Komponist Louise Alenius om "Manualen" på Den Kongelige Opera

Operaen, der tændte den offentlige debat

Af Sara Mathilde Gosmann
11. maj 2022

Louise Alenius har skrevet operaen ”Manualen”, der er inspireret af den dømte danske læge Svend Lings’ kontroversielle selvmordsvejledning. Magasinet Kunst har mødt komponisten til en samtale om kunst, tabu og skabertrang forud for premieren 15. maj

Kunst kan nedbryde tabuer og tilbyde nye perspektiver på os selv og verden. Alligevel bryder der jævnligt diskussioner ud om, hvor kunstens grænser går.

Tag for eksempel Johannes Lilleøres aktuelle teaterstykke ”Kannibalen”, der med udgangspunkt i en makaber sag fra 2003 udløste både opkast og et epileptisk anfald blandt publikum på premiereaftenen. Eller Christian Lollikes ”Manifest 2083”, en dramatisering af Anders Behring Breiviks berygtede manifest, som vakte forargelse og forundring året efter angrebet på Utøya.

For er der grænser for, hvilke tematikker man som kunstner kan tillade sig at beskæftige sig med? Findes der emner, der er så vanskelige, at de er hellige selv for kunsten?

At ovenstående spørgsmål formår at sætte sindene i kog, har komponist Louise Alenius følt på egen krop. Den 15. maj er hun aktuel med operaen ”Manualen”, som er inspireret af debatten om den dømte danske læge Svend Lings’ kontroversielle selvmordsvejledning. Allerede inden premieren har den delt vandene i en grad, så den er blevet kaldt ”etisk problematisk” og beskyldt for at kaste ”en forskønnende glans” over en kriminel handling.

I

I Operaens prøvesal blander sangernes stemmeøvelser sig med lyden af smækkende døre og raslende papirer. Dæmpede stemmer diskuterer køreplanen for dagens gennemspilning, og et par stoleben skraber hen over det mørkegrå linoleumsgulv, mens medvirkende og repræsentanter fra den øvrige stab tager plads rundtom i lokalet og på scenen.

Imens ser Louise Alenius til med en koncentreret mine. Alt skal gerne gå op i en højere enhed, når tæppet går til premieren på Operaens Store Scene, og komponisten indrømmer blankt, at de seneste måneder har været hektiske.

”Indimellem må jeg være lidt kommanderende. Det er egentlig ikke en side ved mig selv, jeg er specielt glad for, men et stort værk som Manualen kræver, at enormt mange mennesker involverer sig. Hele partituret er i bund og grund én lang instruks. Det er en opgave, jeg stiller mig meget ydmygt over for,” siger hun og slår let ud med armene.

Processen er ikke blevet mindre hæsblæsende af, at hun næsten dagligt har haft journalister i røret. Særligt efter at en af operaens fremmeste kritikere, cand.theol. og medlem af Etisk Råd Morten Bangsgaard, udtalte til Berlingske, at ”det er en skærpende omstændighed, at det handler om liv eller død. For mig er det etisk problematisk at herliggøre handlinger, som har rettens ord for at være kriminelle”.

II

Egentlig er Louise Alenius ikke overrasket over, at emnet møder modstand. Hun ved, at hun bevæger sig ind på et vanskeligt territorium, hvor store følelser risikerer at dominere fornuften. Men de etiske formaninger preller stort set af, for hun insisterer på, at kunsten frem for alt er fri.

”Det er ikke min intention at provokere,” fastslår hun og fortsætter: ”Men kunsten må alt. Som skabende kunstner er man nødt til at følge den ild, der brænder. I mit tilfælde er det at arbejde med tematikker, jeg finder interessante over lang tid. Jeg har aldrig lyst til at hæve mig over mine værker, og derfor må jeg forblive nysgerrig, åben og søgende.”

Netop emnet aktiv dødshjælp er ifølge Louise Alenius mørklagt i en grad, så det nærmer sig det mytiske, og det har været meget inspirerende. Den tre år lange skriveproces har bragt hende vidt omkring: Hospitaler, hospicer, nykristne puritanere, både døende og raske mennesker – og Svend Lings.

