CRONHAMMAR 1947-2021. Portræt af Anette Lindbøg Karlsen.

(Revideret efter artikel fra 2015)

Langt ude på en mark i det mørke Jylland kommer en sort halvrund klods til syne. Jeg betragter den fra min bil på motorvejen – og forundres. Hvad er dog dette? En slags sort kæmpehøj midt på den jyske hede? Jeg passerer hastligt forbi og pludselig er klodsen væk igen.

Mit blik fangede skulpturen ’Elia’ (1989-2001), der tog 12 år og 23 mio. kr. at gennemføre. Med en højde på 32 m og en bredde på 60 m er den til dato den største skulptur i Danmark.

Man finder ’Elia’ på en i Birk ikke langt fra Herning. På afstand er det svært at fornemme skulpturens monumentalitet og intensitet. Den består af en række materialer, bl.a. stål, beton og jern, der tilsammen vejer 380 ton. På toppen af skulpturen ses fire søjler, som lyser rødt. På søjlerne er der monteret lysafledere og hvis lynet skulle slå ned, vil disse kunne forstærke tordenbraget og sende lyden tilbage mod himlen. Endelig er ’Elia’ tilkoblet et naturgasanlæg, og op til to gange inden for en periode på 19 dage vil den forsøge at udspy en ca. 9 m høj ildflamme. Således er skulpturen altså ikke bare bemærkelsesværdig i dagslys, men også i mørke.

Med tiden er ’Elia’ blevet et vartegn for Herning. Derfor er den meget mere en ”blot” en opsigtvækkende skulptur. Den er også et moderne kunstværk, som i dag er et pejlemærke, ligesom Svend Wiig Hansens ’Mennesket ved Havet’ i Esbjerg og Olafur Eliassons ’Your Rainbow Panorama’ i Aarhus.

Den bemærkelsesværdige svensker
Manden, der skabte ’Elia’, er svenskfødte Ingvar Cronhammar, som var bosat i Danmark siden han var ca. 18 år. Han var karakteristisk at se på: Et stort gråt skæg, en iøjnefaldende højde og drøjde, ofte klædt i sort og med en cigaret i hånden. Kendetegnende for hans værker er, at de synes letgenkendelige for kunstkendere og de efterlader nemt spor hos publikum, der inviteres til at sætte sanseapparater i gang.

Siden midten af 1980’erne har Cronhammar haft en fremtrædende plads i dansk kunst: Han blev kendt for at skabe spektakulære værker, der ofte synes svære at integrere i et ”traditionelt” udstillingsrum. Deres størrelse og styrke stiller visse krav - ligeledes har de deres begrænsninger. Derfor præsenteres der ofte få værker Cronhammars udstillinger, som f.eks. i 2007, hvor 10 danske museer markerede hans 60-års fødselsdag ved at vise udvalgte værker.

Ingvar Cronhammar, We saw that didnt we. HEART - Herning Museum of Contemporary Art. Foto: SKH

De unge år
Cronhammar blev uddannet ved Århus Kunstakademi 1968-71. I disse år var han en del af 1960’ernes såkaldte Århusavantgarde, der markerede sig med tværæstetiske samarbejder, materialeeksperimenter og nye kunstneriske processer, som bl.a. happenings, aktioner kollektivmalerier og elektromusik. Samtidig lod man kunsten indgå i en politisk og samfundsmæssig sammenhæng, hvilket også vakte genklang hos den unge Cronhammar, som i de følgende år også indgik i de århusianske kunstnergrupper Sonde og Zygo.

I sin store monografi om Cronhammer (Tystnaden, 2008) udleder Torben Weirup, at der i disse år er tale om en vred, utilpasset og ufokuseret ung mand. Cronhammars kritiske holdning til det omgivende samfund synes at skinne igennem hans værker, der til tider havde hang til konfrontation og provokation, f.eks. i 1972, hvor han præsenterede en slags happening på Fyns Kunstmuseum med en nøgen kvinde som midtpunkt. Happeningen blev straks bortcensureret.

Langt hovedparten af de tidligere arbejder fra 1970' eksisterer ikke længere, hvilket er en skam, idet der en verden til forskel på Cronhammars tidlige værker og hans værker fra 1980’erne og fremefter, idet der kom en alvor og refleksiv undren ind i hans kunst.

