
24-timers kunstprogram med performances d. 24. juni
Art in a Day - 24-timers kunstprogram med performances
Af Tina Kristensen
23.02.2022
Seks københavnske kunsthaller er gået sammen om et 24-timers kunstprogram med performances, der kommer til at finde sted over hele hovedstaden d. 24. juni fra kl. 00:01 til 23:59.
Bag ’Art in a Day’, som programmet på passende kaldes, står Copenhagen Contemporary, Den Frie Udstillingsbygning, Kunstforeningen GL STRAND, Kunsthal Charlottenborg, Nikolaj Kunsthal og O – Overgaden og det er meningen, det skal blive en årlig tilbagevendende begivenhed.
Performance view, Monster Chetwynd, Tears, 2021, Art Basel, Messeplatz, Basel, 2021
”Visionen med Art in a Day er at tilbyde danskerne en perlerække af danske og internationale kunstoplevelser og åbne kunsthallerne for et bredere publikum ved at flytte et fælles kunstprogram ud i byens rum”, står der i pressemeddelelsen.
Et stærkt samarbejde
Det er ikke noget nyt at de københavnske kunsthaller arbejder sammen om større projekter. Tidligere har institutionerne samarbejdet omkring performanceaftenerne Tonight is Art og kunstfestivalerne Copenhagen Art Festival og TRUST.
Det er i den grad en styrke for hovedstadens kunstscene, når så stærke aktører med fælles kræfter søsætter et projekt som dette. Performancekunsten er jo om noget en genre, der har været ramt af den nyligt overståede nedlukning, så det er fantastisk, at vores stærke kunsthaller er med til at løfte netop performancekunsten og gør kunsten bredt tilgængelig.
Tosh Basco, dokumentation af performance, Untitled Duet (the storm called progress), 2019 på Gropius Bau, Berlin, 2020. Image courtesy of the artist. Photyby Eike Walkenhorst.
Performancekunst i verdensklasse
”Vi ser Art in a Day som en gave til København og alle de kunstinteresserede borgere og turister, der vil besøge byen for at opleve performancekunst i absolut verdensklasse. I en tid, hvor sociale relationer i stigende grad udleves i det digitale, tilbyder performancekunsten en kropslig tilstedeværelse og etablerer fysiske møder mellem mennesker. Samtidig er det en fantastisk måde at vise den bredde, det københavnske kunstliv rummer, ligesom vi får demonstreret, hvor forskellige de seks kunsthaller er,” fortæller Michael Thouber, direktør for Kunsthal Charlottenborg.
Han tilføjer:
”Det bliver også en begivenhed, som er langt større end noget, vi kunne have skabt hver især. Det har været fantastisk at mærke den fælles entreprenørånd, der flyder så smukt mellem kunsthallerne, og som er forudsætningen for, at vi kan skabe en begivenhed som denne.”
Henrik Vibskov, Stuck Under The Surface, SS20. Photo by Victor Jones.
Man lægger flot ud med navne som Arvida Byström, Henrik Vibskov, Monster Chetwynd og Tosh Basco (tidligere kendt som boychild). Det bliver spændende at se det fulde program, når dette præsenteres i maj.
Billede øverst: Arvida Byström, fra Inflated Fiction, Fotografiska, 2018.
Programmet er kurateret af Creator Projects og er gratis at deltage i.
Læs mere om Art in a Day her.