MED INTUITION SOM HJERTET I DEN KREATIVE PROCES
INTERVIEW.
Af Anette Lindbøg Karlsen.
23.09.21
(Publiceret første gang i magasinet arkitektur/design #1 i marts 2021)
Farverige orme og slanger, langbenede edderkopper, kaniner med skarpe tænder og store øjne og ører samt monstre, der leder tankerne hen på eventyrlige historier. Alle disse – og meget mere – kan man opleve i Malene Hartmann Rasmussens fantastiske keramiske univers, der fra 26. september lader sig udfolde på CLAY Keramikmuseum. Magasinet har talt med kunstneren om intuition og inspiration, skønvirkeporcelæn og de spor, vi sætter i naturen.
Hos Malene Hartmann Rasmussen inviteres man ind i en absurd og surrealistisk verden, hvor tingene aldrig er, hvad de synes. Den danske keramiker er nemlig interesseret i det underbevidste, og i sin stræben efter at skabe et hyperrealistisk univers, hvor keramiske objekter og skulpturer arrangeres i narrative tableauer og komplekse installationer, leger hun med mystik og fantasi, der både bevæger, aktiverer og engagerer publikum.
Om et par dage præsenterer Malene Hartmann Rasmussen sin største udstilling til dato. Det sker på CLAY Keramikmuseum under titlen ’Natur – sprog og spejlinger’, hvor hun sammen med keramikerne Manuel Canu og Marianne Nielsen viser nye værker, der er flettet sammen med en række skønvirkeværker fra CLAYs samling.
En udstilling bliver til
Udstillingen har været på tegnebrættet siden 2017, hvor Malene Hartmann Rasmussen besøgte museet og gik en tur sammen med museets faglige team i det såkaldte Skatkammer, hvor udvalgte værker fra Royal Copenhagen Samlingen udstilles. Hér genfandt hun Effie Hegermann-Lindencrones (1860-1945) raffinerede skønvirkeporcelæn, som hun under sine studier havde arbejdet med i flere projekter og længe har været en stor beundrer af.
Effie Hegermann-Lindencrone. Vase med tang, krabber og snegl, 1914. Porcelæn, 13x10,5 cm. Foto: CLAY Keramikmuseum Danmark.
”Det skårne og underglasurmalede porcelæn fra en af Danmarks ypperligste kunsthåndværkeres hånd, er for mig overjordisk skønt”, siger Malene Hartmann Rasmussen og fortæller, at CLAY inviterede hende og de to andre keramikere til at gå i dialog med samlingen af skønvirkeporcelæn. Den inspiration, som de kunne finde heri, skulle de bruge på at skabe helt nye værker, som skulle indgå i en stor udstilling i de store underjordiske udstillingsrum på museet.
Malene Hartmann Rasmussens arbejde startede med en serie modellerede naturstudier over udvalgte af Effie Hegermann-Lindencrones værker fra CLAYs samling.
”Effies oeuvre er enormt og misundelsesværdigt. Ja, i starten fik jeg næsten præstationsangst, når jeg sad dér med leret i værkstedet. Alligevel begyndte mine værker langsomt at forme sig i materialet”, fortæller hun og understreger, at hun også blev inspireret af Fanny Garde (1855-1928).
”De to kvinder er usædvanlige for deres tid, idet begge var succesfulde keramikere. Derudover var de ugifte og barnløse, og de boede sammen. De havde måske endda et forhold til hinanden, hvilket dog ikke er dokumenteret.”
Museumssamlingen som udgangspunkt
Det er ikke første gang, at Malene Hartmann Rasmussen skaber værker på baggrund af en museumssamling: Tilbage i 2018 havde hun et seks måneders Artist Residency-ophold på Victoria & Albert Museum i London, hvor hun arbejdede med museets værker, deres historier samt personerne bag. Et lignende fokus vil kunne ses på CLAY – og dog. For Malene Hartmann Rasmussen handler det nemlig nu mere om at tage fat i kunstnerens fornemmelse af de enkelte objekter og tiden, de er skabt i.
Malene Hartmann Rasmussen, Troll #6. (2014-2018) keramik. Foto: Sylvain Deleu.