Et særegent univers
Mange peger på ’The Gate’ (1988), som Cronhammars gennembrudsværk. Den 12 m lange semimaskinelle konstruktion giver associationer til et noget nær ”surreelt” univers, hvor den ”bortgemte kraftmaskine” trænger sig på i form af sin størrelse, futuristiske fremtoning og højtstøjende larm.

Ingvar Cronhammar, The Gate. HEART - Herning Museum of Contemporary Art. Foto: Poul Ib Henriksen. 

Aldrig før havde man set noget lignende i Danmark, skrev ARoS tidl. direktør Jens Erik Sørensen sidenhen (Cronhammar på danske kunstmuseer, 2007). ’The Gate’ turnerede rundt på flere store danske kunstmuseer, og således gjorde Cronhammar for alvor sit indtog på samtidens danske kunstscene.

I 1980’erne så man også, hvordan knogler, kranier, svanevinger og andre dele af dyr kunne indgå som centrale elementer i Cronhammars skulpturer, f.eks. ’Mellem Skumring og Daggry’ (1985) og ’Slangens Hjerte’ (1986). Hans optagethed af naturen og det organiske virkede seriøst og inderligt, men også kuriøst og perplekst. Sjovt eller humoristisk blev det aldrig rigtigt.

Sidenhen bevægede Cronhammar sig dybere ned i et imaginært univers med stærke futuristiske referencer. Hans værker begyndte at tage form som en art skulpturelle installationer, hvis monumentale størrelse var umiskendelig i tyngde og kraft. På forskellig vis kredsede Cronhammar om det maskinelle og mekaniske, om kubiske former, om overraskende lyssætninger og presserende lydeffekter samt om samspillet mellem det bundløse mørke og det ulmende (ild)røde. Og så havde hans brug af bastante materialer og avanceret teknologi ofte klare arkitektoniske referencer.

Skulpturer i et udvidet felt
Cronhammar nåede at skabe adskillelige værker til det offentlige rum, bl.a. i Odense, Emdrup, Struer og Randers. Fælles for værkerne er, at de er store i fysisk omfang såvel som udfordrende i ”konstruktionsarbejdet”, der ofte strækker sig over adskillige år. Gennem årene arbejde Cronhammar derfor også tæt sammen med ingeniører, håndværkere og andre fagfolk, heriblandt kunstnere, forfatter og komponister, bl.a. Christian Lemmerz og Peter Laugesen.

Slægtskabet mellem skulptur og arkitektur blev særligt udforsket i samarbejde med arkitekten Poul Ingeman. Han og Cronhammar mødte hinanden i 1988, og de var efterfølgende fælles om flere besvarelser af arkitektkonkurrencer samt tilblivelse af værker til det offentlige rum, f.eks. ’Mirage’ (1993).

Sammen med billedkunstneren Thomas Bang skabte Cronhammar flere møbellignende skulpturer, hvis stringente og symmetriske formsprog leder tankerne hen på klassicismens stilistiske enkelthed og klarhed. Dog forekommer mange af disse værker urovækkende, eksempelvis ’Parkbænk III’ (2007) og ’Nebensonne’ (2007), idet den ydre harmoniske fremtræden er ledsaget af en lurende indre uro. Og det er netop hér, hvor Cronhammar var stærkest: Gentagne gange har man kunne opleve, hvordan hans værker synes at være af en anden, mere mystisk og dyster verden.

Ingvar Cronhammar, Park Bench IV. HEART - Herning Museum of Contemporary Art. Foto Poul Ib Henriksen.

Ingvar Cronhammar, Park Bench IV, 2007, Painted aluminium and corian, 50 x 50 x 170 cm. HEART - Herning Museum of Contemporary Art. 

Et af Cronhammars hovedværker, ’Syvende Søjle’ (1990), består seks søjler, der bærer et fladt tag. I midten finder man den sidste og syvende søjle. Gulvet, hvorpå søjlen er placeret, er udformet som et bassin. Det er fyldt med sort olie, der suges op i søjlen, hvorefter det flyder ned over dens yderside og ned i bassinet. I sin betragtning af skulpturen får man arkitektonisk fornemmelse, idet den mimer et klassisk tempel. Samtidig kredser den om det magiske tal 7, der, sammen med det røde skær, der kommer fra indersiden af taget, vækker associationer til noget uudsigeligt uhyggeligt, destruktivt og truende.

