For femte år i træk indtager lysfestivalen København

Af Esther-Marie Beyer Carlsson.
21.02.2022.

For femte år i træk bliver København transformeret i nattemørket, når Copenhagen Light Festival fremhæver og udsmykker byens broer, pladser og bygninger med spændende lyskunst 3 uger i februar

En sen eftermiddag i februar, tænder jeg mine lygter, sætter mig op på cyklen og kører ind mod indre by i København. Himlen er endnu ikke helt dunkel, men går som en farveskala fra mørkeblå til doucheblå med orange pletter i horisontlinjen. Da jeg når Kongens Nytorv, er mørket næsten faldet helt på, men jeg kan stadig se skyerne drive lige så stille forbi den lysende halvmåne, når jeg lader nakken falde bagover. Det er næsten symbolsk, månen som hersker af lys, lige der, højt oppe på den uendelige aftenhimmel – den stråler så enestående, og sætter et eksempel for de lysværker jeg skal opleve de næste par timer.

Et lys i mørket

Det er sjældent, man får lyst til at gå en aftentur på flere timer i Danmarks sidste vintermåned, der trods de kun 28 dage, kan virke endeløs. Folkene bag Copenhagen Light Festival har ikke set dette faktum som en forhindring, men som en mulighed for at lokke folk ud i byen og få noget ud af mørket. En lang kold gåtur, virker knap så uoverskuelig, når man møder utallige spændende lysværker på sin vej. Sidste år besøgte over 500.000 gæster festivalen, og i år er der endnu flere værker at opleve, da Copenhagen Light Festival har sikret sig en ny sponsoraftale med Royal Unibrew.

Mads Vegas, Don't be blue. Copenhagen Light Festival, 2022. Foto: Christoffer Askman.

De sidste par år har jeg oplevet lysfestivalen som et kulørt baggrundsbillede, der fik mig til at stoppe op og lægge mærke til byen i hverdagen. I år har jeg tænkt mig at følge en rute designet af festivalen selv. Den aften jeg skal afsted, kan man dog ikke se de optegnede ruter i festivalens app, så jeg prøver at memorere en rute fra hjemmesiden, og så derfra bruge appen til at finde de præcise lokationer for værkerne. Det er et dejligt bæredygtigt valg at have et digitalt kort, man kan følge i en app, men også en kold fornøjelse at skulle fumle med en smartphone med forfrosne fingre. Jeg fordømmer mine hjemmestrikkede vanter og fantaserer om de smarte sorte fingerhandsker med touchfunktion.

Himmellegemer og 3D-mapping

På Kongens Nytorv finder jeg straks det første værk. Midt på torvet står nemlig værket SOLEILS, som er svært at overse, da de tre store lysinstallationer næsten oplyser hele pladsen. Oversat betyder titlen ’sole’, og værket hylder himmellegemerne. Jeg kan godt se, at de store skulpturer ligner sole, men da jeg stiller mig under den ene, bliver det i stedet til en stor bruser, der svajer i vinden og bader mig i lys så hvidt, at jeg knap kan kigge på det. Allerede ved mit første stop mærker jeg, hvordan lysene skaber et fælles rum i byen. Nogle er på vej hjem fra arbejde, men mange af dem stopper alligevel op, da de ser værket. Andre mødes under de skarpe lys, for at gå en tur sammen i mørket. De fleste tager billeder.

Morten Just, Åndedrag. Copenhagen Light Festival, 2022. Foto: Christoffer Askman.

I den anden ende af torvet finder jeg 3D mapping-værket Åndedrag. Værkets baggrund er Sydbanks hjørnebygning, som er blevet 3D scannet så projektionerne på bygningen præcist matcher konstruktionen – alle krummelurer inklusive. Neonblå konturer bliver stablet ovenpå hinanden i bygningens tårn, hvilket giver en fornemmelse af, at man kan se selve bygningens skelet. Det er ret imponerende. Fra den helt rigtige vinkel synes bygningen næsten at være levende og, som titlen indikerer, kan man næsten fornemme at den trækker vejret.

Lyde i natten

Tilbage på cyklen, kører jeg ned til Gammel Strand. Her møder jeg værket Loop, der udefra ikke imponerer mig synderligt. En cirkel af ulmende lysende søjler. Da jeg så bevæger mig ind i cirklens midte, er det en helt anden oplevelse. Søjlerne udsender et mystisk lydspor. Lyden er dominerende, men efterligner samtidig den travle lyd af byen omkring mig, så jeg næsten ikke kan skille de to fra hinanden. De knirkende lyde fra højtalerne minder mig om noget ildevarslende fra en alienfilm, men det kunne samtidig også være lyde fra hverdagen i storbyen.

Søren Lyngsø Knudsen, Loop. Copenhagen Light Festival, 2022. Foto: Christoffer Askman.