”Min intention er at fange nogle af de idéer, der udsprang af Skønvirkestilen og tiden omkring år 1900, og spinde kreativt videre på dem. Man kan sige, at jeg arbejder med at skabe en dialog mellem museumsobjekterne og mine egne skulpturer og installationer”, fortæller hun og uddyber:
”Som noget nyt er det ikke kun idémæssigt, men også teknisk, jeg har ladet mig inspirere af Fanny Gardes og Effie Hegermann-Lindencrones skønvirkeporcelæn. Jeg har brugt meget tid på farveeksperimenter og underglasurmaleri i håb om at fange det kunstneriske udtryk, der findes i museumsobjekterne. I min farvepalet har jeg arbejdet med at ramme nogle af de nuancer, jeg finder i skønvirken; de dystre brune, mørkegrønne og tunge farver sammenstillet med fjerlette lyseblå, violette og rosa nuancer.”
Malene Hartmann Rasmussen fortæller, at hun sætter sine håndmodellerede keramiske plantedele sammen i kompositioner, og at slutresultatet bliver en række individuelle enkeltstående tableauer. I øjeblikket arbejder hun på at færdiggøre et undervandstableau med blæretang, søpindsvin, snegle og søstjerner, hvori en blæksprutte har hovedrollen. Og her er det ikke blot skønvirkeporcelænet, som inspirerer.
”Ofte er mine værker et sammensurium af mange referencer, og netop blæksprutten stammer fra de utallige gange, hvor jeg som lille pige i filmklubben i Helsinge Skoles kælder så filmen ’Benny’s Badekar’. Historien går på, at Benny forsvinder gennem drænet i badekarret og ud i havet, hvor han møder den skallofon-spillende blæksprutte,” fortæller hun og smiler.
”På en måde bruger jeg værkerne fra CLAYs samling foruden mine personlige inspirationskilder til at fiske efter minder og følelser i mit eget dyb.”
Dyr som evig inspiration
Malene Hartmann Rasmussen har i mange år været fascineret af dyr og hun bruger dem centralt i sit keramiske arbejde, idet hovedpersonerne i hendes værker ofte er dyr.
”Jeg har været betaget af monstre og fantasivæsner såsom elvere, lygtemænd, nøkken, nisser og trolde siden jeg var barn. Blandt andet har bogen ’Troldeskoven’ med de fine illustrationer af den svenske kunstner John Bauer fulgt mig gennem hele livet. Heri finder man trolde så store som bjerge og små modbydelige skiftinger, som har inspireret talrige af mine installationer og værker”, fortæller hun og gør en pause inden hun pointerer:
”Dyret er et godt redskab til at udtrykke følelser og en evig inspiration, blandt andet fordi der er en ærlighed over dyret. Det er ikke udspekuleret eller ondt. Dyret kan gøre ting, der synes skrækkelige eller grusomme for os mennesker, men det gør det aldrig ud af ondskab.”
Malene Hartmann Rasmussen, Fantasma (Ghost), 2019. Foto: Sylvain Deleu.
Dyr var også omdrejningspunktet for Malene Hartmann Rasmussens seneste installation ’Fantasma (Ghost)’ (2019), som blev vist under Istanbul Art Biennal og på udstillingen ’Beyond the Vessel’. Hér så man forskelligt formede og farvede podier med kuriøse former og opstillinger af dyr, som syntes at være taget ud af myter og fabler. Sammen blev de forenet i et gådefuldt tableau, hvori en personlig historie også lod sig udfolde.
”Min far døde, da jeg var 10 år gammel, og det kastede en lang og mørk skygge over mine formative år. Min mor var bipolar og syg størstedelen af sit liv, og jeg tog mig af hende til hendes død. De hviler nu i anonyme urnefællesgrave,” fortæller hun og gør en pause. ”Selvom mine forældre døde for mange år siden, følte jeg, at de fortjente at blive hædret og husket. Derfor fik jeg idéen til at lave et tempel til dem.”
Malene Hartmann Rasmussen forklarer, at hun til ’Fantasma (Ghost)’ arbejdede med idéen om et tempel, som man kender det fra Indiana Jones – altså helt overgroet med plantevækster i regnskoven et sted i Sydamerika. I midten var en totempæl, hvor dyrene var stablet oven på en kæmpe bamse, hvis reference gik på de mange tøjdyr, som hun i sin tid havde på sit barndomsværelse.
I denne sammenhæng kan jeg ikke dy mig for at spørge ind til, hvordan hun har det med at blive kaldt en historiefortæller. Malene Hartmann Rasmussen nikker anerkendende og vedkender, at hun ofte arbejder med personlige historier, som er svære for at få fremmanet på anden vis. Alligevel understreger hun, at hun på ingen måde er historiefortæller, og at hendes værker ikke rummer historier i traditionel forstand, men derimod en masse lag af minder, afsavn, skøre indfald, traumer og det daglige liv.
”Det er svært, når folk tror mine værker handler om en bestemt fortælling eller ting. For mig handler det ikke om en fortælling, men mere alt dét, som et eventyrvæsen for eksempel repræsenterer. Eller måske rettere sagt de følelser, som har skabt væsnet, såsom frygt, usikkerhed og måske endog ensomhed.” Hun gør en pause.
”Nogle gange finder jeg først ud af, hvad et værk handler om, når jeg er færdig med det.”
Malene Hartmann Rasmussen, Violet Sleep, 2019. St. Giles Grotto. 35x43x37 cm. Keramik. Foto: Sylvain Deleu.
Alt dét, som leret kan
Der er ingen tvivl om, at keramikken spiller en væsentlig rolle i Malene Hartmann Rasmussens kunstneriske åre, både når det kommer til kreativ frihed og udfoldelse. Derfor er det heller ikke svært for hende at beskrive, hvad keramikken betyder for hende og hvad, der får hende til at blive ved med at arbejde, som hun gør.
”Ler er et fantastisk slidstærkt materiale. Det falmer ikke og farverne funkler lige stærkt som den dag, de blev taget ud af ovnen. Ja, det er et super-materiale!” smiler hun og understreger samtidig også dets potentiale: ”Gennem leret kan du videregive en bunke informationer – ikke kun historiske fakta og teknisk data om fremstillingsmetoder, men også ideer og følelser. Leret er ligefremt, alle kan arbejde i det og det kræver ingen forudsætninger, på den måde er det er et meget demokratisk materiale. Det har også noget ukontrollerbart og magisk over sig; transformationen fra blødt og formbart til hårdt og statisk under brændings-processen. Det er et levende materiale og det er fantastisk fascinerende.”
Malene Hartmann Rasmussens første seriøse møde med leret var på en aftenskole. Dette møde førte til, at hun i 2006 påbegyndte en uddannelse på Keramikskolen på Bornholm (nu Det Kongelige Akademi – Design, Bornholm), hvor der ikke gik lang tid før hun mærkede, hvilken vej, hun havde lyst til at bevæge sig med sin keramik. Hun genkalder, hvordan de brugsting, hun lavede, blev mere og mere ubrugelige og upraktiske, og da hun begyndte at arbejde med skulpturen, indså hun, at den var hendes kald.
På sit andet studieår begyndte Malene Hartmann Rasmussen at arbejde figurativt, og efter et praktikophold i udlandet, besluttede hun sig for at studere videre efter sin eksamen. I 2011 blev hun Master of Arts fra Royal College of Art i London. Herefter fandt hun et værksted og arbejdede fra starten fuldtid på sin keramiske skulptur. Planen var at blive i London i et par år, men sådan skulle det ikke gå.
”Med tiden har jeg fået etableret mig godt her i London – med familie og et fast galleri (Messums Wiltshire, red.)”, fortæller hun og fortsætter: ”Efter en del år i London er min partner, Sylvain Deleu, som er fotograf og franskmand, og jeg er ved at sætte et hus i stand i en lille landsby i Poitou-Charente i Frankrig, hvor vi også bygger et dejligt og stort værksted til mig. Vores plan er at balancere vores tid mellem storbyen London og vores lille Franske paradis.”
Malene Hartmann Rasmussen i værkstedet. Foto: Sylvain Deleu.
Arbejdsglæde og intuition
Malene Hartmann Rasmussen har et imponerende CV med utallige gruppe- og soloudstillinger. I de senere år har hun dog primært beskæftiget sig med større og færre udstillinger, og som regel arbejder hun kun på ét projekt ad gangen. Udstillingsrummet som ramme er en forudsætning for hendes arbejdsproces, ligeledes er en overskift eller tema, som dog godt kan være meget åbent. Samtidig – og måske vigtigst af alt – er der altid en stor portion intuition knyttet til hendes arbejde.
”Jeg prøver at holde de enkelte værkidéer åbne således, at de har tid til at modne og forvandle sig. Hvis de bliver konkrete alt for hurtigt, føler jeg ikke, at de har nået deres fulde potentiale.” Hun gør en pause. ”Man kan sige, at intuitionen er hjertet i min kreative proces, idet jeg altid cirkler mig langsomt ind på en given idé og er åben for, hvad intuitionen kan bidrage med. Tit kan intuitionen frembringe en idé, som er tusind gange bedre end dén, man umiddelbart og hurtigt kan tænke sig til. Nogle gange sker der jo noget fantastisk, når man ”bare” sidder og nulrer rundt med leret i værkstedet.”
Malene Hartmann Rasmussen fortæller, at idéerne ofte kommer til hende, når hun er på vej hjem fra værkstedet eller når hun er ude og lufte sin hund, Django.
”Så er det bare med at komme tilbage til værkstedet og modellere”, siger hun og smiler.
Værkstedet er det perfekte arbejdsrum til koncentration og fordybelse. Det handler om at komme lidt væk fra virkeligheden, fortæller Malene Hartmann Rasmussen, der ikke lægger skjul på, at hun bruger meget tid på at læse forskellig litteratur og på at samle billeder af alt muligt i projektmapper på Pinterest, som ender med at blive en form for notesbog, som kan hjælpe hende til at holde kursen. Et andet godt værktøj er musik. Og ro. Sidstnævnte har spillet en central rolle for udstillingen på CLAY, idet nedlukningen af samfundet grundet COVID-19 har afstedkommet en ro til at dykke ned i materialet og fokusere udelukkende på udstillingen, der vil vise værker, som er skabt inden for det seneste år.
Malene Hartmann Rasmussen, The Egg Hunter. Foto: Sylvain Deleu.
Naturen i fokus
I forbindelse med ’Natur – spor & spejlinger’ har Malene Hartmann Rasmussen dykket ned i litteratur, som omhandler nordisk kunst omkring år 1900, og hun har rettet fokus mod udvalgte kunstnere, bl.a. finske Akseli Gallen-Kallela (1865-1931) og norske Gerhard Munthe (1949-1929). Sidstnævnte anser hun for at være en fantastisk eksponent for denne tid.
”Jeg elsker den måde, som Munthe ikke kun illustrerede eventyr, der allerede eksisterede. Han digtede også sine egne eventyr, som han efterfølgende brugte som forlæg for en serie af eventyrakvareller. Munthes trolde er dæmoniske væsner, der stikker deres knoglede arme ud for at gribe dig. Heltene har blodige sværd. Samtidig er der også mystik og plantemagi, og en sand kærlighed til naturen.”
Malene Hartmann Rasmussen lægger ikke skjul på, at hun finder stor inspiration i kunsten og keramikken fra lige netop denne periode i kunsthistorien, hvilket udstillingstitlen også tydeliggør.
”Jeg er meget optaget af datidens syn på naturen som besjælet, hvor planter og dyr får et næsten overjordisk udtryk. Skønvirken hviler jo netop også på idéen om, at naturen er besjælet og at den kan bruges til at udtrykke fornemmelser, følelser og tanker om eksistens. For mig refererer ’Natur – spor & spejlinger’ derfor til den spejling af naturen, der findes i skønvirkeværkerne fra CLAYs samling. Samtidig retter den også fokus mod spor, vi sætter i naturen – ikke mindst dem, vi efterlader,” siger hun og fortæller, at hun for nylig hørte en gammel radioreportage, hvor forfatteren og kunstneren Hans Scherfig sagde, at naturen ikke er elskværdig. Denne bemærkning fik hende til at fundere over vores forhold til naturen anno 2021.
”I dag ved vi, at naturen er ærlig og hvis den ikke bliver respekteret, hævner den sig på mennesket. Det er noget, der er blevet meget klart for mig i løbet af de seneste år, hvor den globale opvarmning og ekstreme vejrfænomener har hærget. Tænk bare på den pandemi, som vi sidder midt i lige nu – den udspringer jo også af den måde, vi har behandlet naturen på siden industrialiseringen og siden dyreproducenternes storbrug vandt indpas.”
Malene Hartmann Rasmussen gør en kort pause.
”Naturen er i os, og i netop denne tid må vi erkende, at mennesket har en yderst voldsom afsmitning på naturen – at vi sætter spor på godt og ondt.”
Udstillingen ’Natur – spor og spejlinger’ vises på CLAY Keramikmuseum, 26. september 2021 – 13. marts 2022
Fakta:
Malene Hartmann Rasmussen (f. 1973) er født og opvokset i Danmark. Hun er uddannet ved Keramikskolen på Bornholm (nu Det Kongelige Akademi – Design, Bornholm) i 2006-09 og Royal College of Art i London i 2009-11. Hun har haft soloudstillinger i Danmark og England, og udstillet på adskillige gruppeudstillinger og biennaler, bl.a. Biennale Internationale de Céramique de Vallauris (2014), C’est le Bouquet! – Fondation Bernardaud (2017) og Beyond the Vessel – Vehbi Koç Foundation (2019). Malene Hartmann Rasmussen bor i dag i hhv. London og Frankrig.