Indkøbskurven er tom.
François Ozon inviterer på en modsætningsfyldt lun og rå sommerferie i Normandiet.
Af Henriette Weiss Jacobsen
17.08.2021.
François Ozon inviterer på en modsætningsfyldt lun og rå sommerferie i Normandiet, i en film, der balancerer et sted imellem thriller, pastiche og coming-of-age romantisk drama.
Ungdomsbetagelsen vil ingen ende tage i Sommeren ’85. Der er lækre skud i klarer farver på pogrammet, når François Ozon tager os med til en sovende kystby i normandiet. Det er en ren fornøjelse at se en fin forelskelse udfolde sig i den franske sommervarme.
Men filmen starter i mørke, med lange ubehagelige gange og en monolog om betagelse af død, mens den unge Alexis følger efter en gendarm, og lukkes ud i det lyse efterår. Sammenbidte unge Alexis vil ikke fortælle, hvad hændte over sommeren, og alt vi ved er, at det resulterede i død.
Romantisk thriller i klippelandskabet
Det føles som et klassisk Ozon-træk at udspænde det ubekvemme gennem hele filmen, igennem lyse sommeraftener med dans, lækre ture til havs og kærlige blikke, ved vi, at det ender i død. Filmen udsætter konstant sin seer for modsætninger, mest nævneværdigt er den dystre efterårsstemning og ulykke over for den dejlige sommer i forelskelsens navn. Men også den kåde glade forelskelse i det rå klippelandskab, virker som et meget overlagt virkemiddel til at understrege de rå følelser i ungdomsforelskelsen, og det står også hele tiden som en modpol til det bløde og sensuelle i forholdet.
Det starter med et forlis. I sommerens kedelige langsommelighed er Alexis taget til søs, da der kommer en storm, og indtagende og karismatiske David kommer ham til undsætning. Det bliver starten på deres kortvarige forhold, Alexis bliver slæbt med hjem til Davids mor, der virker lettere forstyrret, muligvis af sorg over sin ægtefælles nylige død, men måske noget mere grundlæggende – hun har i hvert fald nogle problemer med grænser og ansvar. Det er også ved dette møde, at filmen får sin første overkarikerede scene – der kommer i hyppigere grad filmen igennem.
Overfladisk med vilje
Den franske filmproduktion har en kvalitet, som er enestående. Jeg har en særlig forkærlighed for de franske film, fordi de er anderledes opbygget. Narrativerne zigzagger og de formår at lave vidunderlige film med nogle enormt surreelle elementer. Det gør Sommeren ’85 også, men ikke i en udpræget vellykket grad.
Det mest påfaldende ved filmen var for mig, at den egentlig er en ret overfladisk oplevelse. Forholdet mellem de to drenge, er skrevet på et spinkelt grundlag, men skuespillerne formår at spille med en udpræget sensuel energi imellem sig, med blikke, der siger det hele.
Under de overfladiske elementer, er filmen stoppet med symbolik. Det for eksempel bådenes navne, den ene er drengerøvet navngivet: Tape-Cul, der løst kan oversættes til smæk røv. Mens den anden elegant hedder: Calypso, der pludselig giver anledning til et utal af betydninger i retning af Odysséen, Normandiets klippelandskab og Davids fængende karisma.
Et andet dyk under overfladen som jeg vil fremhæve er, at forholdet mellem drengene ganske let insinueres at ligne det tumultariske forhold mellem de franske digtere Verlaine og Rimbaud – man skal kende lidt til den franske litteraturhistorie, men der ligger en klar spejling, såvel som en lille dommedagserklæring – den havde været påfaldende, hvis ikke det var fordi, vi hele tiden kender til den triste afslutning på forholdet.
Disse fyldige symbolikker, der ligger under den ellers lidt overfladiske film er påfaldende. Og når vi nu har at gøre med en film, der lægger vægt på modsætninger, betragter jeg det som en mulighed, at det er med vilje. At filmen skal virke lettere overfladisk og letfordøjelig ved første møde, men den gemmer på disse depoter, der fordyber fortællingen.
Under alle omstændigheder kammer det over. Filmen jonglerer den coming-of-age romantiske side og thrilleren, der dér gør, at vi skifter imellem de mørke thrillernuancer i den ene retning med de lune sommerkulører i den anden. Måske har tanken været, at filmen er tung nok i sin leg med genre, at det tilføjer en lethed med den mild overfladiskhed der bære præg af pastiche.
Francois Ozon © 2020 MANDARIN PRODUCTION Sommeren 85
Stemningsfyldt soundtrack og indtagende skuespil
Vi har at gøre med en film, der vil rigtig meget på én gang – måske med vilje, måske har Ozon taget munden for fuld. Men der lyspunkter i den ellers lidt forvirrende filmoplevelse. Jeg var ret begejstret for soundtracket, som jeg synes blev brugt på nogle ret påfaldende måder. Det var dels udvalgt så det afspejlede store dele af handlingens følelsesmæssige elementer. Det var for eksempel The Cure med In Between Days såvel som Bananaramas Cruel Summer og Rod Stewards Sailing, der blev tilføjet til filmens mest patosbelagte øjeblikke – det virkede til en vis grad. Hjulpet på vej af soundtrack og en god mængde denim bliver vi kastet tilbage til 1985, til den romantiske fortælling om to unge mænds sommerbetagelse og jalousiens overtagelse.
Det er med en vis tristhed, at man bevæger sig igennem handlingen, fordi vi hele tiden ved, at det dejlige slipper op, og vi kommer til at stå tilbage i den kølige og grå verden, uden David, med en formørket Alexis og en retssag, der skal undersøge Alexis’ skyld i Davids død. Den gennemgående bevidsthed tilføjer noget til historien, men jeg er ikke sikker på, om jeg er interesseret i det.
Jeg nød til gengæld sommerglæden, 80’er stilen og de meget overbevisende skuespilpræstationer. Jeg må bare indrømme, at jeg blev lidt forelsket i Benjamin Voisin, der spiller vidunderligt og indtagende hele vejen igennem.
Det er en film, der prøver at gøre meget på en gang. Den er på mange måder dejlig at følge i sin lethed, den kræver ikke meget af seeren, der kan læne sig tilbage og bade i de farverige kulører og soundtrackets insisteren. Hvis man tager den som det er, og nyder sommerens fortælling kan man få en dejlig biografoplevelse, der kalder sommerlunen frem.
Sommeren ’85 har premiere i en række biografer d. 19. august.
