Anmeldelse af Vladimir Nabokovs roman Bleg ild - for første gang på dansk.

BØGER: Af Niels Peter Bock Nielsen.
08.10.2021.

Over 60 år efter sin udgivelse findes Nabokovs roman Bleg ild for første gang på dansk.

Men at kalde Nabokovs værk en roman er at strække begrebet til det yderste. I sin form minder Bleg ild mere om en dokumentar, et litterært essay eller en biografi end en roman i klassisk forstand, og dens romanstatus sikres kun af et eneste forhold – at indholdet fra start til slut er, må det formodes, det rene opspind.

Bleg ild har ikke et almindeligt romanforløb, men er bygget op af fire i indhold og form ganske forskellige dele. Den første bærer overskriften Forord og er forfattet af litteraten Charles Kinbote, som er ansat ved universitetet i byen New Wye. Omstændighederne for bogens eksistens slås eftertrykkeligt fast i første sætning:

”Bleg ild, et digt i heroiske kupletter bestående af ni hundrede og nioghalvfems linjer inddelt i fire sange, blev forfattet af John Francis Shade (født 5. juli 1898, død 21. juli 1959) gennem de sidste tyve dage af hans liv i hans hus i New Wye, Appalachia, U.S.A.”

Kinbote hævder at have fået tilladelse af Shades enke til at udgive digtet i en udgave med kommentarer og forklaringer forfattet af Kinbote selv. Derpå følger Shades 999-linjer lange digt, som efterfølges af kommentarerne, som udgør hoveddelen af værket, og på de sidste sider står et indeks over personer og steder, der optræder i de foregående dele. Men hvad der ved første øjekast ligner et stykke sagligt og måske endda halvkedeligt forskningslitteratur, åbenbarer sig hurtigt som det modsatte. Hvad der på overfladen virker ligetil, bliver snart vendt på vrangen, og hvad der først fremstod klart, omtåges hurtigt af mystik.

Fra startskuddet lyder, er fortælleren upålidelig, og overalt findes beskrivelser af scener og begivenheder, som umuligt alle kan være sande. Shades fortid bliver taget under lup, det samme gør Kinbotes, og det med tilbagevende, dunkle referencer til det nordliggende land Zembla, der for nylig har været genstand for en voldsom revolution. Vi bevidner den eksilerede konges flugt fra de nye magthavere, og vi følger en enfoldig lejemorders færd fra kontrakt til kontakt. Hvad der er sandt, hvad der er løgn, hvad der er forbundet, og om noget af det overhovedet betyder noget, er det derfra op til læseren at beslutte.

Vladimir Vladimirovitj Nabokov kom til verden i Skt. Petersborg i 1899 i en velhavende og indflydelsesrig familie og tilbragte sin barndom i det russiske kejserriges skumringstid. Efter Oktoberrevolutionen i 1917 flygtede han vestpå med sin familie. Ingen af dem vendte nogensinde tilbage til Rusland.

Nabokov læste i Cambridge, først zoologi siden fransk og russisk litteratur, og boede efterfølgende forskellige steder i Vesteuropa. I begyndelsen af sit forfattervirke skrev han på russisk, men overgik til at skrive på engelsk, da han i 1940 emigrerede til USA.

Han fik sit store gennembrud i 1955 med romanen Lolita, som har den sjældne, men tvivlsomme, ære at være måske mere kontroversiel i vore dage, end da den udkom. Men hvis man kan kalde Lolita for Nabokovs svendestykke, som vandt ham den litterære verdens bevågenhed, så fristes man til at kalde Bleg ild for hans mesterværk. Den amerikanske litterat Harold Bloom beskrev romanen som Nabokovs ”sikreste demonstration af sit eget geni”, og rent stilistisk er der ingen tvivl om, at Bleg ild er i en klasse for sig.

Romanens vekslen mellem sandhed og løgn, troværdighed og upålidelighed samt alle hånde fortællerstemmer giver ikke læseren andet valg end at kaste sig hovedkulds ind i romanens tvetydige univers og forsøge at trække sit eget sandhedsbillede ud af de utallige informationsfragmenter, som Nabokov igennem læsningen frigiver i nøje afmålte doser.

Generationer af læsere er kommet med forskellige bud på, hvordan romanen skal forstås, og holdningerne er så mange, at fortalere for forskellige synspunkter har fået deres egne betegnelser, udledt af navnene på romanens centrale skikkelser – de såkaldte shadeanere og kinboteanere.

Bleg ild er en roman, der opfordrer til fortolkning. Faktisk er det umuligt at lade være. Og med det in mente vil jeg her til sidst komme med en opfordring til den fremtidige læser om ikke at fortabe sig i fortolkningerne. For hvor fristende det end er at forsøge at forstå romanen, bør dette være sekundært i forhold til at opleve den. De eventyrlige handlingstråde, det poetiske sprog og den underfundige humor gør Bleg ild til en læseoplevelse ud over det sædvanlige. Og så er det måske mindre vigtigt, om man har forstået den eller ej.

Peter Bock Nielsen er ph.d.-stipendiat i russisk litteratur ved Lunds Universitet.