Politiske budskaber bliver til surrealistiske, sliklignende vidundere

TROY MAKAZA

Politiske budskaber bliver til surrealistiske, sliklignende vidundere i den Zimbabwiske billedkunstner Troy Makazas farverige arbejde.

Af Anders Holbæk.
02.12.2021.

På en nylig tur til Bukarest i Rumænien fik Magasinet Kunst mulighed for at se en udstilling med den kun 25-årige Zimbabwiske billedkunstner Troy Makaza. På en ellers råkold, mørk novemberaften træder vi ind i Catinca Tabacaru Gallery, hvor der på lysende hvide, nymalede vægge hænger regnbuefarvede, næsten vingummiagtige værker. På afstand ligner det broderi, men når man kommer tættere på, kan man se den gummiagtige glans. Første spørgsmål til den unge kunstner var naturligvis, hvilket materiale værkerne var lavet af:

“Jeg arbejder primært med farvet silikone, for det giver mulighed for at ramme mange forskellige teksturer og farver. Jeg plejede at bruge oliemaling, indtil jeg på et tidspunkt ikke længere havde råd til at købe det ind i store mængder. Jeg prøvede at finde en erstatning, der stadig havde den samme fylde, farverighed og friskhed, som oliemaling har.  

Så kom jeg i tanke om engang, hvor min far og jeg plejede at fikse vores badeværelse med silikone. Det efterlod baner og spor, der blev ved med at se helt friske og våde ud, selv længe efter det var tørt. Jeg gik rundt og overvejede, hvordan det ville se ud, hvis man blandede det med farvestof, og siden da har jeg arbejdet kunstnerisk med silikone.”

Du har tidligere nævnt, at en af fordelene ved at arbejde med silikone er, at det giver dig muligheden for at blande maleriet og skulpturen. Kan du uddybe, hvad du mener med det?

”Silikone kommer som regel som en slags mørtel, der har en fylde, som tillader dig at tilføje helt tynde lag på samme måde som en maler ville bruge oliemaling. Det er i stand til at fange en bred vifte af farver på en måde, som mange andre medier ikke tillader. Det meste af den silikone, jeg bruger, starter med at være enten hvid, klar eller sort, så alle de farver, du ser i værkerne, er nogle, jeg blander fra bunden. Derfor er der også et malerisk aspekt, hvor man faktisk får oplevelsen af at stå og blande farverne.

I forhold til det med det skulpturelle, så giver silikone muligheden for at lege med en masse forskellige teksturer. Jeg synes, at det er interessant, at det – som du siger – ofte bringer associationer til slik. Man får lyst til at røre ved det eller smage på det. Når først man blander tekstur og farve formår de virkelig at frembringe stærke følelser."

Med værker der er så farverige som dine, ville jeg aldrig turde lade et barn gå frit rundt i galleriet. Jeg er 100% sikker på, at de med det samme ville løbe hen til af værkerne for at pille ved det og i værste fald sætte tænderne i dem.

”Det skete faktisk! Til ferniseringen på udstillingen i Bukarest kiggede mine venner og deres datter forbi for at se værkerne. Datteren begyndte øjeblikkeligt at pege på og røre ved værkerne. Hendes mor spurgte mig: ’Er det okay, at hun rører ved dem?’ Og jeg svarede: ’Ja da, det er helt fint, for jeg ville gøre det samme, hvis jeg var et barn.’”

Våbenskjold og eksploderende frøer

Jeg kunne godt tænke mig, at vi nu så lidt nærmere på nogle af de værker, som du i øjeblikket har udstillet på Catinca Tabakaru Gallery – så kan du fortælle mig, hvad den større fortælling bag værket er.

Troy Makaza, Court of arms, 2021, (Detail), Courtesy of Catinca Tabacaru Gallery, Bucharest RO

”Som kunstner er jeg hovedsageligt interesseret i det magtforhold og -relationer, der findes i Zimbabwes sociopolitiske landskab. Jeg beskæftiger mig mest med det sociale, men det hele er jo forbundet: Forandringer i økonomien påvirker f.eks. mig som borger. Hvis prisen på brændstof pludselig stiger, så bliver det dyrere for mig at komme ud til mit værksted. Der bliver ikke fremstillet silikone i Zimbabwe, så det bliver jeg nødt til at importere fra vores naboland Sydafrika. Det er selvfølgelig også interessante magtforhold at finde i f.eks. familien eller forskellige organisationer; der er magt i politik og for mig at se, findes der politik i alting.

Court of arms var for mig et forsøg på at genopfinde eller gentænke Zimbabwes våbenskjold som et, for mig, mere personligt og moderne våbenskjold. Et våbenskjold er et symbol, der viser os hvad noget – f.eks. en stat eller et land eller en familie – står for. I bunden af Zimbabwes våbenskjold er der et banner, hvor der står: ’Sammenhold, Frihed, Arbejde.’ Men det bliver lidt tricky, når man kigger på frihedsbegrebet i Zimbabwe. Frihed til at gøre og sige, hvad man har lyst til, når man har lyst til det og på den måde, man har lyst, er et privilegie, som ikke alle nyder ligeligt.

Flere af mine venner kalder værket for ’blomkål’ på grund af det blomsteragtige mønster på venstre side af værket. Jeg tilføjede nogle gule og lyse nuancer til farvepaletten fra Zimbabwes våbenskjold for at gøre det mere appetitligt. Det er mere indbydende nu, og jeg kunne godt tænke mig, at Zimbabwe var mere indbydende og omfavnende.” 

Troy Makaza, don’t kiss every frog you come across, 2021, Silicone infused with paint, 187 × 135 cm (74 × 53 in) (Detail), courtesy of Catinca Tabacaru Gallery.

“Jeg havde set en sjov men også meget mørk tegnefilm på nettet. Først ser man en masse børn, der leger med noget fyrværkeri. Derefter ser man en heks, der holder øje med en prins, som går rundt og kysser alle de frøer, han kan finde. Hun tænker så, ’hvis jeg nu forvandler mig til en frø, så kysser prinsen mig sikkert. Så forvandler jeg mig tilbage, og han gifter sig med mig!’ Hun forvandler sig så til en frø, men før prinsen finder hende, gør børnene det, og de putter fyrværkeri ind i frøens mund, så hun eksploderer. Hvis børnene ikke havde fundet hende, havde prinsen måske kysset hende, og så havde han været fanget.

Ser man på den tegnefilm gennem en linse af Zimbabwisk politik, er det nemt at sammenligne heksen med de prominente personer og kendisser, der deler gratis gaver ud til befolkningen i parader. Hvad nu hvis folk ender med at kysse dem, og hvad nu, hvis det viser sig, at de er hekse? Måske vi kunne lære noget af børnene og springe dem i luften i stedet,” siger Makaza og griner.  

”De gyldne bølger rundt langt yderkanten af værket portrætterer figurerne som helgener. Der er en rød tyr, et sort væsen med en mund, der ligner et røvhul, nogle små grønne frøer, og de er alle portrætteret som helgener. Værket sætter spørgsmålstegn ved, hvor rigtigt det er, og at vi på samme måde bør være forsigtige med, hvem vi ophøjer.”

Troy Makaza, It will work, you will not work simple!!!, 2021, Installation View in Haipere nyaya yacho at Catinca Tabcaru Gallery, Bucharest RO, courtesy of Catinca Tabacaru Gallery.

35 meter silikone til Facebook
Sidst men bogstaveligt talt ikke mindst – nærmere lige omvendt – er et af Makazas nyeste værker, nemlig et 35 meter langt bestillingsværk til Facebook:

“Sidste år kontaktede min gallerist Catinca Tabacaru mig og sagde, ’Troy, Facebook vil gerne bestille et værk. Det bliver et drømmeprojekt, så gå amok!’ Det endte med at blive det største – eller rettere sagt det længste – værk, jeg nogensinde har lavet. Det er selvfølgelig nemt at gå i panik og prøve at sprænge alle rammer, når nogle så store som Facebook kommer og banker på, så jeg vidste, at for at undgå det, blev jeg nødt til at lave noget, som jeg stadig kunne se mig selv i. Jeg begyndte at tænke tilbage på mine første oplevelser med Facebook, tilbage i gymnasiet, hvor mediet tillod mig at komme tættere på venner, familie og andre mennesker fra hele verdenen. Det gjorde kulturelle udvekslinger meget nemmere.

Jeg begyndte at arbejde på værket sent i december sidste år og færdiggjorde det så i marts. Jeg blev nødt til at dele det op og arbejde på én del af gangen, da det er alt for langt til at kunne være i mit studie. Efter jeg færdiggjorde del A, rullede jeg den del sammen og begyndte på del B og gjorde det samme der, så jeg kunne komme i gang med del C. Samtidigt forsøgte jeg regelmæssigt at holde dem op mod hinanden, så jeg kunne se, om delene og farverne passede sammen.

Siden Facebook har valgt at bestille et værk fra en Zimbabwisk kunstner, synes jeg, at det var på sin plads, at jeg sender dem noget, der taler til min kultur og min overbevisning. Jeg tilføjede tråde, sammenknyttet i knuder, der symboliserer de sociale strukturer og relationer, der er bundet sammen gennem den kommunikation, som mediet tillader os.

Det var et udfordrende værk. Fordi jeg arbejdede fra den ene ende mod den anden, blev værket til en slags dagbog, hvor jeg på en måde dokumenterede hvilket humør, jeg var i, eller hvad jeg havde på sinde, når jeg mødte ind i mit studie hver dag. Når jeg kigger på det i dag tænker jeg, ‘nårh ja, da jeg arbejdede på denne her del var jeg i det humør fordi det og det var sket.”

Catinca Tabacaru Gallery startede i New York i 2014 og rykkede i 2020 galleriets primære udstillingsrum til Bukarest, da det ifølge galleristen føles vigtigt at være til stede i en by, hvis kunstfælleskab er i vækst, og hvor galleriets arbejde kan ”være en del af en kulturel eksplosion, der vil definere den kommende generation af kunstnere, samlere og kuratorer”

Besøget på Catinca Tabacaru Gallery var en del af et længere besøg i Bukarest, arrangeret af skaberne bag onlinemediet og auktionsplatformen Ans Azura, som en del af et forsøg på at udbrede kendskabet til den spirende kunstscene i Rumænien. Ans Azura vil være vært for den kommende online auktion ‘A Different Perspective. The Post-War era in Central and Eastern European Art’ d. 2. december og ‘Expanding the Horizon. Modern and Contemporary Art from the Middle East and North Africa’ d. 9. december.