Indkøbskurven er tom.
Manipuleret natur får nyt liv med blåtryk
Interview & Portræt

Interview med Ane Bernhoft der lige nu udstiller på Hotel SP34 i København

Interview af Stine Lyndgaard.
06.05.21

Kunstneren Ane Bernhoft er i øjeblikket aktuel med udstillingen “The Manipulating Story of Nature” på Hotel SP34 i København. Umiddelbart ligner det genkendelige planter og blomster fra naturen, som Ane har fotograferet, men kigger man godt efter, vil man opdage flere surrealistiske elementer.

Hvad ligger der bag titlen på din igangværende udstilling?
Selve titlen på min udstilling The Manipulating story of Nature” refererer til, at mine motiver ved første øjekast er let genkendelige, men studerer man dem nærmere, vil man opdage en manipuleret natur, som intet har med virkeligheden at gøre. Mine motiver er skabt af collager af vidt forskellige planter, blomster, finurlige grene og fundne objekter, som jeg blander med mine akvareltegninger, fotografier og tegninger.


Ane Bernhoft. Foto: Cathrine Wetlesen.

Du anvender den gamle fotografiske teknik cyanotypi. Hvad er cyanotypi?
Cyanotypi kaldes blåtryk og er en kostbar og omstændig fotografisk teknik opfundet i 1842. Processen kræver mørke, lys og vand. Først maler jeg mit akvarelpapir med en kemiblanding i fuldstændig mørke. Når papiret er tørt, lægger jeg min komposition på den malede baggrund og oven på det en tung glasplade. Herefter belyser jeg værket - enten ved hjælp af solen eller med en specialbygget UV-lampe. Til sidst skyller jeg værkerne i udendørs vandbassiner, og her fremkommer den særlige blå farve og selve motivet.


Pressefoto. 

Hvor stiftede du bekendskab med den?
Jeg stiftede bekendtskab med teknikken på en workshop, og blev helt grebet af den fantastiske blå farve, mulighederne med teknikken, det eksperimenterende og uvisheden i forhold til det endelige udtryk. Det spændende ved denne arbejdsform og teknik er, at lyset i eksponerings-processen spiller en helt afgørende rolle for motivets klarhed og kontrast.

Man er ikke selv herre over udfaldet, når man belyser ved hjælp af solen; det er naturens kræfter, der spiller ind. Går der en sky for solen, skal eksponeringstiden forlænges, og så er det uvist, om motivet står klart frem. Det kan jeg først se, når værket er vasket. Teknikken og selve processen skal gå op i en højere enhed for at det endelige værk fremstår som tiltænkt.

Hvorfor er planterne blevet et fast motiv i din kunst?
Det er skønheden i planternes liv - fra spire til det visne - som er evig inspiration for mig.

I naturen finder man uendelig inspiration og nye spændende plantemotiver dukker hele tiden op. Det er blot at åbne sine øjne i naturen, så bliver det hele serveret for en.


Ane Bernhoft. Fotos venligst udlånt af kunstneren.

Ane Bernhoft udstilling på Hotel SP34 kan ses frem til 2. juni. Ane Bernhoft (f. 1973) har læst kunsthistorie på Københavns Universitet og studeret kunst i San Francisco og Paris. Hun er desuden uddannet billedkunstlærer. Hun har gennem årene holdt utallige workshops for børn og unge om kunst og udviklet og skrevet flere undervisningsforløb. Følg hende på Instagram: @ane.bernhoft.

Billedet øverst tv: Portræt af Ane Bernhoft. Foto: Cathrine Wetlesen

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig