Indkøbskurven er tom.
På kulørt skovtur i poppet 3D landskab
Udstillinger & Omtaler

Nervescape IX - Shoplifter / Hrafnhildur Arnardóttir på Nordatlantens Brygge frem til d. 2. januar 2022

PÅ KULØRT SKOVTUR I POPPET 3D LANDSKAB

Anmeldelse
Af Ida Falbe Hansen.
11.11.2021.

På Nordatlantens Brygge kan man indtil d. 2. januar 2022 få sig en farverig oplevelse i en kunstinstallation, der forener natur og kultur.

Man kan hurtigt blive fristet til at tage sig en lur i kunstinstallation Nervescape IX, der er den niende version af Shoplifter / Hrafnhildur Arnardóttir stedsspecifikke værk. Trangen til at sove skal dog ikke forstås på den måde, at installationen er kedelig - for det er den langt fra. Fra det øjeblik man træder ind i udstillingslokalet på Nordatlantens Brygge, bliver man omfavnet af bløde og farverige teksturer, og efter kort tid føler man sig inkorporeret i Hrafnhildur Arnardóttir spraglede univers. 


Foto: Aldís Pálsdóttir

Installationen er delt op i to dele. I loftet i stueetagen hænger, hvad der nok nemmest kan betegnes som kæmpe boaer lavet af syntetisk hår. Bundterne snor sig igennem lokalet, de hænger både lodret og i bløde buer, og for publikum er det som at bevæge sig igennem en jungle i alverdens farver. Bevæger vi os videre op på første sal, fortsætter Nervscape IX med at udfolde sin syntetiske hårpragt - men nu i lysere farver. Junglestemningen er skiftet ud med følelsen af at befinde sig i en bilvask, for her hænger hårboaerne fra loftet i lodrette linjer rundt omkring i rummet.

Hårene, der ligeså godt kunne have siddet på en My Little Pony, kilder i ansigtet, når man vandrer rundt i landskabet. Boaerne minder om kulørte lianer, og Hrafnhildur Arnardóttir beskriver da også sig selv som en landskabsmaler, der beskæftiger sig med hypernatur. I Nervescape IX træder vi selv ind i landskabet, og publikum får mulighed for at udforske vinkler og perspektiver på egen hånd.


Nervescape IX - Shoplifter / Hrafnhildur Arnardóttir, Nordatlantens Brygge. Foto: Torben Eskerod.

Island og New York smelter sammen
Det farverige syntetiske hår vækker genkendelse for enhver, der har leget med barbiedukker eller udkædningsparykker. Regnbuehåret giver Nervescape IX et poppet look. På samme tid er der noget naturligt over installationen, som på mange måder minder om et skovlandskab.

I Nervescape IX mærker man, hvordan Hrafnhildur Arnardóttirs er rundet af både barndommen på Island samt kunstnerkarriere i New York. Hrafnhildur Arnardóttirs fascination af hår skulle efter sigende være startet, da hun købte hårextensions i en Dollar Store i storbyen. Inspirationen til det mangfoldige farvespil stammer da også fra den multikulturelle metropol, hvor mennesker fra hele kloden lever side om side. Farverne og det syntetiske hår symboliserer desuden den ekstreme forbrugerisme, som byen også er centrum for.

Det syntetiske hår sætte fokus på den voldsomme masseproduktion af blandt andet skønheds- og hårprodukter, og Shoplifter påpeger selv paradokset i at skabe et landskab ud af et materiale, der i sig selv kan være skadeligt for miljøet. Samtidig genbruges alt håret fra installationen, og der kan være en pointe i, at det ikke er materialet i sig selv, der er problematisk, men i stedet den måde vi bruger det på, det skal tages op til revidering. 


Nervescape IX - Shoplifter / Hrafnhildur Arnardóttir, Nordatlantens Brygge. Foto: Torben Eskerod.

Høj på farver  
I Nervescape IX smelter populærkulturen og det naturlige landskab sammen og danner en særegen verden, der eksisterer på sine egne præmisser. Neurovidenskaben spiller desuden en rolle i installationen, både når det kommer til hvordan værket påvirker tilskueren og i forhold til selve udførelsen. De stærke farverne har indvirkning på vores velbefindende og bidrager til, at hjernen frigiver lykkebringende signalstoffer. Hvorvidt det er fordi, der bliver frigivet ekstra dopamin eller ej, når vi bader Nervescape IX’s farver, er ikke umiddelbart til at sige. Men efter noget tid i installationen sænker skuldrene sig en smule, og der spreder sig en afslappende følelse i kroppen.

Værket imiterer desuden menneskets biologi, og Shoplifter beskriver både installationen som et portræt af hjernens neurologiske veje og af kroppens komplicerede nervesystem. Nervescape skaber på den måde både et billede af den indre og ydre natur. En af pointerne her kan være, at naturen, både på mikro- og makroplan, følger de samme mønstre og strukturer. Dog er det nok de færreste, der umiddelbart kommer til at tænke på neurale netværk, når de træder ind i Nervescape IX, og installationen kan også sagtens opleves og tages ind, uden at man kender historien bag - måske fungerer den i virkeligheden bedst, hvis man går til den uden for meget forforståelse.


Nervescape IX - Shoplifter / Hrafnhildur Arnardóttir, Nordatlantens Brygge. Foto: Torben Eskerod.

Kunstinstallationen Nervescape IX kan opleves på Nordatlantens indtil d. 2. januar 2022.    

Billede øverst: Nervescape IX - Shoplifter / Hrafnhildur Arnardóttir, Nordatlantens Brygge. Foto: Torben Eskerod.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig