Fotofestival i den italienske by Reggio Emilia

Fotografia Europea 2022

Af: Nicklas Alexander Kirchert.
18.05.2022.

Frem til 21. juni kan man opleve den store årlige fotofestival i den italienske by Reggio Emilia. Festivalen har været en tilbagevendende begivenhed siden 2006, med undtagelse af 2020, og i år har arrangørerne og kommunen navngivet festivalen efter Camus begreb om ’den uovervindelige sommer’. Således antydes et tema om kraften ved det uovervindelige lys, der holder liv i håbet gennem mørke tider.

Der er både berømte og nyere navne på programmet. Fælles for mange af festivalens udstillinger er strid, smerte, vold og uretfærdighed, men der sniger sig også underfundige og humoristiske temaer ind mellem de mere dystre.

Udstillingsfoto: Fotografia Europea 2022.

Udstillingerne er spredt udover byens største museer, biblioteker, teatre og mindre gallerier. Ud af festivalens 22 udstillinger findes ti af dem i Chiostri di San Pietro, som er festivalens hovedbygning. Det er her man køber sine billetter, hører talks om fotografi og her man finder et hav af flotte fotobøger. Selve bygningen, et smukt kloster fra 1500tallet, er et besøg værd i sig selv, og det ramponerede og antikke interiør skaber en meget effektfuld kontrast til fotokunstens blanke flader.

Mary Ellen Mark, Girl Jumping over a Wall, Central Park, Manhattan, New York, USA, 1967 © 1963-2013 Mary Ellen Mark / Howard Greenberg Gallery, NY

I klosteret finder man også årets hovedudstilling ’The Lives of Women’ af den amerikanske fotograf Mary Ellen Mark. Mary Ellen Mark (1940-2015) er en af de store dokumentariske fotografer, der i stil med Diane Arbus og Robert Frank fotograferede den del af den amerikanske befolkning, som levede et liv langt fra den amerikanske drøm. I ’Lives of Women’ vises forskellige scener hvor kvinders liv skildres som børneprostituerede, hjemløse og i ku klux klan-dragter. En anden sektion udstiller Marks berømte fotografier af tvillinger og trillinger.

Ken Grant, Untitled (Shared Cigarette), Birkenhead, 1994 © Ken Grant

I etagen over den store Mark-udstilling leder en guidet rute igennem de 9 øvrige udstillinger. Det er overvejende unge kunstnere, som er bredt og international repræsenteret. Flere af dem følger i Marks dokumentariske fodspor som fx engelske Ken Grants (1967) skildringer af den engelske arbejderklasses som overlever med hjælp fra lossepladsen, eller franske Alexis Cordesse (1971), der i fotojournalistisk stil viser hverdagsscener fra syeres liv i eksil.

Alexis Cordesse, Syria, 2003, Courtesy of the artist.

Andre kunstnere blander hverdagsscener med et performativt greb. Bl.a. kinesiske Guanyu Xu (1993), der udfordre de kønsstereotype rammer han voksede op i, eller italienske Nicola LoCalzo (1979), som gennem nutidig fotografi og film viser hovedfaserne fra Sankt Binidittus liv. Binidittu var munk og født af slavegjorte afrikanere i det 16. århundredes Sicilien. I dag er han et ikon for frigørelse. Man finder også mere eksperimenterende udtryk hos kunstnere som iranske Hoda Afshar (1983), der med et abstrakte formsprog fortæller om en lokal sydiransk befolkningsgruppes spirituelle og rituelle forhold til vinden.

Guanyu Xu, The Dining Room, 2018 © the artist and Yancey Richardson Gallery.

Festivalens 8 forskellige udstillingssteder ligger med gåafstand til hinanden og som besøgende på fotofestivalen, får man set mange af Reggio Emilia smukke bygninger fra indersiden. Nogle af bygningernes sædvanlige funktioner som fx teater eller biograf spiller godt sammen med de opsatte udstillinger. Fx Arianna Arcaras (1984), ’A view of Peeping Tom’s La Vista’, der vises på byens teater, Teatro Ludovico Ariosto. Via tre opsatte projektorer bruger Arcaras triptykon-formatet til at udspille scenerne fra performancedansestykket ’La Vista’ som hun fotograferede i 2021 på de forhenværende Max Mara-fabrikker, der i dag er museet og samling for samtidskunst Collezione Maramotti.

Arianna Arcara, Senza titolo dalla serie “Peeping Tom – La Visita”, Collezione Maramotti, Reggio Emilia, Italia 2021. Arianna Arcara © Cesura.

På det store bymuseum, Palazzo dei Musei, som har en imponerende naturhistorisk samling, går den permanente udstilling med bizarre antikke udstoppede siamesiske geder og alverdens underhavsdyr i godt spænd med en større udstilling af den lokale fotograf Luigi Ghirris fotografier af miniature-Italien. Ghirri (1942-1992) var optaget af forholdet mellem fiktion og virkelighed og udstillingen er bestemt en af de mere underfundige og humoristiske på festivalen. På værkerne ser man fx afbillede turister, der færdes blandt skulderhøje alper. Den store udstilling af Ghirris værker med miniature-Italien fra 1970- og 80erne er også akkompagneret af de arkitektoniske skitser fra selvsamme miniaturepark, der stadig ligger i Rimini. På den måde får man indblik i det store arbejde bag at reproducere Italien i en mindre, men troværdig målestok.   

Luigi Ghirri, Rimini, 1977, @Eredi Luigi Ghirri

I en tid hvor de fleste fotografier underbygger det flygtige og overfladiske, viser Fotografia Europea 2022 et bredspektret og alternativt potentiale for at bruge fotografiet til fordybet tænkning.

INFO: Find mere information om Fotografia Europea 2022 her: 

Billedet øverst: Hoda Afshar, Untitled, from the series Speak the Wind, Iran (2015-2020) © Hoda Afshar.