CPH:DOX

Af Esther-Marie Beyer Carlsson.
03.04.2022.

CPH:DOX-filmen ’Parkland of Fantasy and Decay’ udfordrer de gængse rammer for en dokumentarfilm og bringer beskueren ind i et mystisk univers, hvor virkelige personer forvrænges og gøres gådefulde ved hjælp af en ildevarslende kameraføring og et ulmende soundtrack.

Titlen ’Parkland of Fantasy and Decay’ er ligeså mystisk som dokumentaren selv. Det er næsten umuligt at beskrive et handlingsforløb for den kinesiske dokumentar. I stedet kan man beskrive en setting. Instruktør Chenliang Zhu har fundet en forladt forlystelsespark, som han sætter sig for at besøge. Forlystelsesparken, der havde et egyptisk tema, var velbesøgt i to år. Derefter lukkede den ned, og området omkring den er nu forholdsvist øde og industrielt. Chenliang Zhu regnede ikke med at finde et sted, hvor der boede mennesker. Han er til stede under dokumentaren, og fortæller efterfølgende, at han boede i et lille lokale side om side med de autonome i ti måneder. I denne tid skød og redigerede han den eklektiske dokumentar.

Hvis man går til dokumentaren med en idé om at få leveret et utvetydigt portræt af de kunstnere og autonome, der har bosat sig i den forladte forlystelsespark, bliver man svært frustreret. Dokumentaren er i stedet et sanseligt og eksperimenterende portræt af den spiritualitet som instruktøren følte da han trådte ind i dette habitat. De personer vi møder i dokumentaren, bliver nærmest mytologiseret igennem iscenesættelse af lys og lyd. Musikken er dramatisk og alt synes at have en mærkelig rumklang. Ofte ser vi karaktererne fortælle om deres liv i et mørkt rum, hvor deres ansigter er henlagt i skygger. Jeg sidder konstant og frygter, at jeg kommer til at få et chok, for den måde Chenliang Zhu følger de forskellige karakterer med et kamera lige i nakken eller i hælene, skaber en følelse af kontroltab.

I et segment af dokumentaren har Zhu fastgjort et GoPro-kamera til halsen af en gås, og vi får herigennem et uhyggeligt indblik i en livscyklus for slagteopdrættede gæs – fra deres hyggelige svømmeture i dammen, til de ophængte blodplettede fjerkræ, der stadig spræller, efter at have fået en kniv nænsomt trykket igennem halsen.

Det portræt der underholder mig mest, er af den selvlærte robotbygger Yulu Wu. Yulu Wu vil bare bygge robotter, koste hvad det vil. Han bygger de mest mærkværdige skabninger, der går rundt mellem bygningerne i den nedlagte forlystelsespark. I et klip ser vi Yulu Wu blive trukket rundt i området af en stor gul robot med udstående øjne og store robotlæber. Robotten udnævner igen og igen sig selv til at være ”the robot cart puller” og proklamerer stolt at Yulu Wu er dens far. Jeg kan ikke lade være med at grine, og tænke, at Yulu Wus bizarre robotter burde have deres helt eget tv-program.

Da jeg så dokumentaren oplevede jeg to meget forskellige reaktioner fra de andre biografgængere. En lille håndfuld rejste sig brødebetyngede og forlod salen efter omkring 20 minutter, mens andre ivrigt stillede spørgsmål til instruktøren til den efterfølgende Q&A. Jeg faldt selv lige midt imellem. Der var noget ved kameraføringen, lyset og de mystiske elementer, der virkede dragende på mig, men der var også nogle ekstremt lange og langsomme scener, hvor jeg måtte misse lidt med øjnene for at holde fokus.

Chenliang Zhu gjorde det efter filmen klart at mange af dokumentarens scener er iscenesatte eller rekreationer af situationer han oplevede i parken. Zhu fortæller for eksempel om, hvordan han hjalp en gravkofører med at optage Tik Toks som ’betaling’ for at bruge ham som karakter i filmen – og hvordan han har plantet et ’spøgelse’ i en af dokumentarens sidste scener. Han beskriver dokumentaren som en form for magisk realisme, hvor beskueren bliver i tvivl om sin egen realitet.

Det er svært at indfange den helt specifikke stemning som Chenliang Zhu fremmaner i dokumentaren ’Parkland of Decay and Fantasy’, og jeg vil lade det være op til den enkelte at vurdere, om man forholder sig ivrigt og spørgende til den, eller om man forlader filmen efter de første 20 minutter. 

’Parkland of Decay and Fantasy’ var en del af årets program på CPH:DOX