I 1970 "opdages" den dengang kun 15-årige Bjørn Andrésen af den italienske filmskaber Luchino Visconti

ANMELDELSE: Af Anders Holbæk.
22.10.2021.

Navnet Bjørn Andrésen virker ikke umiddelbart bekendt, men det gør ansigtet, der toner frem på skærmen: Genkendeligt som en grundform i kunsten på grund af dets utallige imitatorer og efterkommere. Året er 1970, og den kun 15-årige dreng går rundt i et smukt møbleret værelse i Sverige, mens den italienske filmskaber Luchino Visconti betragter ham. Bjørn ved det ikke endnu, men det møde vil meget snart gøre ham internationalt berømt som ’verdens smukkeste dreng’.

Visconti beder ham først posere fra forskellige vinkler og derefter at blotte sin overkrop… Musikken bliver skæbnetung og dyster, mens den unge Bjørns ansigt falder sammen i en totalt uforstående tomhed. Han tøver et sekund. ”Hvad?”.

Verdens smukkeste dreng er en dokumentarfilm, der fortæller historien om Bjørn Andrésen, der får rollen som Tadzio i Viscontis klassiske filmatisering af Døden i Venedig fra 1971 og bliver verdenskendt som ’verdens smukkeste dreng’.

Filmen begynder stærkt. Den klipper mellem video fra Bjørns ungdomsliv og hans liv som en nu 66-årig mand. En mand med langt, hvidt hår og skæg, hvis stille og beskidte voksenliv står i skarp kontrast til ungdommens glamourøse omgivelser med kendisser og forsideportrætter. Den unge, forvirrede Bjørn bliver trukket gennem kulturens elite med mystiske røde piller og besøg på bøssebarer, mens den granvoksne Bjørn glemmer at slukke for gassen på sit komfur, sengetøjet ligner, at det har taget imod vind og vejr i årtier, og Bjørns yngre kæreste må hjælpe ham med at gøre hans lille lejlighed ren.

Det ligner først en historie, vi kender alt for godt, og som stadig er relevant i dag, om børnestjerner, der bliver kastet ud på berømmelsens dybe vand, før de kan bunde, som bliver seksualiseret og udnyttet, og som måske aldrig rigtig kommer sig igen. Og som det, en fortælling om tab af uskyld og giftig kendiskultur, fungerer filmen afgjort. Efter Døden i Venedig bliver Bjørn ført til Japan, hvor han lærer at synge på japansk, så han måske kan få en karriere der. Senere i filmen sidder han så smukt opstillet som en gammel, tynd, skrøbelig mand alene på en karaokebar og synger med på en af sine ungdomssange.

Desværre brænder Verdens smukkeste dreng størstedelen af sit dramatiske krudt af i den første tredjedel af spilletiden, mens resten til tider føles langtrukken og retningsløs. De tragedier, der senere rammer den voksne Bjørn præsenteres som et resultat af hans eksplosive, grænseoverskridende ungdom, men det er som om, at der mangler et bindeled. Er det f.eks. ungdomstraumernes skyld, at Bjørn en dag kommer fuld hjem, falder i søvn og ikke opdager, at hans søn i løbet af natten stopper med at trække vejret? Det er svært at sige, men som klippet med karaokebaren tidligere, lader det til at være taget med for at styrke fortællingen om den fortabte barnestjerne.

Men Bjørn virker ikke fortabt. Følelsesmæssigt traumatiseret og usikker? Uden tvivl. Men filmen er også fuld af succeser. Verdens smukkeste dreng er, som sin hovedpersons liv, båret af skønhed, men styret af kaos. Billederne er fortryllende, musikken stemningsfuld, scenerne gennemtænkte, men som dokumentarfilm føler man somme tider, at det er to forskellige personer, filmen handler om, og ikke nødvendigvis på den måde, som filmen selv har ønsket.

Filmen havde premiere igårv i udvalgte biografer.
Find billetter her.