Ditte Ejlerskov på Nikolaj Kunsthal

Af Esther-Marie Beyer Carlsson.
03.03.2022.

Forundring, fordybelse og forståelse for selvet står alle på skemaet, når man besøger Ditte Ejlerskovs udstilling The Cult of Oxytocin på Nikolaj Kunsthal. Oxytocinkulten er en fortryllende glædeskult, og man kan ikke andet end at læne sig ind i dens trygge imødekommende arme.

”Oxytocin er som en gudinde, vi har glemt at dyrke” Sådan står der, som noget af det første, når man træder ind i Ditte Ejlerskovs udstilling. Oxytocin bliver ofte beskrevet som kærlighedshormonet, da det findes naturligt i kroppen og udskilles ved kram, kys og sex. Hos Ditte Ejlerskov, er oxytocin en gudinde, og igennem hendes soloudstilling på Nikolaj Kunsthal arbejder hun med at skabe balance mellem oxytocin og det energiske præstationshormon adrenalin. 

The Cult of Oxytocin. Installationsfoto, Nikolaj Kunsthal. Foto: Jan Søndergaard.

I de nedre lokaler indtager Ejlerskov de gigantiske udstillingsrum med hendes Gradient Paintings. Vægteksten fortæller mig, at malerierne fungerer som farveterapi, og at man kan se de to-tonede malerier forandre sig, hvis man stillestående betragter dem i et par minutter. Jeg er helt alene i kunsthallen, og der er ekstremt stille i det kridhvide kirkerum. Gradientmalerierne er gigantiske og meget meget smukke mod de hvide vægge. Jeg gør som jeg har fået besked på af vægteksten, og bruger et par minutter på at iagttage de forskellige gradienter. Det føles som om det er umuligt at fokusere på malerierne, og farverne flyder sammen, som om de nærmest er i bevægelse. Jeg prøver gang på gang at få mine øjne til at stille skarpt, men det er en umulig opgave, og gradienternes midte forbliver sløret og levende. Efter et udefinerbart stykke tid, har jeg næsten svært ved at fokusere på noget som helst i rummet. Jeg havde nok ikke givet mig ligeså meget tid til gradientmalerierne, hvis ikke det havde stået i vægteksten, så den sender jeg et stille 'tak'.

The Cult of Oxytocin. Installationsfoto, Nikolaj Kunsthal. Foto: Jan Søndergaard.

I det nedre galleri får man også introduceret Ejlerskovs genfortolkning af den antikke skulptur Bryderne, der følger beskueren som en rød tråd igennem hele udstillingen. To kvinder er fanget i et intimt brydetag. De glatte avatarlignende kvindekroppe ses igen og igen i udstillingen. Kvinderne er personificeringen af oxytocin og adrenalin, og de kæmper om overtaget indeni vores kroppe. I udstillingen ser vi enten bryderne sammen, eller den øverste bryder alene – hun er kultens gudinde og symboliserer oxytocinens overtag. Adrenalin og oxytocin kan ikke eksistere samtidig i kroppen, det er enten eller. Vi ser denne kropslige kamp mellem de to hormoner i mange versioner og igennem mange forskellige medier i The Cult of Oxytocin.

Side om side med gradientmalerierne hænger imponerende vægtæpper med enten begge brydere eller oxytocinens gudinde alene. 3D-printede miniskulpturer står i en cirkel, og midt i det store rum er en QR-kode på en marmorplade. Når man scanner koden, får man adgang til en digital version af Bryderne, som man kan indsætte i et hvilket som helst rum, som man ønsker det. Det bruger jeg et par minutter på, og det fungerer overraskende godt. Beskueren får, med den digitale skulptur, mulighed for at være aktiv i skabelsen og opfattelsen af udstillingen – det er en kærkommen omfavnelse, der fortsætter, når man bevæger sig op i det øvre galleri.

Velkommen til din genstart

Kirkens gamle trappetrin knager hjemligt, som jeg bevæger mig op til den anden del af udstillingen. Jeg føler mig underligt afslappet og en lille smule rundtosset, efter at have zonet ud til de store gradientmalerier. En kvindelig avatar tager imod mig fra en skærm. ”I’m so glad to see you” siger hun. Avataren fortæller mig, at jeg skal tage mine sko af og bevæge mig ind igennem den kuplede døråbning. At det her er min genstart, min gateway.

