Indkøbskurven er tom.
Tillykke til hele Danmarks tegner
Udstillinger & Omtaler

Nivaagaards nye udstilling 'Ib Spang Olsen 100 år' er en nostalgisk rejse gennem den fantasifulde tegners oeuvre, der både byder på forventelige klassikere og en hel del overraskelser.

Af: Trine Berg Balle
19. oktober 2021

Else, pelse, pølsesnak og Kanonkongen Knold. Måske kender du Ib Spang Olsen (1921-2012) for hans eventyrlige illustrationer til Halfdan Rasmussens børnerim, eller for hans hjertevarme bøger og tegnefilm. Men vidste du også, at han lavede keramik, politiske plakater og erotiske billeder? Ib Spang Olsen var en produktiv herre, der i sit arbejdsliv stiftede bekendtskab med en lang række medier og udtryksformer. I år ville han være fyldt 100 år. Det hylder Nivaagaards Malerisamling med en udstilling, der gennem tematiske nedslag i tegnerens liv og virke præsenterer publikum for spændvidden af hans talent.

ABC i børnehøjde
Noget af det første, der dukker op, når man tænker på Ib Spang Olsen, er hans ikoniske krusedulleagtige illustrationer til Halfdans ABC (1967). De farverige tegninger har således også fået en central plads i udstillingen, der formår at vise en stor del af kunstnerens produktioner på ikke synderligt meget plads. Gensynsglæden er stor for den, der er vokset op med ABC’ens finurlige univers, men også den, der møder tegningerne for første gang, kan finde glæde i deres humor og detaljerigdom. Fra A til Å hænger de side om side og lavt på væggen, så de mindste også kan følge med.

Generelt er udstillingen dog ikke målrettet tegnerens yngste fans. Ved indgangen står et lille lavt bord med en bunke bøger på, og i det tilstødende lokale kører et par af hans tegnefilm. Derudover er børnepublikummet ikke rigtigt tænkt ind i udstillingen, og størstedelen af værkerne er placeret i voksenhøjde. Et mere eksplicit fokus på den målgruppe, der stod udstillingens hovedperson så nær, havde gjort den ellers glimrende udstilling fremragende.

Fri os fra os
En af udstillingens helt store aktiver er derfor plakatkunsten, der vidner om Spang Olsens fremsynede take på klodens tilstand. Han var miljøbevidst og politisk engageret, og formidler utvetydigt sin bekymring for planetens fremtid med plakater som Fri os fra os (1968) og København Ren By (1988). Med lune og en helt utrolig detaljegrad sætter han fokus på det, der først i dag er ved at blive et bredt anderkendt faktum; alvoren af menneskeskabte klimaforandringer.


Ib Spang Olsen, Forår på Nørrebro, u.å. 

Derudover byder udstillingen også på et indblik i nogle af Spang Olsens mindre kendte værker, såsom hans eksperimenter med zinkografi, hans arbejdede med keramik og hans erotiske illustrationer. Hver især vidner de om kunstnerens talent og særlige udtryk, og det er interessant at se ham udfolde sig på andre medier, med andre teknikker og i forskellige genrer.

Ib Spang Olsen 100 år er et trip down memory lane, men også et nyt møde med en af Danmarks største tegnere. Tillykke – både til Ib Spang Olsen og Nivaagaard!

Udstillingen Ib Spang Olsen 100 år åbnede d. 3. oktober 2021 på Nivaagaards Malerisamling og kan opleves frem til d. 9. januar 2022.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig