CPH:DOX dokumentar om performancekunstnerne Marina Abramović & Ulay
Af Esther-Marie Beyer Carlsson.
29.03.2022.
De to performancekunstnere Marina Abramović og Ulay fortæller i CPH:DOX-dokumentaren ’Marina Abramović & Ulay: No Predicted End’, om deres 12 år som romantiske og kunstneriske partnere. Dokumentaren er et fascinerende og rørende portræt af et parforhold, der udfordres af kunstneriske manifester og en vanvittigt fysisk krævende kunstnerisk praksis.
Marina Abramović og hendes partner in crime and art Ulay, har i mange år været som Romeo og Julie for mig. Da jeg var til åbningen på den retrospektive Abramović udstilling på Louisiana i 2017, blev jeg ikke blot besnæret af Abramović’ ekstraordinære livsværk, men også af den magiske relation man straks fornemmede mellem hende og partneren Ulay. På en smuk sommerdag stod Abramović og holdt åbningstale under åben himmel. Pludselig træder Ulay på scenen, og de omfavner straks hinanden. Abramović vidste ikke, at han ville komme. Jeg tror, at alle os, der bevidnede det øjeblik forstod, at der var en overvældende mængde kærlighed i denne omfavnelse.
Med dette udgangspunkt går jeg ind og ser dokumentaren ’Marina Abramović & Ulay: No Predicted End’ i Empire Bio. Jeg kan høre på de andre småsnakkende grupper af mennesker, at de alle sammen deler min fascination af Marina Abramović. Hun er så enigmatisk en kunstnerisk skikkelse, at man som fan kan blive nærmest desperat for at vide mere om hende.
Filmen starter med videoklip fra performancen ’The Lovers: The Great Wall Walk’ som Marina Abramović og Ulay udførte som deres sidste projekt sammen i 1988. De gik fra hver sin ende af den kinesiske mur, og da de mødtes, skulle deres veje skilles for evigt. Det må da være kunsthistoriens smukkeste og mest dramatiske afsked. 30 år senere mødes de, for at tale om deres kunst – og ikke mindst deres kærlighed.
Setuppet er enkelt; de to kunstnere sidder overfor hinanden i et rum med sortbeklædte vægge og taler sammen, mens billeder og videoer af deres livsværk supplerer deres samtale. Selvom deres fælles kunstneriske projekter er særdeles interessante, giver dokumentaren også et indblik i de projekter, de havde hver især, som endte med at lede dem til hinanden. Marina fortæller om, hvordan hun gik fra at føle, at hun var planetens grimmeste person, med en stor næse og lange lemmer, til at begive sig ind i performancekunsten, og stille sig selv i centrum for beskuerne. Ulay, der blev født i en bunker under 2. verdenskrig i Tyskland, startede sit kunstneriske virke med at tage polaroidfotos af marginaliserede grupper, især transkønnede og drag queens.
Med deres tunge accenter, Abramović’ serbisk og Ulays tysk, forklarer de deres første møde. Til Abramović’ performance ’Lips of Thomas’ der blandt andet indebar at Marina skar et pentagram ind i sit maveskind med et barberblad, så hun for første gang Ulay. Han var iført kvindelig makeup på den ene side af ansigtet, så han på én gang virkede feminin og maskulin. Da de senere talte sammen, fandt de ud af, at de delte fødselsdag. Straks blev de opslugt af hinanden og begyndte snart efter deres fælles kunstneriske virke.
I samtalen mellem Abramović og Ulay, bliver der ikke lagt fingre imellem. Der er en tydelig kærlighed og forståelse mellem dem, men det er også klart, at der har været en masse kunstneriske og følelsesmæssige uenigheder. Denne dynamik giver dokumentaren en meget ærlig og rå følelse – det ville have været en underlig oplevelse at se de to dynamiske kunstnere i en fuldstændig kurateret og høflig samtale. Især bliver det følelsesladet at se de to kunstnere tale om den performance der slog skår i deres forhold. Performancen ’Nightsea Crossing’ var meget anderledes end deres tidligere værker, hvor de udforskede mand/kvinde relationen igennem voldelige akter, som for eksempel at give hinanden gradvist hårdere lussinger – disse voldelige handlinger beskriver kunstnerne som det komplet modsatte af deres kærlighedsrelation. I ’Nightsea Crossing’ sidder Marina og Ulay helt stille overfor hinanden ved et bord på forskellige museer, fra åben til luk. Det bliver det stillestående der river dem fra hinanden, og leder dem til deres sidste performance på den kinesiske mur. Derefter stoppede de al kontakt, og de beskriver begge to bruddet som den andens død, som en navlestreng der blev klippet over.
I 2011 blev Ulay diagnosticeret med kræft, og Abramović fortæller, at selvom hun stadig havde en masse had for ham på det tidspunkt, brød hun sammen i gråd, da hun fandt ud af det. I sidste del af dokumentaren, reflekterer de over det sted, deres forhold begav sig hen efter de genoptog kontakten. De bliver enige om, at der stadig er en masse godt tilbage. Marina siger, at de endnu ikke har talt om døden, et emne hun ellers er fascineret af. Ulay svarer, at han igennem sit kunstneriske virke har kastet alle former for frygt af sig, ”I am ready” siger han om døden. Abramović sidder med tårer i øjnene og udbryder med sin vidunderlige balkanaccent ”come kiss me” med både gråd og grin i stemmen. De rejser sig fra de ordnede dokumentarrammer, og omfavner hinanden.
Dokumentarens undertitel ’No Predicted End’ refererer til det manifest, de to kunstnere skabte for deres performancekunst. De måtte aldrig øve en performance, fordi det ikke skulle kunne forudsiges, hvordan den endte. Men jeg kan ikke lade være med at fælde en lille tåre, da dokumentaren slutter med en dedikation til Ulay, der gik bort i 2020. Som de to kunstneres performancekunst, har livet heller ingen forudset slutning. Dokumentaren er en ekstrem reel og hjerteskærende kærlighedshistorie, som jeg bestemt vil anbefale, at man giver sig hen til, med kalkuleret risiko for at få en smule ondt i hjertet.
‘Marina Abramović & Ulay: No Predicted End’ er instrueret af Kasper Bech Dyg og kan ses på CPH:DOX d. 1. april 2022