Konrad Mägi og Anna Stahn på GL STRAND

Gådefulde malerier og fabulerende multimedieværker

Af Esther-Marie Beyer Carlsson.
15.03.2022.

I marts huser Kunstforeningen GL STRAND to meget forskelligartede udstillinger. Den ene, er en bagudskuende maleriudstilling med den oversete estiske kunstner Konrad Mägi. Den anden, sætter spot på den unge danske kunstner Anna Stahn, der arbejder med alt fra tegning til tekstil, fra keramik til ord.

Det gådefulde maleri

Konrad Mägi. Jeg kendte ikke til den estiske kunstner, før jeg blev inviteret til at besøge GL STRANDS nye soloudstilling. Med en udstillingstitel som Det Gådefulde Maleri sender kunsthallen mine forventninger i vejret. Titlen viser sig hurtigt at være enormt passende, for den oplevelse jeg har i vente - for det er umuligt at definere Mägis malerier med standardiserede termer.

Konrad Mägi. 1878–1925 Norwegian Landscape, 1908–10. Oil on canvas. 69 x 76,8 cm. Art Museum of Estonia.

Den estiske kunstner er højtelsket i sit hjemland, men er fløjet næsten under radaren internationalt. Næsten 100 år efter Konrad Mägis død, bliver han genoplivet på Kunstforeningen GL STRAND – og sikke et dyrebart nyt bekendtskab. Det er nemlig sjældent, man møder en kunstner, der kan overraske og forvirre så meget som Mägi gør på GL STRAND. Pilvi Kalhama, som er kurator på udstillingen, fortæller til pressevisningen, at Konrad Mägi brugte de europæiske konventioner indenfor maleri meget frit. Det er en anden slags modernisme, der er til stede i Mägis billedverden, end vi er vant til. Kalhama forklarer også, at det, der er gennemgående, måske som det eneste, er, at stemningen er vigtigere end det egentlige motiv.

De første malerier der fanger min opmærksomhed, er de norske landskaber Mägi maler mellem 1908 og 1910 – det ene af dem, er det, der er brugt til at promovere udstillingen. Jeg har svært ved at finde de rigtige ord til at beskrive disse malerier, for jeg har aldrig set et norsk landskab se sådan ud før. Med en farvepalette jeg ikke kan genkende fra denne verdens natur, bliver landskaberne i mine øjne næsten overjordiske eller en form for science fiction. Nå, tænker jeg, så han er sådan en slags syret landskabsmaler. Lynhurtigt finder jeg ud af, at jeg tager fejl. De norske fantasilandskaber er blot én facet af Mägis malerpraksis.

Fri fra samtidens ismer

Mägi levede fra 1878-1925, hvilket placerer ham i et krydsfelt af nogle af de helt store ismer i Europa. Vi snakker impressionisme, symbolisme, ekspressionisme – de gode gamle kendinge. Man kan da også se inspirationen i Mägis værker, men samtidig, synes landskabsmalerierne ikke at følge nogle fastlåste skemaer.

Konrad Mägi. 1878–1925 Saaremaa Motif, 1913. Oil on canvas. 42,9 x 61,2 cm. Art Museum of Estonia

Tværtimod, forandrer landskaberne sig drastisk i takt med at Mägi helt fysisk bevæger sig rundt i verden. Mägi var, trods sit introverte gemyt, rundt i utallige lande som Rusland, Finland, Frankrig og Italien. Ikke blot motiverne, men også det stilistiske ændrer sig så meget, at man næsten ikke kan tro, at det er den samme kunstner, der står bag de forskellige udtryk. I et rum ser man de syrede norske landskaber. I det næste, er stilen tydeligt impressionistisk a la Monet. Når man så bevæger sig videre ind i Mägis italienske motiver, får malerierne igen et helt andet, næsten kubistisk udtryk, med større kantede farveflader, der står i skarp kontrast til de lette pointilistiske penselprikker. Hvis man nu alligevel skal prøve at beskrive nogle fællestræk, er det første der slår mig, at alle malerierne er enormt dynamiske, som om de altid er i bevægelse. Jeg får en følelse af, at det altid blæser i Mägis landskaber. Det er malerier der er malet med stemningen i fokus, og denne stemning forekommer ofte at være stormfuld og vild hos Mägi.

Konrad Mägi. 1878–1925 Venice (Canal in Venice), 1922–23. Oil on canvas 63,5 x 59,7 cm. Art Museum of Estonia

Insisterende portrætter

Konrad Mägi var mest kendt for sine landskaber, der også er fortryllende og dybe, men som jeg træder ind i det rum, der bærer overskriften Portrætter og Stilleben, forelsker jeg mig i hans insisterende portrætter, som var det kærlighed ved første blik. Kurator Pilvi Kalhama fortæller, at hun ikke nødvendigvis ville kalde dem portrætter i klassisk forstand. I portrætterne er baggrund og person lige vigtige for det samlede indtryk og Mägi malede fortrinsvist kvinder, kunstnere og andre marginaliserede grupper. I portrættet Roma pige kan man tydeligt se denne sammensmeltning af baggrund og person. En ung pige med kulsort hår sidder med benene trukket sammen under sig og kigger stålfast på noget beskueren ikke kan se. Hendes tøj er farvestrålende og mønsteret spejler sig næsten fuldkomment i de tæpper hun sidder på.

