Indkøbskurven er tom.
She Loves You
Scene, Film & Bøger

Et familiedrama fortalt gennem mere end 40 af Lennon & McCartneys største hits

She Loves You

SCENE: Af Tina Kristensen.
28.03.2022.

I fredags havde musicalen ”She Loves You instrueret af Thom Southerland verdenspremiere i Tivolis Koncertsal.

Med udødelige hits som Let It Be, Yesterday og Blackbird er det svært at gå galt i byen og man må sige, at det er en sand hitparade, der åbenbarer sig på scenen.

Handlingen er bygget op omkring parret Peter og Anne og deres to voksne børn, adoptivdatteren Louise og sønnen Daniel. Med afsæt i familien dykker man ned i emner som sygdom, stofmisbrug, parforholdets problematikker etc. alt sammen indrammet af John Lennon og Paul McCartneys fantastiske sange. 


She Loves You. Tivolis Koncertsal 2022. Foto: Søren Malmose.

Bevægelig scenografi og menneskekulisser
En dynamisk scene med et centralt placeret rundt element, der alt efter behov blev hejst op og ned, skabte de forskellige rum fra en lægekonsultation til en lejlighed og en bakke med et træ, hvor familien samledes i flere scener. Sceneriet blev hjulpet på vej af en markant lyssætning, der samlede scenen visuelt og understøttede stemningerne.

Her var et gennemgående greb i opsætningen, at stemningerne også blev understreget af, hvad min ledsager betegnede som ’menneskekulisser’, personer der ikke indgik i handlingen som sådan, men på forskellig vis rent kropsligt blev brugt som fokusskabende elementer i udvalgte scener. Man oplevede dem f.eks. i intenst lyttende positurer, når alvorlige samtaler fandt sted eller under de mest livlige sange hængende og svingende i reb i stilladser placeret yderst i begge sider af scenen. De var med til at skabe variation og liv på scenen og indgik også løbende som kor og bipersoner i fortællingen. 


Birgitte Raaberg og Maria Lucia. Foto: Søren Malmose.

For meget af det gode
Sange der er så skattede og ikoniske kan være en gave at arbejde med, da de i sig selv bringer meget til bordet. Modsat kan de også være en udfordring, for eksempel når de skal indlemmes i en musical på elegant vis, da de hver især står så stærkt. I min optik er det for eksempel lidt for corny, når titelsangen ledsages af en parade med hjerter. Her har man simpelthen så godt et råmateriale i sangen i sig selv, at den sagtens kunne have båret en langt mere subtil understøttende visualisering.


She Loves You. Tivolis Koncertsal 2022. Foto: Søren Malmose.

I nærværende opsætning går det lidt op og ned med sammenhængen mellem sangene og handlingen. Det flow man ønsker sig i fortællingen, virker til tider forceret, når man har tilføjet endnu et stort Beatles-hit og former fortællingen, så den passer nogenlunde til emnet sangen omhandler – eller sådan kan det i hvert fald synes.

Det har tydeligvis og meget forståeligt været svært at vælge mellem de mange fremragende numre, men man kunne med fordel have undladt en håndfuld og i stedet have prioriteret et lidt mindre hektisk forløb og mere ro til at udfolde de enkelte sange.

Men når det så er sagt, så er der en række flotte og gennemførte musikalske oplevelser undervejs, som for eksempel nogle kraftfulde duetter mellem Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Rikke Hvidbjerg, der spiller henholdvis adoptivdatteren Louise og dennes kæreste Sara.   

To unge talenter
Forestillingens højdepunkter for undertegnede var helt klart Molly, naturligt spillet af Johanne Milland og med smuk vokal samt en tilpas længselsfuldt håndrystende og ligeledes yderst velsyngende Mikkel Hoé Knudsen i rollen som Daniel. Det gav både nogle virkelig stærke duetter og begge fik også lov at udfolde sig alene, hvor det hele løftede sig.

Forestillingen vises i Tivolis Koncertsal frem til d. 24. april hvorefter den rykker videre til Musikhuset i Aarhus, hvor den kan ses fra 29. april til 21. maj. 

Det kreative hold:
Iscenesættelse: Thom Southerland
Musikalsk ledelse: Mikkel Rønnow
Scenografi & kostumer: Morgan Large
Koreografi: Karen Bruce
Lysdesign: Tim Mitchell
Lyddesign: Tim Høyer

Rolleliste:
Louise: Maria Lucia
Anna: Birgitte Raaberg
Sara: Rikke Hvidbjerg
Peter: Karsten Jansfort
Daniel: Mikkel Hoé Knudsen
Molly: Johanne Milland
Simone: Nicoline Siff Møller
Erik Havú: Martin Loft

Ensemble: Christina Marie Skodborg, Christine Astrid Nielsen, Emilie Groth Christensen, Katrine Schmidt Nørgaard, Kirstine Emilie Moses-Jacobsen, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, Nynne Holmen, Jaime Cox, Jeff Schjerlund, Kristoffer Sass, Morten Lindemann Olsen, Oliver Lundqvist, Rasmus Faartoft, Rasmus Grandt, Steffen Hulehøj Frederiksen.

Produceret af Mikkel Rønnow Musicals for Nordic Musical Partners og Sony Music Publishing Scandinavia.

Spilleperiode:
Verdenspremiere: Fredag 25. marts 2022 i Tivolis Koncertsal
Spilleperiode i Tivolis Koncertsal: 25. marts – 24. april 2022
Spilleperiode i Musikhuset Aarhus: 29. april – 21. maj 2022

Billetbestilling: www.shelovesyou.dk

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig