Bruger vi kun sproget til at beskrive kunst, eller kan sproget være kunst i sig selv?

SPROGETS PENSELSTRØG

Malerier, billeder og skulpturer er kunstens kendetegn, og vi benytter sproget til at beskrive netop den type kunst. Men kan sproget i sig selv udgøre en kunstform? Jeg tog til Christianshavns Bogfestival for at høre Josefine Klougart og Jakob Sandvad tale om Klougarts nye bog i forsøget på at undersøge, hvorvidt sproget kan udgøre kunst i sig selv.

Af Katrine Foldager Stokbro
18. juni 2021

Vi betragter oftest kunst som en visuel oplevelse, men når vi kommer hjem fra en udstilling, forsøger vi alligevel at benytte vores ord og sprog til at gengive, det vi så. Vi beskriver de farver, vi synede, de former, vi mærkede, eller de bevægelser, vi sansede - og vi lykkes. 

Derfor cykler jeg en torsdag eftermiddag i solskin ud mod Refshaleøen til Copenhagen Contemporarys (CC) store bygning for at se den anerkendte forfatter Josefine Klougart i samtale med redaktør Jakob Sandvad; et event, der er en del af Christianshavns Bogfestival.

Klougart og Sandvad skal til eventet give os indblik i, hvordan et samarbejde mellem forfatter og redaktør foregår og på den måde demonstrere, hvordan en bog bliver til. Jeg vil gennem deres samtale se, om jeg afkode, om der findes samme virkningsfulde og sanselige dynamikker i sproget, som man ofte kan finde i maleriet, skulpturen og billedet, trods sprogets matrielle mangel på farver, former og figurer.

Ramme den rette rytme
Da jeg ankommer, må jeg smide jakken med det samme på grund af sommersolen, så det passer mig godt, at jeg kun skal lige rundt om hjørnet fra servicedesken for at finde de to litterater. Der er en del støj fra andre udstillinger i huset, så det er heldigt, at de begge sidder med mikrofoner klar til at fortælle det lille publikum om deres nyeste projekt.

‘Barbara’ er navnet på Josefine Klougarts nye roman, der udkommer d. 1. september hos Forlaget Gladiator, som hun har været med til at stifte sammen med Jakob Sandvad, der i dag er direktør og redaktør på forlaget. Hendes nye roman er udgangspunkt for deres samtale.

Klougart har på Forlaget Gladiator udgivet bogen ‘Om mørke’ i 2013, som var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og DR Romanprisen, samt ‘New Forest’ fra 2016. Derudover har hun tidligere blandt andet udgivet romanen ‘Stigninger og fald’ fra 2010, som blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. 

De to talere er mødt op for at illustrere, hvordan en redigeringsproces finder sted, og hvordan poesi, poetik og sprog kan danne billeder for de læsere, hvis fingre skal bladre fra første til sidste side. Klougart skal desuden læse et afsnit af sin nye bog højt. Vi har alle fået udleveret et afsnit af manuskriptet. 

Hun tager en dyb indånding. Det er vigtigt for hende at ramme den rette rytme, siger hun.

Hun læser med ro. Hun læser, så man kan mærke, at ordene er hendes egne. Hun læser, så jeg kan følge teksten bedre, end hvis jeg havde læst den alene. Det virker. Teksten er forbeholdt os, der er til stede.

Et penselstrøg mere
Da sidste sætning er sagt, kigger hun op på sit rolige publikum, men stemningen ændres hurtigt, da Jakob Sandvad begynder at kommentere og analysere. Han tager fat på et stykke i manuskriptet, hvor rollefordelingen i en familie er skildret.

“Er det poetik for dig?” spørger han og kigger på Josefine Klougart.

Hun tænker sig om, ser mod loftet, tøver og siger så “ja”. Det tog hende fire år at skrive bogen på grund af sin barsel, siger hun. Det var først efter, at hun havde født, at moderligheden og familiereferencerne fik plads i teksten. Det betød, at bogen ændrede sig, og det betyder også, at bogen kan ændre sig, hver gang noget nyt indtræder i hendes liv. 

“Men man kan ikke blive ved for evigt”, siger hun, og griner lidt.

Ligesom i al anden kunst, vil der altid være plads til et penselstrøg mere.

