Indkøbskurven er tom.
Pro Temp. optager temporære tomrum og undersøger kunstbranchen indefra.
Af Henriette Weiss Jacobsen
4.08.2021
I onsdags var en noget atypisk dag på Thorvaldsens Museum, man kunne opleve noget helt andet, end de sædvanlige smukke skulpturer i farverige gange. I et samarbejde med platformen Pro Temp. havde de udstillingen Temporary Truth på programmet. Museet har udlånt tre skulpturer, der efterlader tre tomme sokler, og det er netop disses fravær, som Pro Temp. tog udgangspunkt i.
Pro Temp. er en platform og en kuratorgruppe, der finder huller i udstillingskalenderen, låner etablerede udstillingsrum og hiver vækstlaget ind i etablerede rammer. De har tidligere lånt både Galleri Susanne Ottesen, Galleri Nicolai Wallner og Gallery Bo Bjerggaard – kort sagt nogle meget kommercielle rum. Med Temporary Truth-udstillingen er det første gang, at de udstiller på et museum.
Vandrende fortællinger imellem sandhed og fortolkning
Efter de har haft en lang dag med generalprøve på udstillingen, sætter jeg mig med: Anna Clarisse Holck Wæhrens, Julie Sophie Koldby og Sia Hurtigkarl Degel fra Pro Temp., vi taler om deres forestående udstilling og om at undersøge strukturer indefra.
Udstillingen Temporary Truth undersøger genfortællingen og fortolkningen i kunstverdenen. Pro Temp. fortæller mig, at da de havde de indledende møder med museet, stod det klart, at der var mange fortællinger om Bertel Thorvaldsen som person.
”I virkeligheden går der bare enormt mange historier om ham, som ikke er løgnehistorier, men som bare er genfortalt fra person til person, og som på den måde har udviklet sig. Og det er egentlig også konceptet for udstillingen her, hvad sker der, når andre formidler kunstners praksis eller formidler historien om et værk.” Fortæller Sia Hurtigkarl Degel.
Hun fortsætter: ”Så det er det, vi har prøvet at gengive på vores egen måde, i udstillingen her, hvor hver kunstner bidrager med tre værker, som kommer ind på museet, og vi har fået en fortælling om deres praksis og om værkerne.”
Udstillingen tager form, som en performativ vandring, som Julie Sophie Koldby uddyber: ”Det der med at vandre, tror jeg, vi har taget ret bogstaveligt, I og med at værkerne roterer og vandrer rundt. Man kan sige, den verbale fortælling, den verbale vandring er blevet erstattet af en mere fysisk vandring, og en meget mere nærmest rituel vandring, hvor man fysisk støtter værkerne, og så får de så selv lov til at fortælle en fortælling.”
Med dette performative greb, hvor værkerne vandrer igennem museet, undersøger Pro Temp. hvordan kunst formidles og hvordan fortællinger, der ikke er usandheder, men et produkt af genfortælling skabes, det illustreres via vandringen, hver af de ni udstillede kunstnere havde en halv time til at shine på soklerne, inden en ny vandring begyndte, og nye værker indtog soklerne. I løbet af dagen lå de resterende værker i en ”gruppeudstilling” i kø i museets forhal.
En gensidig respektfuld provokation
Pro Temp.s udstillinger er alle stedsspecifikke og undersøger elementer af kunstbranchen igennem kuratering. Jeg spørger gruppen om deres tilgang til udstillingsdesignet og hvordan formatet ændrer sig, når de denne gang indtager et museum.
”Præmisserne er egentlig de samme, på den måde, at det er etableret, ligesom det er ekstremt etablerede gallerier, dem har vi samarbejdet med ud fra, hvor etablerede de egentlig var, og så tapper vi altid ind i rummet, eller institutionen og kommenterer på noget som den institution eller det galleri behandler.”
Gruppen forklarer deres indgangsvinkel som en kontrær intuition: ”Det er også bare en umiddelbar reaktion på at komme ind, i det her tilfælde i et meget passivt rum, og så har man lyst til at lave noget aktivt. og så at komme ind i et meget kommercielt rum og så prøve at lave noget, der fucker det op. det er i virkeligheden også bare nogle gange at vende det på hovedet, og alt er jo kontraster.”
De arbejder altså meget med idéen om at bryde med det rum, man går ind i, og spørge, hvad sker der, hvis man udnytter stedets identitet og undersøger det i udstillingsrummet. Og som Degel fremhæver er det: ”En gensidig respektfuld provokation”. Og umiddelbart virker det som om, at det er bliver ganske velmodtaget hos deres samarbejdspartnere.
Jeg havde en kort rendez-vous med kurator på Thorvaldsens museum Siri Buric, hun fortæller, at museet har et ønske om at fornye sig, men italesætter også udfordringen i at være i en bygning, der ikke nødvendigvis har rammerne til det. Men noget de har kunnet gøre er at bringe det Bertel Thorvaldsen stod for frem, og det var at støtte unge nye talenter i kunsten. Derfor har Thorvaldsen inviteret Pro Temp. ind, de trækker vækstlaget med ind i det etablerede. Samarbejdet illustrerer derigennem sider af Bertel Thorvaldsen.
Pro Temp.-gruppen understreger, at de længe har ønsket sig at samarbejde med et museum, og at et museum som Thorvaldsens står for noget af det mest permanente i museumsregi. I udstillingen sattes dette i perspektiv til den vandrende performance i bevægelse, der bryder med museets ultrapermanente rammer.
Udstillingen fandt sted d. 1. september fra 12-21.
Anna Clarisse Holck Wæhrens, Julie Sophie Koldby, Sia Hurtigkarl Degel og Isabella Hemmersbach står bag Pro temp.
