
Fejring af H.C. Andersens 217-års fødselsdag Odense 2-3. april 2022
ODENSE KLAR MED H.C. ANDERSEN-FEJRING
Omtale af Sara Mathilde Gosmann
31.03.2022.
Danmarkshistoriens måske mest folkekære forfatter fylder 217 år den 2. april. Odense inviterer til fejring med kulturaktiviteter for børn og deres voksne
Den kommende weekend i Odense står i kulturarvens tegn, når H.C. Andersens virke som digter, eventyrer og ikke mindst kunstner bliver fejret med aktiviteter over hele byen.
Det er som bekendt Andersen, der står bag klassikere som "Nattergalen", "Kejserens nye klæder" og "Den grimme ælling" – eviggyldige fortællinger om det at være menneske, der trods den store afstand i tid bidrager til forundring og refleksion selv i dag. Derfor er der lagt op til, at deltagere i weekendens fejring kan blive klogere på ikke alene Andersen, men også på digterens enorme indflydelse på dansk selvforståelse og kulturarv.
"I Odense er vi selvfølgelig utroligt stolte over at være H.C. Andersens hjemby, og det er en tilbagevendende tradition at fejre hans fødselsdag. Det glæder mig rigtig meget, at så mange og stærke aktører er med til at vise, at vi fejrer dagen i fællesskab. Andersen er vores alle sammens kulturarv, og ved at styrke fællesskabet omkring det er vi alle i Odense med til at gøre arven levende,” siger by- og kulturrådmand Søren Windell.
H.C. Andersens Hus. Foto: Lærke Beck Johansen
Weekendens program er centreret omkring museet H.C. Andersens Hus. Her kan man blandt andet opleve skuespiller Torben Iversen i rollen som H.C. Andersen, når han inviterer børn og barnlige sjæle på rejse gennem Odense og Andersens eventyr. Og man kan gå på opdagelse i forfatterens føde- og barndomshjem, hvorfra kimen til Andersens forfatterskab blev lagt.
Ved siden af, i eventyrlandet Ville Vau, er der åbent hus med fri entré til hele børneuniverset. Her bliver man mødt af scenograferede rum med rekvisitter og kostumer, der indbyder til leg og fordybelse i digterens forunderlige univers. Programmet byder blandt andet på eventyrfortællinger og workshops i papirklip.
Eventyrlandet Ville Vau. Foto: Mette Risager
Weekenden kulminerer i fødselsdagsfejring lørdag klokken 12 med deltagelse af blandt andre Carl Nielsen Korskolen og Det Kongelige Teaters balletskole i Odense samt festtaler i børnehøjde ved Susanne rådkvinde i Børn og Unge-forvaltningen Ursula Crawley Larsen og direktør for Odense Bys Museer Henrik Harnow.
Efterfølgende er der legatoverrækkelse af H.C. Andersens eget indstiftede legat, H.C. Andersens Hjælp, der uddeles til en flittig skoledreng og -pige i Odense. Det foregår i Mindehallen i H.C. Andersens Hus.
Se det fulde program her.