Så begynder Sandvad at bruge ordet “erkendelsesskred”. Han gestikulerer med armene, som rummer de hele publikum, hele Refshaleøen, ja, hele menneskets måde at agere i familiære relationer. Han taler om:

“... hvordan dét at skabe en ny generation, at blive mor, at blive en familie, hvordan det afspejler sig i dig”.

Pludselig taler han om Klougart og ikke længere om familielivet generelt. Han skifter fra at tale på et metaniveau til at tale på et personligt plan, og det gør de begge konstant - skifter fra meta til makro til mikro og så tilbage igen. De to venner har udviklet et internt sprog gennem årene, og for os i publikum er det ikke nemt at følge med.

Deres interne lingo gør samtalen så abstrakt, at vi som tilskuere ikke længere er en del af foredraget trods invitationen. Og uagtet hvor meget Sandvad gestikulerer med armene, må vi rynke brynene for at forstå bidder af det, de taler om. Den sansemæssige oplevelse er forsvundet, og nu bliver det tydeligt, at nogle billeder - sproglige eller ej - bliver så abstrakte, at beskueren ikke kan forstå værket. Eller er det sproget, der kommer til kort i forhold til den visuelle kunst? Trods alt står et maleri eller en skulptur stille, så beskueren har tid til at kigge en ekstra gang. Her kan vi ikke følge med, og der er blanke linjer i mine noter.

En kvinde, der sidder foran mig, siger, at det er svært at tale om en bog, vi ikke har læst, og som ikke er udkommet endnu, så måske Jakob og Josefine kan fortælle lidt mere om redigeringsprocessen? De nikker og kan godt se, hvad hun mener.

"Hvad siger I?"
Josefine Klougart og Jakob Sandvad begynder at dykke ned i et konkret stykke i den tekst, vi har fået udleveret. Der er et billede i manuskriptet Sandvad ikke helt kan forlige sig med. Klougart forsøger at forsvare afbildningen, men han kan ikke se det for sig. Han klør sig på ryggen.

“Det er som om, scenen bliver en allegori uden at blive forklaret”, siger han.

Hendes formsprog i teksten bliver her alt for nonfigurativ, og det betyder, at vi som læsere, ikke kan forstå metaforen og billedet, og selv Sandvad forstår ikke afsnittet trods de to venners indforståede lingo. Det føles som at stå foran et maleri, som man ikke kan se, hvad forestiller, og hvor kuratoren også er i tvivl om motivet.

De to hovedpersoner kigger ud mod deres lille publikum.

“Hvad siger I? Var der nogen af jer, der fangede den?”

Jeg er stille ligesom de andre. Vi kigger rundt på hinanden. En enkelt person på bagerste række skyder hånden i vejret. Der bliver smågrint. Tja, siger Klougart og medgiver, at hun måske skal kigge på teksten en ekstra gang. Hun begynder at tænke højt med mikrofonen ved munden. 

Og som hun sidder foran os og højlydt begynder at tale i andre metaforer og allegorier end de, der først var nedskrevet, begynder jeg at kunne forstå, det tableau, hun tidligere ikke har kunne tegne. Jeg sidder og kigger på en kvinde, der med sit sprog langsomt formår at skabe det maleri, som udgør den kunst, ord kan male.

Abstraktionsniveauet, som før var uopnåeligt højt, falder, så jeg igen kan være med, og billedet bliver tilgængeligt, sanseligt og mærkbart og dermed visuelt, på trods af det hverken er håndgribeligt eller substantielt.

Nu er hendes opgave at sætte sig ned derhjemme i atelieret, lade fingrene udgøre penslerne på tastaturet og få kunsten ned i det word-dokument, der skal udgøre sprogets lærred. Jeg er glad for, det ikke er mig.

Mon ikke det er sandt, at sproget kan vise os bevægelser, farver og former, trods det billede, der bliver skabt, ikke er visuelt. Mon ikke det er sandt, at ord og gloser kan virke lige så fysiske som penselstrøg på et maleri. Og mon ikke det er sandt, at sproget er en kunstform, vi ikke kan komme uden om, om så vi ville. 

Jeg er i hvert fald overbevist.

(Josefine Klougart. Foto: Mads Teglers)

Josefine Klougart og Jakob Sandvad talte ved Christianhavns Bogfestival om Klougarts nye bog 'Babara', som kommer ud d. 1 september 2021.

(Foto: Katrine Foldager Stokbro)