Copenhagen Photo Festival åbnede d. 3. juni og kan besøges frem til d. 30. juni.
 Vi fik lov til at besøge festivalen inden åbning.

Af Line Lund Hebbelstrup
6. juni 2021

Sommeren er endelig kommet til København og ser for en stund ud til at have besluttet sig for at blive. Jeg befinder mig på Refshaløen, den københavnske ø, som tidligere har huset et af verdens største skibsværfter, B&W. Refshaleøens kulisse består således af gamle industribygninger og asfalterede veje. Men øen fortæller også en historie om tid. For over tid har naturen gjort sit indtog; vildt græs har brudt sprækker i den gamle asfalt og står nu nogle steder helt op i hoftehøjde, mens høje rønnetræer blomstrer og birketræer sender sine lange, grønne arme svagende mod jorden. I horisonten skyder Biofos’ skorsten op og sender hvid røg ud på den blå himmel. Det er med denne kulisse Copenhagen Photo Festival byder velkommen.

Sort containerkunst
Jeg har fået lov at besøge festivalen nogle timer inden åbning. Udover kunstnerne, kurator og nogle håndværkere, som går og lægger sidste hånd på udstillingerne, har jeg derfor det hele for mig selv. Overfor Michelin-restauranten Alchemists tunge døre og Copenhagen Contemporarys røde neonskilte finder vi en firkantet ramme bygget af sorte containere, i to lag. Frame on frame har festivalen døbt konstruktionen, hvor vi kan møde flere af soloudstillingerne. Det er også her, jeg møder den tyrkiske kunster Cemre Yeşil Gönenli, som er en af de udvalgte solokunstnere. Da jeg træder ind i hendes container, sidder hun i en fængselscelle i en gammel lænestol, placeret midt i containeren. På containerens langsider er der opsat billeder af hovedløse mennesker i real størrelse.

(Cemre Yeşil Gönenli sidder i den ene af to fængselceller som er en del af hendes udstilling. Billede taget af: Cagla Demirbas)

Drømmens protest

Den sidste sultan med absolut magt over Det Osmanniske Rige, Abdul Hamid II, den 34. sultan var besat af kriminalromaner. Med udgangspunkt i en  pseudovidenskabelig ide om, at menneskers kriminelle tilbøjeligheder kunne bestemmes ud fra størrelsesforholdet mellem pegefingerens yderste led og tommelsfingerens ditto, beordrede han samtlige fanger fotograferet. For at fejre sit 25. år på tronen gav Abdul Hamid II amnesti til de mennesker, hvis yderste tommelfingerled havde den rigtige størrelse i forhold til deres yderste pegefingerled, fortæller Cemre Yeşil. På den ene side - Hayal (drømmen) - er de fanger, som afventer bedømmelsen, mens vi på den anden side - Haikat (fakta) - ser fanger, som er dømt til at dø i fængslet.

- Abdul Hamid II valgte at dømme disse menneskers skæbne ud fra størrelsen på deres pege- og tommelfingre og ikke ud fra deres gerninger. Denne absurditet i bestemmelsen om, hvem der skal gå fri og hvem der ikke skal, synes jeg, ræsonnerer med, hvad vi ser ske i nutidens Tyrkiet, fortæller Cemre Yeşil.

(Billede fra Hayal & Hakikat: A Handbook of Punishment, A Handbook of Forgiveness, 2020, af Cemre Yeşil Gönenli)

Med sin udstilling, ønsker Cemre Yeşil at sende en stiltiende protest mod det politiske klima i Tyrkiet. En protest fra en generation, der drømmer om det land, Tyrkiet kunne være. Ved at placere beskueren i midten af drømmen om den fremtid, der kunne være og den faktuelle virkelighed, som er, tvinger hun os til at tage stilling. Skulle vi ikke have fanget budskabet, er den fængslede lænestol foran endevæggens billede af en fangehenrettelse en sidste ledetråd.

(Billede fra Hayal & Hakikat: A Handbook of Punishment, A Handbook of Forgiveness, 2020, af Cemre Yeşil Gönenli)

Smidt ud af Himlen

Udenfor igen bevæger jeg mig som en opdagelsesrejsende rundt i landskabet mellem røn, birk, høje pilebuske og fotoværker, der skyder op. Den iranske fotokunstner Hashem Shakeris værker viser os Irans halvtomme nye satellitbyer, som i 2007 blev bygget for at efterkomme den store efterspørgsel på økonomisk tilgængelige boliger for de mange indbyggere i Teheran. Dårlig politisk ledelse, mange års amerikanske sanktioner og heftige fald i den iranske valuta har resulteret i utilnærmelige boligpriser i landet. Shakeris billeder af halvfærdige og tomme betonbyggerier i et goldt ørkenlandskab står nu her på en københavnsk ø blandt vild natur og er dermed ved sin blotte tilstedeværelse en kontrast. Men det er også en sjov kommentar til den konstante boligmangel her i København, som lige nu forsøges fixet ved blandt andet at omdanne Refshaleøen til beboelse, som de facto vil betyde et farvel til nærværende øs kontrastfyldte og charmerende landskab.

Shakeris udstilling hedder Cast out of Heaven og er en reference til beboernes oplevelse af at være blevet smidt ud af Teheran og placeret i konstruerede byer, som ikke indbyder til meget charme og hjemlighed. Med sin beton og mangel på byliv er det næsten en overdrivelse at bruge by som betegnelse på, hvad Shakeri mere fremstiller som halvtomme betonblokke i en gold ørken. Kommunikationschef Mette Ohlendorff understøtter valget af placeringen:

- Hashems projekt handler om ufærdige satellitbyer i Iran, der er endt med at være spøgelsesbyer. Byerne er urbane rum der skyder op i et ingenmandsland, men hvor praktisk talt er isolerede fra den omkringliggende verden. Den afsondrethed ville vi gerne genskabe, og derfor er udstillingen placeret på Beddinges ødemark på stilladser, der understøtter følelsen af at være "under construction”.

Copenhagen Photo Festival løber fra d. 3. juni og frem til d. 30. juni.
Festivalen kan besøges på Refshaleøen, men har også forskellige samarbejdsudstillinger rundt omkring i København. 
Du kan læse mere om festivalen og hvor du kan finde den her.

Billedet øverst er fra Hashem Shakeris udstilling på Copenhagen Photo Festival. Taget af Line Lund Hebbelstrup.