Den mytologiske figur Kassandra portrætteres på ny i Bibliotekssalen i Rundetaarn

Af Esther-Marie Beyer Carlsson.
20.05.2022.

15 aktuelle kvindelige kunstnere er lige nu udstillet i Bibliotekssalen i Rundetaarn. Udgangspunktet for de mangeartede værker, er den mytiske kvindeskikkelse Kassandra – denne kvindeskikkelse der historisk set er blevet undertrykt og ydmyget bliver nu genovervejet med nutidige søstersolidariske øjne.

En regnfuld eftermiddag i maj finder jeg tiltrængt tilflugt i Rundetårns snørklede sneglegange. Duften af den første sommerregn følger mig hele vejen op til Bibliotekssalen, højt hævet over Købmagergades hektiske atmosfære. En håndfuld børnefamilier er i færd med at forlade salen, da jeg træder ind. Som de mange børn forsvinder ud i tårnet, sænker der sig en dyb ro over bibliotekssalen. ”Fremtidens malere hæver forbandelsen”, er den fængende undertitel for udstillingen Kassandras Søstre. Højaktuelle kvindelige kunstnere fortolker Kassandrafiguren som et frisk pust, der puster liv i en helt ny mytisk figur, som ikke er forsmået eller udstødt, men forstået og modstandsdygtig.

Kassandras søstre. Foto: Rine Rodin

Det er efterhånden almen viden, at de græske guder var nogle deciderede narhoveder. Zeus er nok det mest kendte eksempel på dette faktum. Som et af utallige eksempler, åd Zeus sin første kone, da han mente, at hun var gravid med en arvtager, der ville blive stærkere end ham selv. Men han var altså ikke alene om galskaben, hvilket er tydeligt i myten om Kassandra. Kassandra var en eftertragtet prinsesse, som lysets gud Apollon forelskede sig i. Apollon bejlede til Kassandra ved at give hende profetiens gave. Kassandra gengældte dog ikke Apollons følelser, og i raseri over hendes afvisning forbandede Apollon hende; Kassandra kunne stadig korrekt forudsige fremtiden, men ingen ville nogensinde tro hendes profetier. Som en Harvey Weinstein-agtig karakter frarøver Apollon Kassandra al troværdighed og får hende udstødt fra samfundet, når hun ikke gengælder hans tilnærmelser.

Bibliotekssalen er dunkel i regnvejret, men det tilføjer blot en seriøsitet til oplevelsen af Kassandras Søstre. Fra loftet hænger Agnete Bertrams uldne-spådomskugler samt farverige gardiner i tyndt chiffon. Igennem Bertrams værker kan man skimte de andre kunstneres Kassandraskildringer, og det skaber en sammenhæng, en fornemmelse af et kvindefælleskab. Samtidig bygger de uldne stofværker bro mellem det maskuline og det feminine – det feminine håndværk, der kunsthistorisk ikke er særlig anerkendt, hænger i kraftige metalkæder fra loftet. Bertrams værker er måske de mindst bogstavelige, men de danner en sympatisk ramme om resten af udstillingen.

Kassandras søstre. Foto: Rine Rodin

Udstillingen rummer mange bud på, hvem Kassandra kan være for os i dag. Der er Henriette Hellsterns groteske 4-delte værk, der hænger ned fra loftet, så man skal bevæge sig rundt om det, for at få en samlet oplevelse af Kassandras kaotiske sindstilstande. Der er Mie Olise Kjærgaards Hekseskikkelser, der kører i rundkreds på cykler, med børnehekse siddende på styret, og en tilhørende tekst der får mig til at grine – teksten er fra slutningen af 1800-tallet og beskriver ”farerne” ved at cykle for kvinder, men bliver nærmere en guide til at bruge cyklen som et redskab til kvindelig seksuel nydelse.

Kassandras søstre. Foto: Rine Rodin

Så er der Mie Mørkebergs brændende orange Kassandraskildring, der giver mig tårer i øjnene, fordi jeg får så meget sympati med den forbandede og hjælpeløse Kassandra. Ida Sønder Thorhauges knaldrøde Kassandra fortæller dernæst en helt anden historie, hvor kvinden lige pludselig har en mystisk egen agens, som virker enormt lokkende. Boletta Silis-Høegh bruger ideen om den kassandraske forbandelse til at kaste lys over sit eget liv og grønlandske identitet, som intimt er portrætteret i to store malerier på hver sin side af Bibliotekssalens dramatiske endevægs-vindue. Der er også Coline Marottos Kassandra, der en varm moderskikkelse, som man kun kan nære hengivne følelser for – her er den milde Kassandrafigur indbegrebet af tryghed, idet hun skaber et lukket rum med sine tillidsvækkende bløde arme.

Kassandras søstre. Foto: Rine Rodin

Til slut er der Anne Torpes værk, This is not Happening. Jeg står nok foran værket i hvert fald 10 minutter, fuldstændig tryllebundet. Værket er et polyptikon – altså delt op i mange dele – og skildrer 15 kvindelige figurer. I øverste venstre hjørne, ses en rødhåret kvinde, der frustreret hiver sig selv i håret. Denne kvinde er en replikation af den engelske maler Evelyn De Morgans Kassandraskildring fra 1898. Her har vi altså Kassandra, men hvem er de andre 14 kvinder så? Er det personificeringer af Kassandras indre liv, eller er det Kassandras søstre, der hjælper hende ud af hendes frustration ved tankehandlinger og tarotkortlægning? Værket er delt op i mange forskellige rum, der gør det svært at begribe, hvor kvinderne befinder sig i forhold til hinanden og får mig til at stille spørgsmålet ”Is this really happening”, ”Sker det her virkelig”?

Kassandras søstre. Foto: Rine Rodin

Ligesom der, i løbet af de sidste par år, har været et fokus på at ’reclaime’ heksen som kvindefigur (red: tage en betydning tilbage/sætte en ny dagsorden), sker det samme nu med andre udskældte eller misforståede kvindefigurer. Selv har jeg altid været enormt fascineret af de her ”kvindeskurke” i græsk mytologi. Skurke i gåseøjne, for kvinderne har sjældent gjort noget rigtig galt – de er i hvert fald moralsk på linje med de mandlige karakterer, der bliver hyldet som helte.

Da jeg har set alle værkerne, bliver jeg nødt til at gå en runde mere. Der er så mange vilde værker (mange som jeg slet ikke har haft plads til at beskrive her), og kurateringen formår at sætte det sarte, det skræmmende og det stærke sammen på en måde, så Kassandra endelig bliver et helstøbt menneske. Det er forfriskende med en udstilling, der ikke bare sætter kvindelige kunstnere sammen, fordi de er kvinder, men har en gennemført rød tråd. Kassandras søstre hjælper med Kassandras genoprejsning – og det er virkelig seværdigt.

Kassandras Søstre kan opleves indtil d. 16. juni i Rundetaarn.