Dokumentarfilm på CPH:DOX om det verdensberømte Aaltopar.

Filmanmeldelse
Af Ane Panholm
22.05.2021

Filmen AALTO fokuserer på forholdet mellem det verdensberømte ægtepar Alvar og Aino Aalto, to af Europas definerende figurer indenfor skandinavisk arkitektur og design. Filmen giver et dybdegående indblik i, hvordan parret etablerede sig som to af tidens største fortolkere af funktionalismens idéer, samt hvordan deres kærlighed til hinanden flettede sig ind i deres fælles arbejdsliv.

Alvar Aalto (1898-1976) var allerede i en tidlig alder internationalt anerkendt, hvor han, i en personlig fortolkning af funktionalistiske principper fra 1920’erne og 1930’erne, repræsenterede en organisk, funktionel og materialebevidst arkitektur. Efter endt uddannelse i Helsinki i 1921 vender Aalto blikket væk fra 1920’ernes finske klassicisme og hen imod den nye internationale funktionalisme. Han starter i 1923 egen tegnestue i Jyväskylä, hvor arkitekt Aino Marsio (1894-1949) begynder at arbejde i 1924. De to gifter sig i 1924, og sammen bliver de to af nordens største og mest nyskabende navne indenfor arkitektur og design.

Gennem en række breve til hinanden får vi et indblik i ægteparrets kærlighedsliv, deres fælles familie og arbejde. Deres værker spændte fra møbeldesign til store arkitektoniske projekter, hvormed de især markerede sig i USA, hvor deres navn var det mest populære brand indenfor moderne møbler indtil slutningen af 1940’erne. Parret kendte, og var til inspiration for, store figurer indenfor modernistisk kunst og design, heriblandt Le Corbusier, Gropius, Moholy-Nagy, og Frank Lloyd Wright. Gennem brevene får vi fornemmelsen af et sprudlende forhold mellem to mennesker, der dels deler en passion for det kunstneriske, dels en passion for hinanden. Sammen får parret to børn, og det beskrives, at familielivet mellem dem gav dem en sikkerhed, der hjalp dem med at være succesfulde sammen.

Filmen formidles gennem en blanding af biografiske video- og lydklip, fra dengang parret levede, og nutidige klip, som tilsammen danner fortællingen om to højt begavede mennesker og deres tanker omkring den arkitektur, de skabte. Vi introduceres for en række af de arkitektoniske værker, de skabte og præsenteres for skitser, tegninger og videoklip fra bygningsprocesserne. Blandt de mest kendte værker fra Aalto, der præsenteres i filmen, er University of Jyväskylä (1951/1956), House of Culture (1958), Viipuri Library (1935) og Heilig Geist Kirche (1962). Aalto havde en humanistisk vision om at skabe arkitektur med mennesket i centrum. Under opførelsen af Paimio Sanatorium (1933) blev Alvar Aalto syg og indlagt et par dage, hvor han indså, at en patient ser verden fra et horisontalt, liggende perspektiv, og at arkitekturen dermed skulle afspejle dette. Denne empati var central for parrets tilgang til arkitekturen, som altid forsøgte at menneskeliggøre steder. 

Aino Aalto opfattes som en stille og reserveret person, hvor Alvar Aalto var mere sprudlende, livlig og udadvendt. Alvar Aalto var en god historiefortæller; i det samme hus kunne et rum have en bestemt atmosfære og fortælling, som i det næste rum var en helt anden. Han havde en intuitiv forståelse af skala, og hans skitser var næsten akkurate. Alvar Aalto var en opportunist, på en god måde; han var ambitiøs og tog de muligheder, der kom. Han havde gode sociale evner og stor succes med at skabe gode relationer til ”vigtige” mennesker. Aino Aalto tilførte bl.a. det sidste menneskelige touch til det, de skabte. Hun havde meget at sige indenfor interiøret og samspillet med landskabet. Hun arbejdede med tekstiler og hjalp med overvejelser omkring lys og mødet med landskabet, hvilket bragte meget af essensen i Aaltos arbejde frem. I filmen beskrives det, hvordan Aino var et nødvendigt blancerende element i Alvars ellers “bohemian and erratic life”. Men hun var ikke en husmor, der ville bindes op på traditionelle kønsrollemønstre. Hun arbejdede altid og havde, ligesom Alvar, en stor drivkraft i hendes karriere.