”Da jeg lærte ham at kende, fik jeg vildt meget materiale. Han er en meget intelligent mand, der har en stor sag, som han ofrer noget for. Det synes jeg er enormt fascinerende. Svend Lings optræder ikke direkte i operaen, blandt andet fordi der er så meget ballade omkring hans person, men han er min musiske figur. Manualen figurerer som en slags information eller tilbud i operaen, for jeg er ikke ude på at pådutte tilskuerne noget.”

III

Louise Alenius er kendt for sin nysgerrige og eksperimenterende tilgang, og det er langtfra første gang, hun tager livtag med vanskelige og tabubelagte emner i sin kunst. Hun står blandt andet bag ”Prequiem” (2016) – en slags ”før-dødsmesse”, der blev opført i et lukket og intimt rum ved terminale patienters sengekant. I operaen ”Silent Zone” (2017) kredsede hun om en incestramt families tragedie, og med Têtê (2019), en tre meter høj træskulptur og lydinstallation formet som kunstnerens eget hoved, inviterede hun publikum til at opleve, hvordan spirende ideer tager form i sindet.

”Allerede inden jeg gik i gang med at skrive ”Manualen”, havde jeg et kæmpe bagkatalog af viden og information, fordi jeg har siddet ved dødslejerne, som var både smukke og rørende. For mig er ”Prequiem” og ”Manualen” to varianter af selvsamme problematik, fordi de udtrykker et ønske om at tage styring med døden for at skåne det menneske, der lider,” siger hun.

Med ”Manualen” inviterer hun igen på en rejse ind i kroppen. Denne gang en uhelbredeligt lidende krop, der ikke kan gøre op med sig selv, om den skal kæmpe for at leve eller for at dø. Striden for at finde fred foldes ud af en rollebesætning, der giver særskilt liv til bevidsthed, hjerte, lunger, blodceller – og den omdiskuterede manual, der altså er moduleret over Svend Lings’ selvmordsvejledning.

”Valget om at komme ind i kroppen handler om at komme væk fra en debat, hvor deltagerne står meget hårdt fast på hver deres position, for i stedet at lave et mere abstrakt rum, så de, der kommer ind med en meget fast holdning, potentielt kan tage nogle nye på sig. Jeg synes, kunsten er vildt fantastisk, når den folder tabuer ud og opløser forudindtagede holdninger.”

IV

Det ligger ikke til Louise Alenius at gøre sig forhåbninger på publikums vegne. Faktisk prøver hun at forholde sig så neutralt som muligt for ikke at ligge under for dens slags krav og forventninger, der virker begrænsende på kunstnerisk frihed og kreativitet.

I sidste ende håber hun alligevel, at den opera, hun selv har viet de seneste tre år af sit liv til at skrive, kan bidrage til at nuancere problemstillingen en anelse; at publikum – måske – vil føle sig bedre klædt på til at tale om emnet med deres nærmeste.

”En af grundene til, at aktiv dødshjælp er så svært et emne, er, at vi ikke taler om det. Jeg synes, vi på samfundsplan fastholder alle mennesker i en eller anden underlig tro på, at emnet er meget svært. Men i virkeligheden tror jeg ikke, det er mere svært, end abort var engang,” siger hun og fortsætter:

”Jo mindre man taler om døden, jo mere problematisk kan det blive, når både syge og pårørende er et meget svært sted i livet. Det at miste er i forvejen bundet sammen med sorg, og hvis vi er mindre bange for at tale om det på forhånd, tror jeg også, det bliver lettere at være i efterfølgende. Jeg håber, at der er nogle blandt publikum, som vil få mere indsigt i en tematik, som ellers befinder sig relativt langt fra de fleste menneskers hverdag. Måske kan de blive klogere og mere nysgerrige – bare lidt – og potentielt tage stilling til, hvordan de gerne selv vil dø.”

Fakta

Louise Alenius (f. 1978) har modtaget adskillige priser og nomineringer for sine innovative værker, der blandt andet tæller ”Prequiem” (2016), ”Silent Zone” (2017), ”Rite of Nothing” (2018), ”Porøset 1-8” (2014-2018) og Têtê (2019).

Sidstnævnte kan opleves i Den Kongelige Operas foyer i forbindelsen med ”Manualen”, der spiller på Store Scene fra 15. maj til og med 4. juni 2022. Klik her for billetter og mere information om forestillingen.

Topfoto: Sascha Oda.