Anmeldelse af The Sparks Brothers - premiere d. 21, oktober 2021

ANMELDELSE
Af: Anders Holbæk.
21.10.2022.

På skærmen ses brødrene Ron og Russell Mael fra bandet Sparks, et band, der har været aktive i fem årtier. Fra bag kameraet kan man høre instruktøren Edgar Wrights stemme, som spørger dem, hvorfor de ikke har været interesserede i at medvirke i en dokumentar om bandet før nu? De svarer: ”We didn’t want to do the standard documentary full of talking heads. It would become too dry.” Hvorefter de hver især får smidt en spand vand i hovedet. Det er Wrights idégrundlag for The Sparks Brothers: Hvordan laver man en dokumentarfilm, der er lige så farverig og forunderlig som det band, man forsøger at portrættere?

Edgar Wright, instruktøren bag nogle af den nyere tids mest idiosynkratiske, charmerende og høj-tempo humoristiske film, er manden, der kan løfte en sådan opgave. Dokumentarfilmen er cirka to timer og et kvarter lang, og den står aldrig stille. Den udvikler og nytænker sig selv konstant, som det band, hvis historie den fortæller. Albumkunst animeres, musik væves ind og ud af fortællingerne, anekdoter akkompagneres af alt fra tegnefilm og hjemmevideo til claymation og stopmotion-animation.

Med til at fortælle historien har Wright så alligevel hvervet sig en lang række talking heads. Heldigvis er det et tætpakket stjernecast af historiefortællere med både radioværter, komikere og selvfølgelig masser af musikere. På listen finder men blandt andet Beck, Björk, Wierd Al Yankovic og medlemmer fra Sex Pistols, Franz Ferdinand, Joy Division, New Order, Depeche Mode, Sonic Youth, Duran Duran og mange flere.

Og hvad er historien om Sparks så? Det er historien om to brødre, der igennem fem årtier skrev over 300 sange fordelt på mere end 25 albums, som har haft berømmelse og succes, som har inspireret flere generationer af musikere, og hvis navn trods alt det for mange stadig ikke får en klokke til at ringe. Hvem er de? Sparks er ifølge filmen dit yndlingsbands yndlingsband, for er man på tour med andre musikere, falder snakken før eller senere på Sparks. Deres evigt foranderlige lyd har været så indflydelsesrig, at den formentlig har først til undfangelsen af bands, der ikke engang selv ved, at slægten fører tilbage til dem.

De var altid nytænkende, altid mærkelige og farverige, altid helt sig selv, og måske netop derfor, blev de heller aldrig store nok til at være et navn, folk husker. Blandt deres udgivelser var der hits og forbiere, succeser og fiaskoer, men der var aldrig kompromiser. Det er det ret smukke budskab, der ligger under alt andet i filmen: De blev store, aldrig størst, men igennem alle de år forblev de sig selv, eller som én i filmen beskriver det: Man kan finde trøst i, at noget så underligt kan overleve så længe uden at blive korrumperet.

The Sparks Brothers formår på imponerende vis at indfange ikke bare Sparks historie, men deres essens, og det siver helt ind i, hvordan filmen er lavet. Man ser og hører ikke bare, hvad der gør dem til dem, man føler og oplever det. Jeg gik fra aldrig at have hørt om bandet før til at gå fra biografen som fan, og jeg er overbevist om, at mange andre vil få samme oplevelse.

Grand Teatret har eksklusiv premiere på Edgar Wrights fantastiske dokumentar ‘The Sparks Brothers', der havde verdenspremiere på Sundance tidligere i år. Filmen kører i Grand fra og med torsdag d. 21. oktober.
Find billetter til filmen her.