Dante Gabriel Rossetti

En prærafaelit siger farvel til sin vombat

Af Jeppe Mørch.
03.12.2021.

Dante Gabriel Rossetti var – som mange excentrikere før og efter ham – en hund efter eksotiske dyr. Maleren, der også var digter, boede i London, da byens zoologiske have åbnede i 1847, og sådan fandt han et nyt favoritsted at mødes med sine venner. Ville man tale med kunstneren, foreslog han gerne pladsen foran vombatternes bur i Regent's Park som scene.

Dante Gabriel Rossetti. Fotografi fra 1863. Fotograf: Charles Lutwidge Dodgson 

Året efter indvielsen af London Zoo grundlagde den vombatelskende dandy Det prærafaelitiske broderskab sammen med blandt andre William Holman Hunt og John Everett Millais. Prærafaelitterne mente, som navnet afslører, at italiensk malerkunst var langt bedre før Rafael (1483-1520), simpelthen fordi naiviteten gik tabt med denne renæssancemaler. Efter Rafael var der kun kold kunstnerisk kunnen tilbage, påstod broderskabet, og de søgte derfor tilbage mod noget mere umiddelbart og bevidst primitivt, et måske ligefrem barnligt udtryk.

Det var ikke kun i kunsten, at Dante Gabriel Rossetti udviste infantile tilbøjeligheder. Interessen for nuttet og broget fauna tog til, da hustruen Elizabeth Siddal døde i 1862, og snart havde han en minizoo i baghaven i Chelsea bestående af ugler, en tukan, kænguruer, en hjort, bæltedyr, parakitter, en lama, påfugle, en vaskebjørn, murmeldyr, en japansk salamander, to æsler og en zebu. Han forsøgte også at købe en elefant, men det lykkedes aldrig den langskæggede sværmer. Sådan en var givetvis for besværlig at fragte ad Themsen for 170 år siden.

Nogle dyr blev taget med ind for at bringe alkohol og cigarer til bordet, når der var gilde, mens to særligt udvalgte fra haven stod for underholdningen: Med en cowboyhat på hovedet blev tukanen ført rundt på ryggen af lamaen i en cirkel.

Mrs. Morris and the Wombat.

Rossettis forhold til dyr kan dog ikke begrænses til gale tricks og ubekymrede optrin. I London Zoo købte han i 1869 to vombatter for otte pund, og han kom til at nære store følelser for de bamsede pungdyr, som fik lov at spise med ved hjemmets store bord (samme bord som lamaen og tukanen løb rundt om). Men lykken var også i 1800-tallet lunefuld. Den ene døde kort efter købet, og nr. 2 – kaldet Top – levede kun få måneder længere. Som en hyldest til sin elskede ven lod digtermaleren Top udstoppe, og det døde dyr blev stillet frem i hjemmets hall.

Derudover forevigede Rossetti sin sorg over tabet med en tegning af død vombat og grædende poet, og under denne står skrevet nogle linjer. Thomas Moore skriver i digtet Lalla Rookh fra 1817: »I never nurs’d a dear gazelle / To glad me with its soft black eye / But when it came to know me well / And love me, it was sure to die!«

Dante Gabriel Rossetti omskriver citatet til sit eget grådkvalte farvel:

»I never reared a young Wombat
To glad me with his pin-hole eye,
But when he most was sweet & fat
And tail-less; he was sure to die!«