Natur. Spor og Spejlinger’på CLAY keramik museum frem til 13. marts 2022

NATURSYNES FORANDRINGER

Anmeldelse
Af Sofie Pazdecki.
10.11.2021. 

Et slags sci-fi inspireret keramikunivers i psykedeliske farver, hvor naturen har overtaget og nærmest virker til at være på svampe. Det er hvad man møder, når man træder ind i ’Natur. Spor og Spejlinger’ på CLAY keramik museum i Middelfart. Her har tre af nutidens mest toneangivende keramikere givet deres bud på natursynet anno 2021.

Naturen som hovedrolle
Naturen har formegentlig altid haft en hovedrolle som inspirationskilde i kunstens verden. Specielt i skønvirkeperioden omkring starten af 1900-tallet hvor produktionen af kunst, design og keramik var præget af et romantiseret natursyn. Vilde blomster, dyr og planter dannede ofte motiverne og udgjorde ornamentikken i kunstnernes arbejdere. Men hvordan ser vi egentlig på naturen i dag, hvor global opvarmning og genmodificering måske har været inde i pille lidt ved det hele? Hvilke måder adskiller skønvirkens natursyn sig, fra den måde kunsterne i dag arbejder med naturen som inspiration på?  Disse spørgsmål er omdrejningspunktet for udstillingen ’Natur. Spor og spejlinger’.

Effie Hegermann-Lindencrone. Et par vaser med tangmotiv. 1925. Foto. Sylvain Deleu.

Forandring og fortolkning
Med udstillingen har CLAY sat de tre fremtrædende keramikere Manuel Canu, Malene Hartmann Rasmussen og Marianne Nielsen til at fortolke udvalgte værker fra museets skønvirkesamlingen. Ud fra dem har de tre keramikere skabt en række værker, der fortæller noget om natursynet i dag. På den måde mødes fortid og nutid i udstillingen, og tilsammen skaber kunstnerne en interessant dynamik, idet der kan drages paralleller man også fornemmes store forskelle. De udvalgte værker der fortolkes på, er skabt af to af de helt store kunstnere fra Skønvirkeperioden Fanny Garde og Effie Hegemann-Lindencrone. De arbejdede begge på Bing og Grøndahl i årtierne omkring 1900-tallet og deres værker, som er skabt i fint porcelæn, vidner om en helt særlig betagelse af naturen som motiv.

Malene Hartmann Rasmussen, Skoven, 2020-2021. Foto Sylvain Deleu.

Myter og magi
Gigantiske blomster, mytiske figurer og flydende åkander. Malene Hartmann Rasmussens keramik er det første man møder, når man træder ind i udstillingen. Man bydes indenfor i en surrealistisk og sagnomspunden verden af keramik. Hun overdimensionerer og arrangerer værkerne i hele tableauer, der danner små eventyrlige fortællinger om skovbundens magi og havets mørke.

Kunstneren, som til daglig bor og arbejder i London, er inspireret af folketro, myter, fantasi og dagdrømmeri. Hun vækker naturen til live gennem sine værker, og man får lyst til at forsvinde ned i universerne som er opsat på plateauer i små individuelle fortællinger. Hendes måde at arbejde med naturen som motiv forbinder hende helt naturligt til Fanny Garde og Effie Hegermann-Lindencrones. Noget er dog sket i løbet af de sidste 100 år. Malene Hartmann Rasmussens brug af smukke farver, skinnende overflader og et formsprog inspireret af eventyr, gør at naturen bliver mystisk og magisk fremfor en realistisk gengivelse af virkeligheden.

 Marianne Nielsen. Tulipan, 2021. Foto Sylvain Deleu.

Den nænsomme natur
Herfra går man ind i et det lidt mere nænsomme og skrøbelige univers hos Marianne Nielsen. Hendes poetiske værker i keramik er dragende og indeholder på samme måde som Fanny Garde og Effie Hegermann-Lindencrones helt utrolige detaljer. En hortensia der står på hovedet og spejler sig i det spejlblanke plateau. Valmuer og egekviste der vikler sig ind i hinanden og lever sit eget liv. Marianne Nielsens tilgang til naturen i sine værker er ekstremt detaljeorienteret, og hun formår at fremkalde en følelse af bevægelse i sine værker der gør blomster, blade og grene levende samtidig med, at de fremstår som skrøbelige.

Marianne Nielsen har fordybet sig i plantestudierne og med hendes mere afstemt farver og overflader, har hun en naturalistisk tilgang i sine værker og dermed en del tilfælles med skønvirkens porcelænmestre. Det er dog tydeligt at der er sket en ændring i opfattelsen af hvilken grad af funktionalitet keramik skal have. Tidligere skabte man i de fleste tilfælde keramik og porcelæn, fordi det skulle bruges til for eksempel stel, vaser og krukker. I dag er det i sig selv et kunstnerisk medie, og netop den ændrede tankegang bruger Marianne Nielsen til, som et slags negativ, at undersøge hvordan blandt andet buketter af blomster defineres, når vasen ikke er der.

Manuel Canu. Alga, keramisk relief, 2021. Foto Sylvain Deleu.

Materialet lever
I kontrast til Marianne Nielsens univers dukker et centralt værk op på udstillingens bagvæg. Et stort alter badet i dagslys. Værket er udført på stedet at den italienske kunstner Manuel Canu, som er bosat og arbejder i Danmark. Alteret i rå ler har et groft udtryk langt fra både Malene Hartmann Rasmussens, Marianne Nielsens og Skønvirkens porcelæn. Tanken bag er, at værket skal synes at være i live, ligesom selve materialet det er lavet i. Det rå ler nedbrydes med tiden, tørrer ud, revner og krakelerer.

På væggene omkring det store værk, hænger en række relieffer i keramik. På trods af deres lyde og noget mere blanke overflader, har de samme grove udtryk som alteret i ler, og man får følelsen af, at naturen vokser ud af dem og forsøger at trænge igennem. Canus udtryk er en del længere væk fra skønvirkemestrenes arbejde med naturen, og man har svært ved, på samme måde som ved de to foregående kunstnere, at drage direkte paralleller til værkerne fra skønvirkesamlingen. Canu er inspireret af arkitekturhistoriens brug af naturen som motiv, mens reliefferne er inspireret af tangens formsprog og bevægelse som man genfinder i Effie Hegermann-Lindencores mange skitser og porcelænsværker.

Fanny Garde & Effie Hegermann-Lindencrone, Vase med Tangmotiv, 1918, foto. Sylvain Deleu.

Tre fortolkninger
De tre kunstnere henter alle deres inspiration i naturen, men ser på den med hvidt forskellige briller. Den ene med myter og magi den anden nænsom og poetisk mens den tredje undersøger hvordan naturen bruges som dekoration i arkitekturen. Deres værker komplimenterer hinanden, i jagten på et natursyn anno 2021. Deres måde at arbejde med de udvalgte skønvirkeværker på, giver tilsammen et bud på natursynets forandring og keramikken som kunstnerisk medie i dag.

Udstillingen løber fra d. 6. september 2021 – 13. marts 2022

Billede øverst: Marianne Nielsen, Smørblomst 2, 2021. Foto Sylvain Deleu. (Detalje)