Værker, der fæstner sig på nethinden
Et af de værker, som for nogle år printede sig ind i min hukommelse, er ’Crusader’, der blev skabt til udstillingen INFERNO på Statens Museum for Kunst i 1993. Skulpturen – korsridderen – består af en korsformet, sort stålkonstruktion. To parallelle gummielastikker er udspændt langs korsets længde, hvor der og ses en rød laserstråle. På tværs er to hydrauliske ”kroge”, der griber elastikkerne, trækker dem bagud og slipper dem.

’Crusader’ fremstår som en mekanisk installation, der formår at indtage rummet og fange publikum – ikke blot i form af sit udseende og iørefaldende ”lydsmæld”, men også med lige netop dét, som synes så uomtvisteligt hos Cronhammar: Der er tale om et værk, der på én og samme tid kan fascinere og drage, såvel som fastøde og konfrontere. ”Maskinen” står bare dér og arbejder, øjensynligt uden nogen grund. Her er fascinationen af det formålsløse uhyre udtalt. Det har ledt til analyser om, hvordan Cronhammar brugte sine skulpturer til at komme med kommentarer til den moderne tilværelses absurditet og meningsløshed. Fra tid til anden har kritikere m.fl. konkluderet, at Cronhammars værker er svære at forstå. Endda var kunstneren selv ikke meddelsom.

Cronhammar i drypstensgrotten
Tilbage i foråret 2015 åbnede Cronhammars soloudstilling ’H’ i Cisternerne, som var en art totalinstallation. Som mange kunstnere før ham, skabte han skabt sit værk i den mørke og kølige københavnske drypstensgrotte, hvis geografiske og klimatiske betingelser ofte har budt på mange udfordringer til de udstillende kunstnere. Men lige netop i dette tilfælde fristedes man til at konkludere, at grottens mørke må have passet Cronhammar godt.

Ingvar Cronhammar, udstillingsfoto fra Ingvar Cronhammar - H i Cisternerne d. 1. marts - 30. november 2015. Foto: Christina Capetillo.

Ingvar Cronhammar, udstillingsfoto fra Ingvar Cronhammar - H i Cisternerne d. 1. marts - 30. november 2015. Foto: Christina Capetillo.

I ’H’ indgik vandet, som det centrale element. Nogle rum blev oversvømmet og med en vanddybde på ca. 7 cm. kunne man blot bevæge sig ad gangbroer, der var placeret blot få centimeter over vandoverpladen. Cronhammars kunstneriske indgreb virkede, som en art sfærisk opløsning af rum i form af de mange spejlinger og refleksioner, som vandet skabte. Og vandets forskellige tilstande – roligt, (op)lysende, faldende som vandsøjler eller pulveriseret som fine støvkorn – satte sanserne i gang i det stemningsfyldte ”cronhammarske” univers.

Himlen er blevet en funklende stjerne rigere
Cronhammar døde d. 20. maj 2021. Han blev 73 år. Ære være hans minde.

Billede øverst (her gengivet ubeskåret): Portræt af Ingvar Cronhammar. Foto Steen Gyldendal.

Ingvar Cronhammar blev født i 1947 i Hässelholm i Sverige. Sidenhen bosatte han sig i Lundhuse, tæt på Herning. Han blev uddannet ved Århus Kunstakademi 1968-71 og var i 1990-95 leder af Billedhuggerskolen på Det Fynske Kunstakademi. Cronhammar var medlem af forskellige råd og udvalg, f.eks. Akademiraadet (1995-2001) og Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum (1002-04). Han er repræsenteret på mange kunstmuseer i Danmark, bl.a. Fyns Kunstmuseum, Herning Kunstmuseum, ARoS og Statens Museum for Kunst. Han blev tilkendt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse (1995), Eckersberg Medaillen (1993), Thorvaldsen Medaillen (2003) samt Ridderkorset af Dannebrogsordenen (2007).