Konrad Mägi. 1878–1925 Roma Girl, 1915. Oil on canvas, 79 × 63,5 cm. Art Museum of Estonia

Et portræt, hvor baggrunden ikke er et fremtrædende element, er Portræt af Alide Asmus. Dette portræt er interessant af andre grunde. Den portrætteredes blik er så intenst, at man næsten ikke kan stoppe med at kigge hende i øjnene. Faktisk, følger hendes blik beskueren, lige meget hvor man står i rummet. Pilvi Kalhama fortæller, at kvindens mand ikke ville have portrættet op og hænge, da både blikket og farverne var uflatterende for en kvinde på dette tidspunkt. Jeg kan ikke lade være med at kigge på Alide Asmus, og godte mig over, hvad hendes mand mon ville have ment, hvis han så hende, på så intens vis, indtage rummet på GL STRAND.

Konrad Mägi. 1878–1925 Portrait of Alide Asmus, 1912–13. Oil on canvas 95 x 74,5 cm. Tartu Art Museum

Walking Debt

Fra den noget klassiske Konrad Mägi udstilling, træder jeg nu ind i et helt andet slags rum. På tredje sal finder man Anna Stahns udstilling Walking Debt. Kantede solstråler lyser rummet op denne martsmorgen, og gør mig endnu mere opmærksom på de douche og beige farver, der er gennemgående i udstillingen. Der er faktisk et reelt fravær af farver, der dog på ingen måde bliver til et fravær af liv. Værkerne i udstillingen spænder bredt i materiale og form – der er tegninger på væggene, keramikfliser og stakke af breve på gulvet og to store skulpturer af (kvinde)kroppe på alle fire i specialfremstillet tekstil.

Anna Stahn er selv tilstede til pressevisningen og siger med det samme, at man skal føle sig fri til at sætte sig på kvindesofaerne, tage et kærestebrev fra gulvet med hjem og gå en tur henover de brune og cremefarvede fliser. Mens hun siger det, demonstrerer hun hvordan, og hendes mørke læderhæle klikker lystigt henover de smukke keramiske fliser.

Med glæde i stemmen, proklamerer Anna Stahn, at hun først og fremmest gerne vil være forfatter. Så skal man kunne sætte komma, er der en kvinde der siger. Anna Stahn nikker, gestikulerer til værkerne og siger, at derfor er vi her i dag. Jeg er ikke helt enig i det med kommaerne, for mange succesfulde forfattere gennem tiden brød med de konventionelle grammatikregler, og fandt netop derigennem frem til en stilistisk særprægethed. Anna Stahn er både forfatter og en rigtig dygtig kunstner i mine øjne. Jeg fniser flere gange af titlerne på hendes værker. Fruentimmer overdænget med skaldyrsbuffet og Spejlsalonfeminisme og gående grønne papirer er blot nogle af de spøjse værktitler man møder i udstillingen.

Rejekællinger og hattedamer

Anna Stahn er interesseret i klasseskel og kapital indenfor kunstverdenen. Jeg føler mig bejlet til, da jeg med ømhed putter mit kærestebrev fra kunstneren ned i min mulepose. Men Anna Stahn er smart, for i brevet ligger et essay med noget på hjerte, som jeg så læser, så snart jeg kommer hjem. ”Skællede grønne sko” er titlen, og essayet sætter blandt andet fokus på det liberalistiske kunstmarked, der uomtvisteligt er forbundet med en overklasse af kunstkøbere, der har lommen fuld af guld. Jeg æder det råt. 

Walking Debt tager udgangspunkt i to kvindetyper, der begge kan synliggøre historiske og nuværende klasseskel. Hattedamen og rejekællingen. I sit essay undersøger Anna Stahn de to kvindekarakterer med et nysgerrigt og genkendende blik; selvom begge ord kan slynges ud som sexistiske øgenavne, finder hun noget genkendeligt i dem hver især. ’Hattedame’ er en ironisk betegnelse for velstillede damer, der omkring 1900-tallet gik op i at hjælpe udsatte kvinder og børn – alt imens hun selv var iført en prangende hat, der tilkendegav hendes status. ’Rejekællingerne’ var de kvinder der solgte fisk på torvet ved Gammel Strand. De boede i baggårdene og bevægede sig ind på hattedamernes territorium når de råbte højt op om fiskepriser ved kanalen. At være kunstner er at knokle som en rejekælling, men også at nyde som en hattedame.

Byrummet i udstillingsrummet

Anna Stahn fortæller, at hun i udstillingen har arbejdet med historiske referencer til området omkring Gammel Strand. Hun har, på sin vis, hentet forskellige markører fra byrummet ind i udstillingsrummet – boulevarden af fliser med indgraverede fortællinger, kvindebænkene, store plyssede damesko henslængt på gulvet og tegninger af skravl og godtfolk på væggene.

Igen kommer der en dobbeltydighed til udtryk, for de kendte markører fra byrummet er nu transformeret til noget helt andet. Det beskidte, det skraldede og det urbane er forandret til noget æstetisk. I et hjørne står en bronzeskultur som Stahn præsenterer som ’irede lorte i en spand’. Selv spanden med lorte er æstetisk. Selv bænkene er klædt ypperligt på og byder den besøgende at hvile sine trætte ben på en menneskeryg. Det er dekadence.

Kunstverdenen er fuld af paradokser og modsigelser – det viser Anna Stahn mig på den mest finurlige måde i det lyse udstillingsrum på GL STRAND, og derefter igen, hjemme i min egen stue, siddende med et kærestebrev i hånden.

Konrad Mägi – Det gådefulde maleri og Anna Stahn – Walking Debt kan ses på Kunstforeningen GL STRAND indtil d. 29. maj 2022