En dreng skælder sin far ud for at røre ved søjlerne. Jeg tænker instinktivt, at det må man vel godt. Hurtigt finder jeg et skilt, der fortæller mig det modsatte. Der er noget interessant over disse store værker placeret midt i byen, for så snart de er sat i bybilledet, kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt berettiget til at røre dem. Det er sjældent, man ser metervis af ledninger gemt under store plasticplader på et kunstmuseum, og måske er det kontrasten mellem den lidt kluntede teknik og de fine lysinstallationer, der gør, at man kan glemme at disse værker ikke er uforgængelige.

Lysende dansere for foden af københavnernattens spotlight

Jeg fortsætter til fods, for stemningen i byen er lun og jeg vil opsluges af den i stedet for at suse forbi den på min cykel. Der er virkelig meget at se, og selvom det er en helt almindelig onsdag aften, er der folk ved alle de lysværker jeg kommer forbi.

Da jeg går fra Kalvebod Brygge henimod Den Sorte Diamant, kan jeg se en gruppe mennesker iført lysende tøj. Ved et tilfælde rammer jeg perfomancen Lighting Dancers lige som den begynder klokken 19. Kvinderne i de strålende kjoler begynder at danse til et stykke klassisk musik. Lysene gør, at man sjældent kan se deres ansigter. De lyser pladsen op som iskolde ballerinaer i de hvide LED-prydede tylkjoler. Der er ikke den store præcision i deres bevægelser, men deres trin er dragende, og i de minutter de danser, tænker jeg ikke på andet end dansen og lysene. Da de er færdige, klapper vi tilskuere alle som en, og så løber ballerinaerne væk, indtil de 5 minutter senere skal danse igen.

Båll & Brand, Black & White. Copenhagen Light Festival, 2022. Foto: Christoffer Askman.

Bag danserne ser jeg den lysskulptur, som jeg igennem flere dage har lagt mærke til på nattehimlen. Black & White lyser som et altgennemtrængende spotlight fra Den Sorte Diamant op i mørket. Nu, når jeg ser værket tæt på, kan jeg se, at det ikke er ét lys, men 10 lyskegler, som er rettet opad i forskellige vinkler, så de til sidst samler sig til én lysstråle. Det er så simpelt et værk, og jeg ved ikke præcis hvorfor jeg er så fascineret af det, men da jeg ser det tæt på, er det som om, jeg føler en endnu større forbundethed med lysstrålerne. Resten af aftenen følger det mig, og hver gang jeg kigger op på himlen er der to konstanter, den lysende måne og Black & White.

Æstetikken binder byen sammen

Jeg glemmer helt hvor koldt det egentlig er, for der er hele tiden nye ting at kigge på. Jeg tænker over, at værkerne på lysfestivalen på en måde befinder sig på en skala, der går fra æstetiske installationer til imponerende kunstværker. Det hele er konceptuelt, og sammensætningen af æstetik og fordybelse er det, der skaber en sammenhængende festival. Jeg zigzagger frem og tilbage over Københavns broer, for at opleve værkerne på begge sider af havnen. Broerne er alle flotte i mørket, da de hver især er blevet udsmykket med æstetiske lysværker. Jeg føler mig taget ved hånden og ført alle de rigtige steder hen.

Mellem to af bygningerne ved Nikolai Egtveds Gade kan man se værket Unterwassertage. To oplyste ståltrådspersoner hænger i en tynd line mellem bygningerne. Man kan kun tænke sig til, om de klamrer sig fast eller om de bare hænger ud i tomrummet. Værket er ledsaget af en optaget dialog og et stemningsfuldt lydlandskab. Man kan stå længe og kigge på de to personer, for der er et vist eksistentielt slægtskab mellem dem og os. Det er kun fordi jeg ikke længere kan ignorere kulden, at jeg ikke bliver hængende. 

Julian Angerer, Arno Dejaco, Anna Heiss, Clara Mayr, Nora Pider, Unterwassertage. Copenhagen Light Festival, 2022. Foto: Christoffer Askman.

Jeg tror det er en form for urinstinkt, at vi tiltrækkes af det der skinner eller lyser, og til lysfestivalen var det tydeligt at de besøgende flokkedes om lyset som myg til en havelampe. På vej hjem er min opmærksomhed på lys skærpet. Jeg lader høretelefonerne ligge i jakkelommen, og lægger i stedet mærke til alle de lys, jeg møder på min vej; på bygningsfacader, markiser, træer, skilte.

I stedet for blot at lade værkerne passere i baggrunden, bør man give sig selv den gave, at tage til Copenhagen Light Festival på samme måde som man ville tage på museum. Der er så mange interessante værker at varme sig på denne februar, og man kan vælge at fordybe sig, eller blot lade sig forføre og tages ved hånden af byens midlertidige stråleglans.

Copenhagen Light Festival kan opleves til d. 27. februar 2022