I en farveprægtig eventyrskov udforsker Letters From St. Petersburg universelle spørgsmål om selvaccept, ærlighed og fællesskab.

Af Anders Holbæk

De står nøgne frem, afklædte også ja, men følelsesmæssigt nøgne, skrøbelige, helt sig selv. Badet i stærke, kontrastfyldte farver møder vi i Letters From St. Petersburg en gruppe unge russiske LGBTQ+ personer fra organisationen Coming Out. I et lige så farverigt, men også rodet og medtaget, kollektiv, taler de med hinanden om deres bekymringer som queerpersoner. Bekymringer som: hvad skal jeg fortælle min familie? Hvordan skal jeg klæde mig, så jeg er mest mig selv? Hvilke mærkater ville jeg bruge om min identitet? Hjælper sådanne mærkater overhovedet?

I sin afdækning af de unge russeres liv gør filmen brug af forskellige dokumentariske greb, men vælger på interessante måder at holde sig fra andre. De queerpersoner, der bliver interviewet i løbet af filmen, bliver for eksempel ikke præsenteret med information såsom navn, alder, kønsidentitet og seksualitet. Det er information, man ellers kunne forestille sig, var hjælpsomt i en belysning af disses liv.  I stedet tillader filmen dem at stå frem kun i kraft af dem selv og det, de vælger at fortælle, og derfor bliver der skabt et mere intimt billede, hvor hver tøvende pause fortæller lige så meget som de forsigtige udtalelser. 

Og det er kontrasterne, der er filmens stærkeste element. Kontrasterne mellem trygheden indenfor kollektivets fire vægge, når de unge interviewer hinanden som venner, og fjendtligheden i samfundet omkring dem, fra den nærmeste familie til et homofobisk justits- og retssystem. Det er kontrasterne mellem et Rusland, man kender som gråt og koldt, og den varme, farverige skov af lys og lyd og dyr, som de unge i filmen finder sig tilpas i. Og det er kontrasten mellem deres rolige, unge stemmer, og de mørke, voldsomme, bølger af støj, skabt af lyddesigner Mia Terry, der vokser langsomt frem i lydbilledet; støj, der synes at varsle netop den fjendtlighed, der er at finde uden for kollektivets safe space.

Den støj vil for mange naturligvis være forbundet med blandt andet indførslen af propagandaloven i Rusland i 2013, der gjorde det strafbart at skabe og udbrede homoseksuel ’propaganda’. Ifølge filmens instruktør Lotte Nielsen var denne lov en af årsagerne til, at hun var interesseret i at kigge nærmere på unge queerpersoners omstændigheder i Rusland, men på trods af det bliver det russiske retssystem aldrig nævnt direkte i filmen, der i stedet vælger at bruge tid på universelle bekymringer, som queerpersoner jorden rundt, må kæmpe med. Selv i filmens sidste sekvens, hvor vi tages udenfor kollektivet til en privatvideo, optaget under en demonstration, hvor flere bliver anholdt af politiet, kører der over optagelserne et lydspor af de unge, der læser op af breve til familien. Det private og intime midt i det store system.

Det bidrager også til, at selvom filmen konstant er sin politiske kontekst bevidst, bliver den aldrig aktivistisk.  Der er intet overordnet, udtalt politisk budskab, ingen kampråb og manifester og ingen taler til magthaverne. I stedet er Letters From St. Petersburg først og fremmest en serie af portrætter, smukke portrætter. Smukke i deres skrøbelige, intime afdækning af de unges queerpersonernes indre liv, og om noget endnu smukkere i den fortryllende, farveprægtige, varme kinematografi, hvor hvert klip bliver et maleri.

Letters from St. Petersburg har premiere i Nikolaj Kunsthal og vises under Copenhagen 2021, som foregår i København fra 12.- 22. august.