I filmen skiftes der mellem klip af personlig karakter, som f.eks. oplæsning af parrets breve til hinanden, og klip af professionel karakter, som f.eks. beskrivelse af tankerne bag en bygning. Denne sammenfletning illustrerer også, hvordan parrets professionelle liv flettede sig sammen med det personlige, to ting, der ikke blev adskilt. Der gives et dybdegående indblik i hvem Alvar og Aino Aalto var som mennesker, professionelt samt personligt. Vi kommer helt tæt på deres personligheder, følelsesliv og deres forhold til de mennesker, der var omkring dem. Gennem klip med håndholdt kamera oplever vi bl.a. parret under familiære omstændigheder, hvilket giver en hjemlig stemning. Filmen fortælles af fagfolk indenfor arkitektfaget samt mennesker, der havde personligt kendskab til parret. Vi hører originale lydklip fra dengang, de levede med forskellige former for stemningsskabende baggrundsstøj. Lydene på soundtracket spiller sammen med fortællingen; ved personlige klip, f.eks. hvor der læses højt fra brevene, spilles en rolig instrumental musik, hvor tempoet på soundtracket i andre klip er højere og mere dramatisk. Filmen giver en god forståelse af kronologien i deres professionelle- og personlige liv, som flettes sammen med en sideløbende historisk kontekst, der giver et nuanceret indblik i det at være arkitekt i en tid, hvor arkitekturen indskrev sig i en ny tid med radikalt anderledes værdier. Vi følger den arkitektoniske udvikling fra omkring 1920 til 1970, hvor efterkrigstidens funktionalisme, arkitektonisk simplificering og opgøret med fortiden er i centrum for arkitekturen. 

Filmen er både en beretning om menneskerne bag Aalto, en arkitekturhistorisk indsigt i tiden, de var en del af og en æstetisk oplevelse. Dens kronologiske opbygning, hvor man følger parrets udvikling fra start til slut, giver en overskuelighed, der skal til for at forstå de mange epoker, der sammenstykker deres liv. Filmen giver, i sin sammensætning af forskellige medier, et nuanceret indblik i Aaltoparrets liv, og der tilføres et nyt personligt og følelsesmæssigt perspektiv til det, vi i forvejen vidste om menneskerne bag navnet. Denne kvalitet, at vi kommer så tæt på parret, underbygges af de mange originale film- og lydklip, der giver filmen en autentisitet. Selvom det er mange år siden Aalto opførte sin sidste bygning, lever både arkitekturen og deres mange designobjekter i bedste velgående. I filmen reaktualiseres tanker om arkitektonisk kvalitet fra nogen af de største indenfor faget; tanker om at have mennesket i centrum for arkitekturen, at bringe mening ned i selv den mindste detalje og at sikre form- og materialemæssig kvalitet, tanker vi stadig kan lære af i dag. Filmens vekslen mellem nutid og datid giver et nuanceret blik på Aaltos bygningsværker, som vi opfatter som bygninger, der er født ind i en bestemt tidsmæssig kontekst, men som også er relevante at kigge på i dag. I datid fortælles om tankerne bag værkerne, og i nutid gives et fagligt indblik i de kvaliteter, værkerne indeholder. Vekslen mellem de tidsmæssigt forskellige kontekster, hvori vi belyser Aaltos værker, giver forståelsen af, at det vi anser som arkitektonisk kvalitet, til en vis grad, er tidsløst. Vi forstår, at overvejelser om f.eks. form, lys og funktion altid har en relevans, hvilket gør filmen inspirerende og relevant for vores samtid. Filmen er af høj æstetisk kvalitet og giver den alment interesserede en stor kulturel indsigt.

Filmen var en del af programmet for CPH:DOX, som forløb fra d. 21. april - 12. maj. 2021.

Læs mere her.

Billede øverst: AALTO, Timo Vierimaa: Pressefoto.