HUN ER DØD på Revolver til og med d. 18. maj 2022

ANMELDELSE

Af: Anders Holbæk.

17.05.2022.

HUN ER DØD iscenesætter et ekstremt relevant emne om mediernes, underholdningsindustriens og i sidste ende vores syn på den unge, myrdede kvinde. Desværre virker forestillingen ofte nærmere som et interessant foredrag end overbevisende dramatik.

”Den myrdede kvinde er en æstetik, en økonomi og et modefæmonen.” Det står der i følgeteksten på Østerbro Teaters hjemmeside ifm. forestillingen HUN ER DØD, der netop nu kører på Revolver. Men først og fremmest er hun et objekt. Et objekt, der kan bruges til at skabe spænding og frygt. Et objekt, der kan chokere krimiseriens mandlige hovedperson – og på sigt hele hans traumer. Et objekt, der agerer hovedperson i tusindvis af true crime-fortællinger og BREAKING-indslag i nyhederne. Og så er hun et objekt, fordi hun ikke selv får lov til at tale, forklare og fortælle sin egen historie. I HUN ER DØD får hun lov.

Det er fristende at skrive, at stykket kommer nu på et særligt relevant tidspunkt, og det er delvist sandt: Vi har for nyligt haft en større dialog i samfundet om mord på kvinder efter en ekstraordinært skræmmende og tragisk historie. Men sandheden er desværre nok, at et stykke som HUN ER DØD altid har været relevant.

Hun går på scenen til lyden af jungletrommer. Stadig ren, fin og ufordærvet. Aftenens offer, der fra nu til forestillingens afslutning vil gå til grunde for at underholde og oplyse os. Hun fortæller om en ung kvinde, der er forsvundet, Hazel, og om, hvordan medierne følger historien. Hun fortæller det i første omgang med en attitude, der indikerer, at det her er noget, vi alle sammen godt ved. Vi har hørt historien tusinde gange før. Det er først, når hun vender sit kulturkritiske blik mod underholdningsbranchens og mediernes omgang med den myrdede kvinde, at forestillingen for alvor sætter tempoet op.

Hvem har set en kvinde blive kvalt på film, spørger kvinden på scenen, og står og tænker lidt. Det er forfærdeligt, slår hun fast og venter et sekund, men er det bare mig, eller kan det også nogle gange være sådan lidt smukt? Nogle gange blive gjort sådan lidt smukt? Kvinden ser desperat ud men på sådan en lidt sexet måde.

Langsomt igennem forestillingen gennemgår hun det, som Hazel og så mange andre har været igennem. Hun kollapser, bliver kvalt, får tværet jord i munden, og gennemlever et dusin forskellige, forfærdelige måder at møde sit endeligt på. Sara Viktoria Bjerregaards præstation som fortæller og offer er stærk, og hun kaster sig med hele kroppen ind i en forestilling, der er meget interesseret i netop kroppen, og hvordan den ødelægges og æstetiseres.

Forestillingsfoto: Sara Galbiati

Et tilbagevendende problem i forestillingen er, at nogle af de dramatiske greb, der er taget i brug, og som skal løfte, hvad der ellers kunne have været et interessant foredrag til netop dramatik, bliver en kende uelegante. I kølvandet på klimakset vender Bjerregaard f.eks. aftenens følelser og fortællinger ud mod publikum og slår fast, at alle kvinderne i salen kunne være forestillingens offer Hazel. ”Du er Hazel,” siger hun med et smil og peger på den næste. ”Og du er Hazel. Og du er Hazel.” En 4-5 gange mere. For selvom det ikke er sket for dig, så kunne det være sket for dig. Du er ikke Hazel, altså hende, der døde, men du er Hazel, altså hende, som Hazel var, før hun døde. Før hun blev myrdet. Budskabet synker ikke bare ind – det bliver banket, banket, banket fast. Og det er en skam, for jeg er sikker på, at mange, hvis ikke de fleste, i salen allerede havde forstået den pointe.

Den håndfuld sange, der er fordelt over forestillingen, lader heller ikke til at have noget egentligt formål og står derfor bare lidt som udråbstegn efter en afsluttet sekvens. Man kunne argumentere for, at forestillingen med sangene leger med idéen om, hvordan den myrdede kvinde bliver iscenesat som underholdning, men det er vel, hvad forestillingen i sin helhed allerede er? Og forestillingen synes ikke at være interesseret i metaagtigt at vende sit kritiske lys mod sig selv og gå det skridt dybere, der italesætter, hvilken rolle den selv spiller i iscenesættelsen af den myrdede kvinde.

Alligevel bliver det (ironisk nok) mest overraskende kritikpunkt for mig, at jeg på intet tidspunkt følte mig overrasket. Hverken i de vellykkede og kraftfulde sekvenser eller i de knap så vellykkede følte jeg, at forestillingen tog røven på mig. HUN ER DØD føltes, overraskende nok, trods det alvorlige emne og de mange dramatiske greb, som en forestilling, der satsede meget lidt. Den kom, den leverede, og den tog sin afsked – hverken mere eller mindre.

Der er mange ting, der fungerer godt i HUN ER DØD. Det er en forestilling, der tydeligvis har meget på hjerte, men jeg gik derfra med en følelse af, at den ikke var lykkedes med at finde det fortællemodus eller det formsprog, der underbyggede idéen bedst. Mellem særdeles vellykkede sekvenser var der flere, der blev klodsede i deres hurtige følelsesmæssige skift og til tider uelegante præmisser.  

HUN ER DØD spiller på REVOLVER på Østerbro Teater til og med d. 18. maj 2022