Indkøbskurven er tom.
Fra forhørslokaler til fællesferniseringer
Rejser, Kultur & Event

Kunstkollektiv blomstrer frem i tidligere kommunistisk fængselsbygning i Bukarest

FRA FORHØRSLOKALER TIL FÆLLESFERNISERINGER

 

Af: Anders Holbæk
01.12.2021.

Med en fortid som militærkaserne, syfilishospital, fængsel og forhørscenter under et diktatur og et kommunistisk regime, kunne man på en kold og mørk aften, som den, hvor Magasinet Kunst besøger Atelier Malmaison, godt frygte, at man skal til at træde ind i den mest hjemsøgte bygning i Bukarest. Men i disse historietunge gange møder man ikke poltergejster eller gengangere men i stedet et talstærkt, blomstrende kunstkollektiv.

Kunstner, medstifter af galleriet Sandwich, og en af kræfterne bag kunstkollektivet Atelier Malmaison Daniela Palimariu tager imod os, og første spørgsmål falder på de gange, vi bevæger os gennem på vej mod de studier og værksteder, der breder sig ud over cirka 3.000 kvadratmeter af Malmaison-bygningen:

Daniela Palimariu, vil du ikke begynde med at fortælle vores læsere lidt om den bygning, vi befinder os i lige nu?

”Malmaison er en legendarisk bygning – forstået på den måde, at det er få af indbyggerne i Bukarest kender hele historien, og mange blander fakta og rygter sammen. Selve bygningen blev bygget for 177 år siden som en militærkaserne, men har derefter været brugt som militæruddannelse, militærdomstol, under Antonescu regimet blev den brugt som et fængsel og under det tidlige kommunistiske regime blev det brugt som et internerings- og forhørscenter for det hemmelige politi. Rigtig mange menneskers liv er blevet dybt påvirket af deres – eller deres familiemedlemmers – tilbageholdelse her i bygningen. Endte du som fange her, var det som regel i enten ekstrem isolation eller under brutale forhold. Det er noget, der bliver skrevet bøger om,” fortæller Palimariu og peger senere på nogle store skydøre af tre, der var en del af det originale byggeri og som stadig er i brug.


Photos courtesy of Malmaison Studios, the artists and galleries, 2021

Malmaison-projektet opstod gennem et samarbejde mellem forskellige multidisciplinære grupper, der alle var aktive i forskellige miljøer på samtidskunstscenen i Bukarest. Man ønskede at skabe et langsigtet og bæredygtigt samarbejde mellem forskellige kunstnere og kulturelle aktører – en mulighed for hjælpe hinanden med at skabe opmærksomhed og solidaritet. Idéen var ikke ny, men sjældent i Bukarests kunstscenes historie er det lykkedes at få skabt et fællesskab af denne kaliber.

Hvordan fandt det her kollektiv af gallerier og kunstnere hinanden, og hvordan fik I sikret rettighederne til denne her fantastiske bygning?

”Sammenkoblingen af så mange forskellige kunstnere (omkring 50) og studier (omkring 10) kom simpelthen som en naturlig konsekvens af manglen på lejemål, der er til at betale, for kunstnere i Bukarest. Det startede med tre kollegaer, der ledte efter et sted at leje, men da de først besøgt Malmaison-bygningen, så de med det samme det enorme potentiale, stedet havde, for at skabe og huset et kollektiv for flere mennesker i byens samtidskunstscene. De skyndte sig at tage fat i andre kunstnere og fortalte dem om stedet, og da først rygtet slap ud, voksede vi hurtigt til en meget stor gruppe.

Det gik selvfølgelig ikke lige så hurtigt, da det så kom til at skulle forhandle med ledelsen af en bygning, der delvist er statsejet og delvist privatejet. Det tog os flere måneder at kunne leje bare første sal og så en håndfuld måneder yderligere, før vi fik fat i anden sal. Mens forhandlinger stod på, begyndte vi at lære hinanden at kende og fik lagt de første grundlinjer for, hvordan vi kunne skabe et stabilt, håndterligt fællesskab, der også vil kunne fungere i det lange løb.