The Cult of Oxytocin. Installationsfoto, Nikolaj Kunsthal. Foto: Jan Søndergaard.

Og det er også værkets navn. The Gateway. Jeg får straks associationer til forskellige kultfortællinger. En gateway er en indgang eller en portal. Mange af de store kulter gennem tiden, har brugt denne terminologi til at forklare, at der er noget bedre på den anden side af vores, i deres øjne, midlertidige tilværelse. Denne tankegang har i ekstreme tilfælde ført til masseselvmord, da kultmedlemmerne mente, at det var sådan man kom til ’den anden side’. Ordet kult runger altså ret negativt i mine ører. Efter første del af udstillingen, ved jeg dog, at oxytocinens kult ikke er en dommedagskult, men en glædeskult og jeg træder derfor ind i værket med åbenhed og ro.

Fem store vævede tæpper ligger på gulvet, og jeg vælger at lægge mig på det midterste - det der har et stort kvindeansigt på. I det hvælvede loft vises et 13 minutter langt videoværk. Værket er en guidet meditation, hvor personificeringerne af oxytocin og adrenalin tydeliggør kampen mellem kærlighed og overlevelse i vores kroppe. Liggende på ryggen kigger man op på rolige farvegradienter, universet med tusindvis af stjerner og de brydende hormoner i forskellige kontekster.

Selvom 3D-figurerne er statiske, kommer de til live med den blide kvindestemme, der fortæller mig, at det er på tide at træde ind i min medfødte guddommelighed. Det melodisk ringlende lydspor er fortryllende og jeg kan nærmest ikke vriste mig fri af værket. Jeg hører meditationen tre gange. Oxytocinens gudinde stiller spørgsmål. Hvor ofte lader jeg adrenalinen tage over? Hvor ofte er det stressen, der driver mig? Konsumerer jeg medier og mennesker, der udløser frygt i mig? De her spørgsmål rammer mig, for jeg kan ikke svare ærligt, uden at blive en smule ængstelig. Stemmen fortæller mig, at jeg skal acceptere adrenalinen, for den er en vigtig del af min fysiologi, men at jeg kan vælge, om det er adrenalin eller oxytocin, der skal styre mit liv. Hun beder mig tænke på en person, som jeg virkelig elsker og forestille mig, at de smiler til mig. Her bliver jeg rørt. Jeg forestiller mig tre forskellige personer, én for hver gang jeg hører meditationen. Jeg smiler tilbage til dem med fugtige øjne. I det øjeblik synes det legende let at vælge oxytocinen, og med den følelse rejser jeg mig op og forlader værket.  

The Cult of Oxytocin. Installationsfoto, Nikolaj Kunsthal. Foto: Jan Søndergaard.

Som bevis på, at man har gennemgået Ejlerskovs gateway, kan man på vej ud tage et lille kort, der fungerer som certifikat og indeholder koden til en personlig NFT (red. Non-Fungible Token/ikke ombyttelig genstand). Kortet ligner et usædvanligt smukt pokemon-kort. Jeg putter det i lommen og glæder mig over det som et unikt samlerobjekt, selvom jeg, trods research, stadig kun forstår en brøkdel af, hvad en NFT er.

Udstillingen i både det nedre og øvre galleri værner om en ekstrem rolighed, der gør, at jeg føler, jeg er på et ritualistisk kurophold – det føles åbenlyst, at Ejlerskovs værker er en form for self-care. I en tid, hvor vi gennemlever den ene overvældende historiske begivenhed efter den anden, er der et øjebliks ro at finde på Nikolaj Kunsthal. Oxytocinens gudinde tager dig i sine varme arme og passer på dig. ”You are safe and protected” siger hun, og i det øjeblik tror jeg på hende. 

Udstillingen The Cult of Oxytocin kan opleves i Nikolaj Kunsthal fra 12. februar til 8. maj 2022.