Indkøbskurven er tom.
SKRALD ELLER KUNST
Udstillinger & Omtaler

To fotografer fandt krydsfeltet mellem fotografi, sociologi og skrald.


Affald er normalt ikke noget, vi gemmer, og det er da slet ikke noget, vi hænger op på væggen hjemme i stuen. Men hvad hvis coladåsen var tømt af Kate Moss? Hvad hvis pomfritterne var spist af Madonna, eller BH’en var fundet i Ronald Reagans affaldscontainer? 

Af Katrine Foldager Stokbro
2. juni 2021

Det har fotograferne Bruno Mouron og Pascal Rostain undersøgt i Autopsie på YellowKorner som en del af Copenhagen Photo Festival. Også affald fra andre kendte personligheder såsom Mick Jagger og Jack Nicholsons kan opleves fra 1. juni til 31. juli.

Alle billederne har en sort baggrund, så objekterne tydeligt kan ses, og man er ikke i tvivl om, hvad man kigger på. Farver brager frem på samtlige værker med blomster, magasiner, vandflasker, vinflasker, breve, ja selv hundemad, som alle er ting, vi typisk ikke ville forbinde med kunst, men som her i sin helhed bliver til et værk. 

Det hele er affald, men i sin kontekst bliver det til kunst, der siger noget om den enkeltes forbrug og dermed den enkeltes liv.

I det værk, der viser Kate Moss’ liv og forbrug (ovenfor), ser vi adskillige magasiner, men også tøjbøjler, breve og coladåser, hvilket går igen i flere af værkerne. De kendte menneskers liv er altså ikke så ulig hinandens - eller ulig vores.

Et krydsfelt mellem fotografi og sociologi

Bruno Mourons og Pascal Rostains inspiration til fotoserien kom fra en artikel, der blev publiceret i Le Monde i 1988 af en professor i sociologi, der havde lavet studie, hvor han gennem et år undersøgte ti franske familiers skrald, og dermed kunne observere deres forbrug og liv.

Mouron og Rostain valgte at gentage studiet, men med en fokusgruppe, de allerede havde studeret nøje i årevis - kendte mennesker.

Som ejeren af galleriet YellowKorner Copenhagen, Roberto Novoa, siger:

- Det, der gør den her udstilling interessant, er, at kunst, fotografi og sociologi krydses.

(Ronald Reagan af Bruno Mouron & Pascal Rostain)

Show me your trash

I mange år jagtede de to franske paparazzifotografer Bruno Mouron og Pascal Rostain kendte mennesker rundt for at få et glimt af deres liv, men en dag besluttede de sig for, at portrættere de kendte på anden vis, nemlig gennem deres skraldespande. 

De de to messieurs greb kufferterne og drog til Los Angeles, hvor de tog på en “Star Map”-tour ligesom mange andre turister. Men i stedet for at kigge på de store biler og enorme villaer ejet af kendte mennesker, valgte Mouron og Rostain at kigge i containere og skraldespande. For hvordan ser man i virkeligheden de kendte?  “Show me your trash cans I’ll tell you who you are,” som de selv skriver.

Hvad siger vores forbrug om os i dag?

I dag gennemroder Bruno Mouron og Pascal Rostain stadig andre menneskers skrald, men det er ikke længere med fokus på, hvad kendte mennesker indtager eller forbruger. De samler i stedet skrald fra tusindvis af anonyme familier i næsten 50 forskellige lande for at observere tilstanden af vores planet og menneskers forbrug af plastik.

- Det, der gør udstillingen relevant, er behovet for at skabe fokus på vores forbrugsvaner. Der skal ikke meget til, før vi kan skabe samme type kunst med genstande fra en strand eller en park i København i dag og lave en collage med mundbind, dåser og papir, siger galleriejeren, Roberto Novoa.

Se mere her


Autopsie er en udstilling af Bruno Mouron og Pascal Rostain som kan opleves på YellowKorner, Kronprinsensgade 16 i København. Udstillingen er en del af Copenhagen Photo Festival som løber fra 3. til 30. juli.

(Billede øverst: Kate Moss, Bruno Mouron & Pascal Rostain)

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig