Indkøbskurven er tom.
Jesper ”Jokeren” Dahl
Interview & Portræt

Jesper ”Jokeren” Dahl er en del af gruppeudstillingen I SAGENS NATUR på Davis Gallery

Af Lærke Helene Askholm.
03.12.2021.

D. 27. november var der fernisering på gruppeudstillingen I SAGENS NATUR på Davis Gallery. Temaet er klima, og hver kunstner åbner for udtryk og vinkler på de mange aktuelle strømninger på området.

Jespers vej i malerkunsten
”Jeg har fornøjelsen af at udstille med 8 andre super dygtige kunstnere, og det er første gang, jeg udstiller noget i Frederiksstaden, den fine ende af Kbh K, og jeg er selvsagt spændt som en fjeder og jublende glad”, fortæller Jesper, der før har haft udstillinger på blandt andet Galleri Grisk i Århus, Art & Soul Gallery på Frederiksberg og Strayfield Gallery i Hellerup.

Jesper startede med at male efter mange års pause. Grunden til denne pause var en episode, som beskrevet i tidligere artikel, hvor en negativ kommentar ramte Jesper hårdt, da han var 9 år: 

”Jeg sad og tegnede hjemme ved mig med en ven fra klassen. Hans far var psykiater, og da han kom for at hente sin søn, så kiggede han psykoanalyserende på vores tegninger og sagde først til sin egen dreng: ”Du tegner sunde øjne”. Bagefter sagde han til mig ”Og du tegner onde øjne”. Jeg vidste godt, hvad en psykiater var, da jeg havde en onkel med paranoia, og efter den her oplevelse, så tegnede jeg ikke i 30 år. Han sagde det vel for at booste sin egen søns selvtillid, men det var absurd at selv ikke mine egne forældre sagde ham imod.” 

Ligeledes nævnt i tidligere artikel genoptog Jesper at tegne og male, fordi han blev inspireret af en god ven:

”Min gode ven Clement Blach Petersen hjalp mig i gang med at tegne igen. Han kan måske godt minde lidt om en kamphund, men han er i virkeligheden meget følsom og en ægte kunstnersjæl. Han kunne godt tænke sig at lære at rappe, så det øvede vi også. Jeg var ret genert i starten i forhold til mine malerier, og jeg fik da også nogle negative kommentarer. Men efter et stykke tid, så tænkte jeg bare: ”Fuck det!” Og så fortsatte jeg min kunst mere upåvirket af andres meninger. Man kan sige, at jeg stadig tegner som en 9-årig, men at jeg gør det med en voksens udtryk. Clement har været min mentor sammen med min gode ven Pelles onkel, kunstneren John Klysner.” 


Foto: Venligst udlånt af kunstneren.

Diving Ducks
Om sine nylige værker fortæller Jesper:

”Som japanske Kamikaze-piloter over Pearl Harbour dykker ænderne mod målet for at ramme fjenden hårdest muligt dér, hvor det gør mest ondt. På vores forbrug. Vores forbrug af især fossilebrændstoffer til transport, men også de bulldozere som rydder vores regnskov og selve vores militær, som både forurener helt sindssygt og samtidig er et billede på, hvordan vi mennesker som art groft fejlprioriterer vores ressourcer, selv med en altødelæggende global katastrofe som konsekvens. I egoets navn. For vi menneskedyr, os aber på to ben med våben og værktøj i hænderne, vi er det skrøbeligste, men også farligste af alle rovdyr på planeten, er selvfølgelig en del af den natur som her billedligt talt kæmper tilbage mod os. Vi har en bevidsthed og en intelligens som kan konsekvensberegne, forudse resultaterne af vores handlinger. Men selv med den information til rådighed står vores ego, vores trang til at rage til os, til at beskytte vores lille stamme ved at slå andre mennesker ihjel, til at beskytte vores nationale interesser til COP-26 i vejen for at gøre det rigtige, det logiske, det indlysende, det naturlige.”

En kamp for livet
Jesper uddyber tankerne bag Diving Ducks:  

”Gul, Orange, Rød, Blå er en påmindelse af dette faktum. For reelt gik 3. Verdenskrig i gang allerede før WW1 og WW2 under den industrielle revolution. Og nu er den inde i sin afgørende fase. Sjovt nok trives vi mennesker bedst med en ydre fjende vi kan hade og kæmpe imod. Det er virkeligt noget som kan samle os til at overpræstere. Men denne gang er fjenden os selv. Vi ser fjenden hver morgen i spejlet i et glimt, når vi går forbi butiksruder, når vi som Narcissus kigger ned i vandet og ja, selvfølgelig hver eneste gang vi bruger strøm og CO2 på at tage en selfie og poste den. Lad os lade The Diving Ducks minde os om den trussel vi reelt og beviseligt udgør mod alt liv her på jorden. Det eneste sted vi med sikkerhed ved, at det findes. Livet. God kamp!”


Foto: Venligst udlånt af kunstneren.

Udover Jesper ”Jokeren” Dahl er de andre kunstnere:  SIIKU/Rasmus Nielsen og David H. Péronard, Jeppe Lauge, Neel Jans, Kat Whitehouse, Annette Wier, Lene Bødker, Bent Hedeby, Lene Winther og Úlfur Karlsson (maleri). 

Udstillingen I SAGENS NATUR, som Diving Ducks er en del af, kan opleves til d. 23. december 2021 på Davis Gallery Contempoary Art, Bredgade 69.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig