Portræt Nu! på Det Nationalhistoriske Museum frem til 1. august.

Også portrætter er udtryk for livet selv

Af Jørn Henrik Olsen

Den nordiske portrætudstilling med titlen ’Portræt Nu!’ på Det Nationalhistoriske Museum/Frederiksborg Slot i Hillerød blotlægger livet, måske ikke som det burde være, men som det er. Se udstillingen i løbet af juli måned (sidste dag den 1. august 2021).

Siden 2007 har Det Nationalhistoriske Museum i Hillerød (Frederiksborg Slot) hvert andet år lagt rammer til en nordisk portrætkonkurrence. I alle årene har det været en højt profileret og velcensureret udstilling. Carlsbergfondet har sikret kunstpriser til nogle af de bedste portrætter.

Den aktuelle, ottende udgave af udstillingen af de udvalgte værker – efter censurering ved en international komité – generer direkte eller umiddelbart megen refleksion omkring forholdet mellem kunsten og kunstneren. Det sker med tanke både på de egentlige selvportrætter og ’menneskefremstillinger’ af andre, som kunstneren har stået ansigt til ansigt med.

Genren er givet, men det er medierne ingenlunde. Spillerummet er stort, variationen er betydelig. Alene de få udvalgte illustrationer til denne artikel dokumenterer det. På et dybere eksistentielt plan er det slående ved udstillingen, at den enkelte kunstner ikke fjerner sig fra sig selv. Derfor møder vi også det sårbare, trætte eller ligefrem udmattede selv. Årsagerne kan være flere, men måske har så meget i livet afkrævet selvet at være lidenskabeligt, at være oplyst, at præstere etc. På denne måde er mange værker et udtryk for en særlig ærlighed omkring menneskers sårbare følelser og påmindelser om kunstens mere selvspejlende og -terapeutiske funktion i vores egen tid. Det brudte og ubærlige får således lov til at posere. Selvrefleksionens mærker er synlige. Der er selvfølgelig også værker, der i fragmenter lyser af robusthed og styrke.

Ivana Julma, Self-portrait with Love and Death. Pressefoto.

Et såkaldt metatema, som en del kunstnere har indlemmet i år, er COVID-19. Coronavilkåret og -udfordringen har sat sine aftryk. Samfundets nedlukning og kunstnerens øgede tilbagetrækning har haft hverdagskonsekvenser. Det meget realistiske portræt med titlen det ’Sidste Brev” af den norske førsteprisvinder, Jon Bøe Paulsen, viser en kvinde (et portræt af hans egen samboer), der modtager det sidste brev fra slægtninge, som er i færd med at bukke under for pandemien. Inspirationen er meget autentisk, personfremstillingen i den samlede kontekst så ganske overbevisende. 

Den unge danske kunstner Astrid Storgaard, som er under uddannelse på Glasgow School of Art, viser et helt anderledes eksempel på et markant portræt, også et prisbelønnet værk. Selvportrættet hedder ligefrem ’Corona-krisen’, malet på et toiletpapir. Materialebevidstheden er sat i højsædet, hvor referencen er en tydelig kommentar til kunstnerens reaktion på, hvordan mange gik ud og panikkøbte varer. Selv var hun i isolation, da hun malede billedet, og brugte derfor en nærliggende model, sig selv. Følelsen af den særlige alenehed og isolation stråler ud fra dette billede, malet på udglattede toiletruller, hvor portrættet, kvindefiguren er iklædt toiletpapir. Sidstnævnte er ved at gå fra hinanden. Et symbol på hvordan ”every man for himself”-mentaliteten ikke er holdbar.

Astrid Storgaard, The corona (Toilet Paper) crisis. Pressefoto.

Den livgivende melankoli, det triste og vemodsfyldte, det stærkt finurlige og sjove, alt det grove plus så meget andet optræder i et sandt overflødighedshorn af en portrætudstilling. Jeg havde et par mindre børnebørn med på udstillingen. De opholdt sig meget ved de portrætter, der stak ud i en eller anden speciel retning. De opholdt sig for eksempel meget ved den strikkede mand med rollator, som den finske kunstner Liisa Hietanen har skabt, eller spurgte til, hvad det her med ’grisefest’ betød i forbindelse med bronzeskulpturen af den danske billedhugger Helle Rask Crawford. En enkel humor med fokus på ’Best Friends Forever’ er et morsomt indslag.

Helle Rask Crawford, Best Friends Forever. Pressefoto.

Liisa Hietanen, Aulis. Pressefoto.

Selvportrættet af en anden nordsjællansk kunstner, billedhuggeren Bente Polano, i form af en dobbeltsidig bronzeskulptur, henviser til der kan kaldes en lidt drømmende usikkerhed, som i en rum tid har domineret tilgangen til at skabe kunst, herunder at forstå noget af det modsætningsfyldte, det selvmodsigende, håbet og tvivlen inklusive. Formen og rummet imellem de to flader skaber den foranderlighed, der opstår ved iagttagelsen fra mørkt til lys og fra en positiv til en negativ flade. 

Bente Polano, selvportræt. Pressefoto.

Det er en umulig handling at løbe fra sig selv. Det samme kan vi egentlig opleve i vores møder med andre, som vi heller ikke kan komme fri af. Portrætudstillingen på Frederiksborg Slot anbefales på det varmeste, fordi den på så mange opfindsomme og stærke måder viser portrætter gennem vidt forskellige medier. Fik jeg skrevet, at udstillingen egner sig til at blive set og reflekteret af besøgende i alle aldre?

Læs mere om udstillingen her