The Supreme Gentleman på Betty Nansen

ANMELDELSE

Af: Anders Holbæk.

16.02.2022.

Med intensitet, intimitet og indlevelse giver The Supreme Gentleman os et indblik i en kvindehadsk og selvdestruktiv mandefigur, der med død og ødelæggelse oftere og oftere dukker op i vores samtid.

”Jeg fucking hader piger, muligvis mere end nogen andre på dette forum, og det er ved at æde mig op.”

Kort før jul sidste år kom det frem, at en 27-årig nordjyde, der havde brugt flere år dybt inde i kvindehadske fora, havde planlagt og forberedt en serie af skoleskyderier i Nord- og Østjylland. Citatet ovenfor stammer fra et opslag skrevet af manden på et internetforum, som eksperter beskriver som ekstremt ideologisk kvindehadsk og voldsglorificerende. Og dårligt nok var vi begyndt at forstå de amerikanske ”incels” (red. Involuntary celibate; ufrivilligt cølibat), før der nu var en i vores egne overskrifter – endnu uden at vi havde et sprog for eller offentlig samtale om dem.

Så der kunne næppe være et mere passende tidspunkt for The Supreme Gentleman at have premiere. En tid, hvor vi mere end nogensinde før diskuterer vold mod kvinder, og et stykke, der giver os et helt karakterstudie af og livsfortælling om netop incellen.

Forestillingen er en monolog, skrevet nysgerrigt og nuanceret af Nanna Cecilie Bang og leveret intimt og intenst af Mathias Skov Rahbæk – vores incel for en aften – med de centrale spørgsmål: Hvordan endte han her? Her, hvor han er én dårlig dag fra at være klar til slå ihjel i ren og skær frustration og afmagt. Hvordan kan han fortælle sin historie, så vi kan forsøge at forstå ham? Hvor begynder han?

Fra begyndelsen. Fra der, hvor han som barn fik at vide, at som for Simba i Løvernes Konge skulle alt det, solen rører, en dag blive hans. Det er nemlig essentielt, hvis man vil forsøge at forstå, hvad der driver disse mænd til at gøre, hvad de gør, at de fra barnsben er blevet lovet verden. Så de føler, at har krav på den, krav på partnere og sex og den status, der hører med dertil, og derfor føler sig som utilstrækkelige fiaskoer, når de ikke får det. Det er en pointe, der nemt kunne blive banal, og det ville være let at præsentere incellen som et forkælet barn, der bliver hysterisk, når det ikke får sin vilje. The Supreme Gentleman er heldigvis mere nuanceret, og manden foran os erkender: ”Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle have hele verden, selvfølgelig ikke – hvem er syg nok til at tro det – men jeg havde troet, at jeg godt måtte få lidt af den. Bare lidt.”  

Selvom grundfortællingen er forfærdelig tragisk – et menneske forsvinder så langt ned i giftige, selvskadende, manipulerende onlinefællesskaber, der promoverer voldtægt, terror og (selv)mord, at hele hans verdenssyn bliver forskruet og destruktivt – har monologen stadig et imponerende følelsesmæssigt spænd. Ja, den punkterer dit hjerte, når manden panisk på grådens rand råber, at han ikke kan overleve de næste tyve år, hvis de bliver ligesom de ti forrige. Men den er også fyldt med en humor, der er meget svær at placere, og der blev grinet lige så meget, som der blev grædt, blandt publikum på den lille balkonscene. Fra akavede situationer, hvor man ikke ved, hvordan man skal sige hej til en, man gerne vil tale med, som de fleste vil kunne relatere til, og til dybsort, absurd komik, hvor alt bliver så forfærdeligt og voldsomt, at man ikke kan gøre andet end at grine.  

Da The Supreme Gentleman er en monolog, og da Rahbæk er klædt komplet anonymt og almindeligt, bliver det svært at skelne de sjovere dele af forestillingen fra moderne stand-up. Og det er forestillingen klar over. Den bruger flere gange formuleringer lånt direkte fra stand-up komikken, som når manden f.eks. starter flere sætninger med ”kender I det?” for at ende dem med noget dommedagsagtigt tragisk. Om det bliver for meget, og om det derfor ender med at fjerne noget af alvoren, kommer til at være op til den enkelte, men ved at give incellen noget relaterbart, og ved at sørge for, at hele monologen ikke udelukkende bliver død og ødelæggelse, bliver han gjort mere tilgængelig.

Men han bliver ikke gjort sympatisk. Man tillader måske sig selv kortvarigt at sympatisere med manden, indtil han hurtigt slår over i hans fantasier om at ødelægge mennesker omkring sig, voldtage og skamfere og dræbe i massevis for i det mindste ikke også at dø alene, men som en del af noget større, tiljublet af fællesskabet på nettet og husket af dem, der knap registrerer ham nu. Og det er måske The Supreme Gentlemans største styrke. Den respekterer mandens følelser, men ikke hans verdenssyn, hævngerrighed eller destruktive handlinger. Den åbner for forståelse men ikke accept eller tilgivelse.

The Supreme Gentleman spiller til og med d. 11. marts 2022