Svensk kunsts nationale flagskib kan opleves på det ’nye Ordrupgaard’

ANDERS ZORN - DET BEDSTE UNDER SOLEN

Anmeldelse
Af Karen Klifoth.
10.11.2021.

Udstillingen er den mest omfattende præsentation af Zorn i nyere tid her i landet. Derfor vil han for mange også være ret ukendt.

Zorn (1860-1920) var samtidig med vor egen Krøyer. Ikke kun havde de det til fælles, at de kunne leve af deres kunst, da de begge var efterspurgte portrætmalere, men deres familiemæssige baggrund var også sammenlignelig. Krøyer var adoptivbarn, Zorn uægte søn af en tysk brygmester og en svensk almuekvinde. Han voksede op i Dalarna hos hende og sine morforældre. Faderen Leonard Zorn kendte han ikke, men blev ved dennes død dog betænkt med en mindre arv, der sikrede noget af hans kunstneriske uddannelse. En anerkendelse af det familiære bånd fra Zorns side anes, når han i visse billeder signerer sig ’L. Zorn’.

Værket ’I sorg’ (1880, Nationalmuseet Stockholm) vises ikke i udstillingen. Men det bliver hans store gennembrudsværk. Akvarellen viser en ung kvinde i ¾ profil med sørgeslør og rynket slørkrave. Med sit nedsænkede blik og transparente sorte schatteringer blev værket hans adgangsbillet til Stockholms øverste sociale klasser i en alder af bare 20 år. Portrætbestillingerne væltede ind. Hans gæld til byens celebre skrædder kunne nedbringes og snart kunne han klare sig økonomisk uden støtte fra diverse velgørere.

Engelsk gentleman/svensk bonde
Gennem en portrætopgave mødte Zorn i 1881 sin kommende hustru Emma Lamm fra en velhavende jødisk familie. Zorn var meget bevidst om sin egen placering i det sociale hierarki. Berømmelse betød velstand og dermed adgang til de øverste sociale cirkler. Først i 1885 kunne de endelig gifte sig, da Zorn havde oparbejdet en succes som kunstner i udlandet, der gjorde det muligt for ham overhovedet at blive accepteret af familien Lamm. Som et familiemedlem beskrev Zorn var han en mærkelig hybrid mellem en engelsk gentleman og en svensk bonde.

Mesterlige akvareller
I den første sal ser vi på væggen til venstre eksempler på Zorns virtuositet, når det drejer sig om akvarelteknikken. Akvarel er helt tyndt påført vandfarve. For at opnå intensitet skal laget tørre op inden nyt kan påføres. Denne opbygning gør lagene transparente og forlener derved værket med en dybde, som man ellers kun oplever med olie. Han kombinerer desuden akvarellen med gouache-teknikken, som også er vand, men uden transparens. På den tid blev akvarellen ofte benyttet som en skitse til senere bearbejdning. Eller som skitseforslag i forbindelse med en kundebestilling.

Anders Zorn, Flod under den gamle bro, 1884.

Ingen har vel som Zorn med en pensel illuderet solens reflekser i vandspejlet. Det ser vi både i værket ’På Themsen’, 1883 og i ’Flod under den gamle bro’, 1884. Gå helt tæt på. Man kan nærmest høre vandet klukke mellem stenene. Fra deres bryllupsrejse til Konstantinopel i 1885 skal man lægge mærke til akvarellen fra en sigøjnersmedje. Detaljeringsgraden nærmer sig det fotografiske.

I samme sal ser vi det første arbejde i olie, som han selv er tilfreds med. Er fra 1887 og viser et par, der står ved havnekajen og skuer ud over St.Ives i Cornwall.

Jeg kan ikke hylde hans akvareller nok. Det er sublimt arbejde og af en teknisk kvalitet, som måske kun Emil Nolde kommer i nærheden af.