En del af kontrakten kom til at lyde på, at vi selv skulle stå for at renovere bygningen, så sammen begyndte vi at male vægge, skifte vinduer og polere gulve (noget som nogen af os havde mere erfaring med end andre). Det er besværligt arbejde, og der er stadig meget at gå i gang med, men vi føler os meget privilegerede over, at vi er så mange, der holder sammen og løfter i flok.”

Hvad er din yndlingsting ved at være omringet af så mange kunstnere og kunstentusiaster?

”At jeg aldrig keder mig! Man kan altid høre nogle gå rundt på gangene og snakke eller arbejde, og det føles betryggende. De dage, hvor en etage endelig står tom, savner jeg mylderet. Sommetider holder mere end ét galleri ferniseringer, og sommertider åbner vi galleriet i weekenden. Selvom man nogle gange har brug for at være alene og lukke døren ind til sit studie, er det hyggeligt at vide, at der altid er folk omkring en. I løbet af sommeren afholdt vi nogle Open Studio begivenheder, hvor der kom rigtig mange mennesker, og hver eneste kunstner havde forberedt noget at vise frem i deres studie – det følte virkelig som noget særligt. 

I øjeblikket er vi ved at omdanne vores gårdsplads til en have, og der afholdte vi nogle af begivenhederne i sommers (f.eks. filmvisninger, koncerter og grillaftener). Det er også noget, jeg er ret vild med, og jeg forsøger at kigge forbi gårdspladsen så ofte som muligt, om det så bare er for at drikke en kop kaffe. Når man står der, omgivet af fyrretræer, føles det som et lille naturligt åndehul midt i byen.”

Photos courtesy of Malmaison Studios, the artists and galleries, 2021

Hvis du skulle highlighte nogle af de kunstnere, man kan møde i Atelier Malmaison, hvem skulle det så være?

”Så tænker jeg, at jeg vil starte med Sandwich Offspace, som er et udstillingsrum, der bliver styret af kunstnere, og som jeg selv er medstifter af. Vi har et meget forskelligartet program med både lokale kunstnere, der selv arbejder her i bygningen, men også kunstnere fra Beijing – et sted vi har et stærkt bånd til. For nyligt har vi sågar kunne udstille værker af sydamerikanske kunstnere. https://www.instagram.com/sandwich.gallery/

Cabinet44 er et resultat af fire kunstnere, der alle arbejder her i bygningen, som har valgt at slå pjalterne sammen og åben et udstillingsrum, der er inspireret af stedets atmosfære. De beskriver sig selv som et ’kabinet for [studio spaces], der fra tiden til anden er vært for forskellige udstillinger og projekter.’ Vi ønsker Adelina Ivan, Ioana Gheorghiu, Ramon Sadîc og Virginia Toma, der står bag Cabinet44, al held og lykke og følger nysgerrigt med! https://www.instagram.com/cabinet.44/

Dan Basu er en kunstner, der arbejder med mange forskellige medier. Lige nu fokuserer han på at skabe en procesbaseret serie af blæktegninger, der ligner kalligrafi. Jeg beundrer måden, han dedikerer sig til ét medie ad gangen, og den tålmodighed han har, når han sidder alle de timer og fordyber sig i metoder og teknikker. https://www.instagram.com/basudanmihai/

Besøget på Malmaison var en del af et længere besøg i Bukarest, arrangeret af skaberne bag onlinemediet og auktionsplatformen Ans Azura, som en del af et forsøg på at udbrede kendskabet til den spirende kunstscene i Rumænien. Ans Azura vil være vært for den kommende online auktion ‘A Different Perspective. The Post-War era in Central and Eastern European Art’ d. 2. december og ‘Expanding the Horizon. Modern and Contemporary Art from the Middle East and North Africa’ d. 9. december.   

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig