de Limfjordsdigtere, der stod fynboerne nært.

Fynboerne var imidlertid ivrige læsere af Pontoppidan. Fornøjeligt er det er at følge med, når Johannes Larsen i et brev til Alhed Larsen beskriver, hvordan Syberg har travlt med de 36 tegninger, for hvilke han får 500kr. og hver dag tegner i sit skur iført uldtrøje og lærredsbukser efter Jørgen Violin, der er model på dagleje til 3kr. om dagen. 

Henrik Pontoppidan fandt Sybergs illustrationer til sin roman Vildt prægtige, men bekymredes over, at de led af formindskelsen i den trykte bog. Foto: Andreas Bastiansen 

Kosmos i et stenalderparadis
Herefter vender vi tilbage til Limfjordsforbindelsen og Johannes V. Jensen med bl.a. Sybergs vidunderlige portræt af den mægtige forfatter over bogen og samarbejdet mellem Jensen og Johannes Larsen om Aarstiderne.

Her udstilles ligeledes en række af Sybergs billeder af Anna og børnene fra familiens hytter på Fynshoved. På sand vitalistisk vis drog de hver sommer af sted til det øde stenalderparadis bestående af to små skure, medbringende seks børn, en malkeged, høns og en sammenpakkelig urtehave foruden en barnepige.

Fritz Syberg, Hans og Clara ser ud over vandet, 1907, Faaborg Museum. Foto: Andreas Bastiansen

Sommeren 1910 tilbragte Johannes V. Jensen med kone og børn hos kunstnerfamilien i de primitive kår i hytterne på stranden. En amfibialsk tid, der for begge familier antog en mytisk karakter og blev kendt som Den Store Sommer.

Vi får her et af de skarpeste udtryk for de kunstneriske bestræbelser og opfattelser, der står centralt i det nybrud, de fynske malere og de jyske forfattere repræsenterede. Forfattere og billedkunstnere var samlet i en fælles vision om det gode naturnære liv og inspirationens kilder i det sansenære, der i sig rummede udvidelsen til hele universet.

Det var en tro på tilværelsens basale værdier, på livssundheden under solen og de livgivende kræfter ude på landet i samklangen mellem naturen, årstiderne, bondens arbejde – og kunstnerens.

I det lys kommer den grovere penselføring, som fynboerne i deres samtid mødte kritik for, til sin ret. Hvad der på nært hold ligner skødesløse farveklatter, bliver på afstand til et flimrende blomsterhav af sommerflygtig evighed, såvel som Sybergs portrætter varsler modernismens indtog. 

Man skal se det enkelte menneske
I det sidste og største rum har Eva Frellesvig skabt, hvad man kan kalde et inspirationsrum. Det er ikke en én til én sammenstilling, men et udvalg af digte ophængt tæt på malerier, de kunne have en relation til. Forbindelserne er tydelige. På Peter Hansens En stenhugger på landevejen fra 1903 sidder en gammel mand og hugger skærver langs vejen, der fortsætter bag ham mod horisontlinjen i en endeløs bevægelse. Ved siden af hænger et uddrag af Jeppe Aakjærs udødelige Jens Vejmand fra 1905.

Peter Hansen, En stenhugger på landevejen, 1903, Faaborg Museum. Foto: Andreas Bastiansen

Jens Birkholms Frelserhæren i fattiggården, der forestiller fattiggården i Faaborg, ledsages af et eminent Pontoppidan-uddrag af Naadsensbrød fra 1885. Disse værker føjer en ekstra dimension til portrætteringen af det nære, der ikke blot holder sig til de landlige skønmalerier, men rummer noget af det tidlige socialrealistiske kunstarbejde i Danmark.

”Fynboerne betragtes ikke som socialrealister, men især Peter Hansen og Jens Birkholm har det i sig. Men flere af fynboerne tager faktisk disse temaer op. Det er bare ikke det, de er kendt for,” siger Eva Frellesvig. Ifølge hende hænger den socialrealistiske tendens naturligt sammen med fynboernes øvrige projekt.

”Det er en del af den samme demokratiseringsproces i kunsten. Man skal også male dem, der ikke har det godt. Ikke bare som en illustration, men som rigtige mennesker. Man skal se det enkelte menneskes situation.”        

Rugen bølger
Overfor står rugen i centrum. Rugen spiller en væsentlig rolle hos malerne såvel som for forfatterne. Jeppe Aakjær skrev Rugens sange og Johannes V. Jensen har i sine myter et stykke, der hedder Rugen bølger. Et af museets hovedværker, Moden rug af Peter Hansen fra 1891, viser en nyskabende teknik, der bærer præg af impressionistisk inspiration. Det er ikke en klassisk, glat, gul mark, som man tidligere ville have gengivet den. Den er vild, farverig og grov. Og netop de ’sjuskede’ strøg, fik Peter Hansen hug for.

”Peter Hansen har ikke blot malet en almindelig pæn rugmark. Det har været blæsevejr, og noget af kornet er slået ned. Det er den vilde natur i den dyrkede kultur. Vi er ude på landet. Det er ikke de fine i København, der drikker vin, eller de pæne damer på Skagen Strand,” siger Eva Frellesvig.

Peter Hansen, Moden rug, 1891, Faaborg Museum

Det er et vitalistisk blik på verden, den sunde krop i det fri, hjemstavn, bevægelsen og begejstringen for det almindelige liv, der præger fynboernes arbejde. Alt var ikke problemfrit, hvilket det socialrealistiske islæt med al tydelighed understreger. Men livets vigtigste værdier var trods alt tilgængelige for enhver, der tog imod med oplevelsens kraft, evnen til at se, erkende og sanse.   

”Ser man på Peter Hansens værker, opdager man, at lærredet i mange af dem er forlænget. Han arbejder med nogle utraditionelle beskæringer, Pløjemanden vender eksempelvis, hvor han netop vil male bevægelsen, aktionen. Derfor kom han ofte galt af sted og fik brug for mere plads.”

Fynboerne er ikke bare søde
Der er ikke nogen tvivl om, at de fleste er mere velbevandrede i Skagensmalerne end i Den fynske Skole. Skønt fynboerne dengang trak det længste strå i Bondemalerstriden, har beskyldningerne om træskokunst måske alligevel hængt ved i eftertiden. 

”Mange tænker nok stadig, at fynboernes univers er ’meget sødt’,” siger Eva Frellesvig. ”Men går man ind i det, har de virkelig en berettigelse, der ikke altid bliver udfoldet. De er demokratiets malere. De leder over i modernismen og leverer et nyt og mere moderne formsprog. Jeg mener afgjort, at der er en plads for at undersøge deres projekt mere til bunds. Denne udstilling er et bud på det, og i samspillet med forfatterne håber jeg, at vi kan belyse deres plads i en kunst- og kulturhistorisk kontekst.”

Det afgørende for fynboerne – og Limfjordsdigterne – var overensstemmelsen mellem dagligdagen, det levede liv og kunsten. Mellem kunsten, naturen og det hele verdensbillede. Intentionen var ikke snæver hjemstavnsfølelse og nationalisme, som et nutidigt blik måske vil fristes til at tro. I stedet var det oplevelsen af det nære, naturen under årstiderne, viljen og retten til at tilegne sig livet. At være en krop under himlen, lokalt som universelt.

Udstillingen kan opleves på Faaborg Museum frem til 6. juni