Skitseagtigt oliemaleri
I samme sal på modsatte væg ser vi hans arbejder i olie. Vi ser, at han bruger samme fremgangsmåde som ved sine akvareller; helt tyndt påført olie uden fortegning. Nærmest skitseagtigt. Et godt eksempel er ’På høloftet’ fra 1892. Et værk, hvor det virkelig er lykkes for ham at fastholde et ’impressionistisk’ øjeblik med bondepigen, der balancerer den overlæssede trillebør sikkert ud. Men for mig personligt mangler hans arbejde i olie den umiddelbare friskhed, som hans akvareller besidder.

Anders Zorn, På høloftet, 1892. Olie på lærred.

De af os, der kender lidt til Zorns billedverden, er spændt på at se hans nøgne kvinder. De er repræsenteret til overmål i udstillingssalen nedenunder. Her befinder vi os i Snøhettas nye tilbygning på vej ned i dybet.

De nøgne kvinder
Zorns kvinder er virkelige. Ikke som den kunsthistoriske tradition foreskriver nymfer eller græske gudinder. De nøgne kvinder falder i to kategorier; poseren i atelieret, hvor det første jeg tænkte var ’hold da op, her er ikke overladt noget til fantasien. Det hele er med’. Her kan man i den grad tale om voyeur-begrebet, både i forhold til kunstneren bag værket og beskueren, hvor kvinden bliver et objekt for det ’maskuline blik’ og narrativet ændret til noget seksuelt ladet.

Her tænker man uvilkårligt; hvordan forholdt Emma sig mon til alle disse modeller, der sværmede omkring ægtemanden i hans atelier. Man funderer vist stadig over, om han havde intime relationer til dem, eller de bare dukkede op for at posere.

Anders Zorn, I skærgården, 1894, Nasjonalmuseet, Oslo. Fotograf Børre Høstland.

Naturstudier
Kategorien med kvinderne i naturen derimod, er helt blottet for erotiske vibrationer. De er bare natur. Sammensmeltet med den når de bader mellem sivene. Står på klipperne med bortvendt blik i sitrende sollys. De er helt vidunderlige.

I sidste sal bliver det rødt. Her er vi i Mora i Dalarna, det bedste under solen. Her flyttede ægteparret op i 1896 og påbegyndte byggeprojektet af Zorngården, der stod færdigt i 1910. Hans selvportræt iklædt rødt jakkesæt med rød vest og grønt slips, farver, der går igen i hjemmet, viser en mand, der har levet livet uden selvfornægtelse.

Stort indtryk i dette Dalar-rum gør værket fra badstuen 1906, hvor Zorn har formået at få de glinsende våde og varme kroppe til i den dæmpede belysning af udstråle både nærvær og energi. Deres samtale siver nærmest ud til os.

Anders Zorn, Midsommerdans, 1897. Olie på lærred.

I ’Dans omkring midsommerstangen’ har Zorn evnet at indfange det helt specielle nordiske lys, hvilket forlener værket med så megen autenticitet, at vi kan høre både sommernattens støvletramp og violinspil. Tidspunktet er lige ved solopgang. Ses på den røde gavlvæg og reflekserne i vinduerne. Han er på hjemmebane. Her voksede han op. Og her investerede han som barnløs i både en ejendom til børnehjem og en folkehøjskole. Ikke kun lokalt men også nationalt skænkede han gavmildt ud af sin store formue.

Det er en udstilling, der giver en fantastisk fin introduktion til Zorn som maler. Interessant er det her at erindre om, at det var som træsnitter som ung knægt med en kæmpe kniv, at det hele startede. Udstillingen har øget vores appetit. Vi er mange, der nu bare venter på at se hans akvareller i det helt store udtræk.

Anders Zorn, ’ Det bedste under solen’ til 9. januar 2022

Billedet øverst: Anders Zorn, Midnat, 1891, olie på lærred, Zornmuseet, Mora. Foto Lars Berglund.