Forestillingen Dryppende stof – Sapfos fragmenter skaber en imponerende intim fremvisning af erotik og længsel mellem kvinder.

Af Anders Holbæk

For nu forbliver de statiske eller statuøse, Sapfos kvinder, bogstaveligt talt placeret på piedestaler rundt langs Glyptotekets søjler – skønheder med iturevet tøj, sprudlende makeup og højtidelige attituder – men i løbet af den næste time vil hun synge og digte liv i dem, indtil de danser vildt rundt mellem hinanden og nynner og grynter og brøler.

I forbindelse med Copenhagen 2021 – WorldPride kan man lige nu opleve en nyskrevet opera-performance på Glyptoteket baseret på Mette Moestrups gendigtning af Sapfos digte.

Opera-performancen begynder langsomt, Signe Asmussen træder ned fra sin piedestal som Sapho, og mens hun begynder at opbygge Sapfos univers i sang, begynder kvinderne rundt i salen at røre på sig og hinanden. Alt er stadig roligt og fredfyldt, men et hvidt scenegulv og et trommesæt midt i lokalet lover det klimaks, som forestillingen allerede nu bevæger sig mod.

Da resten af kvinderne langsomt bevæger sig ned fra piedestalerne og rundt mellem hinanden på gulvet, bliver forestillingen som Sapfos lyrik: Der er skønhed overalt, så meget skønhed og så meget overalt, at det til tider er svært at vide, hvor og hvor længe man skal lade sit blik dvæle. Det bliver, som med digtene, fragmenter af de små fortællinger, der opstår kvinderne imellem, man får at se.  

Foto: Olafur Gestsson, Dryppende stof - Sapfos fragmenter

Sapfos kvinder begynder efterhånden at deltage med bevægelse og lyd i form af tale, grynt, sang og nynnen. Efter en særlig langtrukken sekvens, hvor en næsten smertende længsel har tynget Sapfo ned, har percussionist Jaleh Negari sat sig bag det trommesæt, der lovende har stået uberørt midt i lokalet indtil nu, og en eksplosion af forløsning fylder lokalet i form af bragende trommebeats. Sapfos stemme skærer stadig klart igennem, og mens haremmet hengiver sig til en vild, frydefuld dans, bevæger hun sig elegant ind og ud mellem kvinderne.

Den voldsomme tilføjelse til lydrummet føles som et klimaks, og det er umuligt ikke at blive revet med at vildskaben. Derudover løser det et uheldigt problem for forestillingen. For det første samarbejder den tvivlsomme akustik i Glyptotekets marmorbelagte stensal ikke med sangerne, og for det andet har et par åbne ovenlysvinduer i salens tag sørget for, at man som publikum aldrig var i tvivl om, hvornår Det gyldne tårn på den anden side af gaden lod gæsterne falde, eller hvornår en bil med nedrullede vinduer og en Gilli-sang på anlægget holdt for rødt ude i krydset. Disse gjorde det svært at leve sig fuldstændig ind i forestillingen, særligt i de mere stille og sjælekvælende sekvenser.

Foto: Olafur Gestsson, Dryppende stof - Sapfos fragmenter

Et sted, hvor forestillingen til gengæld excellerer, er i dens behandling af det erotiske. Der er i Dryppende stof en så overbevisende og intim sensualitet, at man, trods samtidens konstante bombardement af pornografi, kan opleve at sidde og rødme, når Sapfos kvinder omfavner hinanden.

Blandingen af skrøbeligheden og den uovervindelige frydefuldhed skaber et kærkomment bredt spektrum af queerfølelser, og kombineret med forestillingens sensuelle intimitet, der ikke er underkastet det traditionelle mandeblik, men er kvindernes helt egen, er det formentlig forestillingens forte – med WorldPride som kontekst eller ej.

Forestillingen Dryppende stof – Sapfos fragmenter kan opleves frem til d. 28. august på Glyptoteket.