Indkøbskurven er tom.
Nikolaj - Københavns Kunsthal 40 år (del 3)
Interview & Portræt

Artikelserie del 3: Interview med kunstner Ida Kvetny

Interview af Ane Panholm. 20.04.21.

I anledningen af udstillingen ”Nikolaj - Københavns Kunsthal 40 århar vi besøgt kunsthallen og her fik vi en snak med Ida Kvetny, der fortalte om værket The 27th Bathroom, der er en del af den aktuelle jubilæumsudstilling

Lyden af techno spiller som soundtrack til Ida Kvetnys videoværk The 27th Bathroom, der lige nu kan opleves på Nikolaj Kunsthal. Lyden strømmer mig i møde, da jeg nærmer mig værket, der er en hommage til Peter Greenaways videoværk 26 Bathrooms.

”Ligesom mig selv startede Peter Greenaway som maler, hvorefter han begyndte at lave film. Hans film kan ses som egentlige malerier med et tilhørende soundtrack, hvilket jeg ret godt kan relatere til. Ved at dykke ned i hans univers og det givne videoværk, blev jeg klar over, at jeg gerne ville lave en hommage til ham. Jeg synes, det er ret fantastisk, hvordan han tvister dokumentargenren, så man bliver i tvivl om, hvorvidt det er virkeligt eller ej”, fortæller Ida Kvetny.


Ida Kvetnys videoværk The 27th Bathroom.

I filmen tages beskueren med på visit i 26 forskellige badeværelser. Et sted bliver der drukket en drink mens der bades, et andet sted motionerer en kvinde på en kondicykel, mens manden spiser middag siddende i badekarret. Funktionen og æstetikken i de 26 badeværelser vidner om en anden tid, hvor andre værdier gjorde sig gældende. De 26 badeværelser, vi besøger i Peter Greenaways videoværk, er polstret i interiør og ekstravagance. Dette står i skarp kontrast til nutidens badeværelse, der oftest har en mere klinisk og funktionel karakter. Sammenlagt fortæller de mange badeværelser om et tid, hvor baderummet blev brugt på en helt anden måde end det gør i dag.

”Videoen repræsenter et paradigmeskift eller en tid før de digitale medier, internettet og telefonen. Dengang var toilettet et andet rum for os, hvor man kunne hænge ud og, sådan lidt hippieagtigt, tage en lille drink og gro nogen planter. I dag er badeværelset et meget mere privat rum, hvor man låser døren og ikke vil forstyrres. Rummet er blevet den sidste bastion for fred og ro. Filmen bekræfter immervæk, at tiderne har skiftet i forhold til det sociale rum, eksistentialisme og vores måde, hvorpå vi forholder os til andre mennesker. Det er helt vildt, hvordan verden har kunnet ændre sig så radikalt på 40 år.”


Ida Kvetnys videoværk The 27th Bathroom.

Ida Kvetny har lavet badeværelse nummer 27 - nutidens badeværelse. I et videoværk opleves et surrealistisk univers, hvor grænserne mellem det digitale og det private rum samt den fysiske og virtuelle krop opløses. I et psykedelisk badeværelsesunivers opleves underbevidste rum med fantasifulde figurer, kakler og technomusik.

I værket behandles digitaliseringens påvirkning af vores værdier, hvilket har givet os et andet syn på krop og privatliv. Hvor vi før i tiden så det intime badeværelsesrum som et sted, vi også kunne dele med hinanden, er det i dag blevet et mere personligt rum. Vi forbinder i dag badeværelset med privatliv, ”og det er egentlig sjovt, for i gamle dage var badehusene et socialt sted, hvor man mødtes. Især i et land som Tyrkiet var der en kommunikativ del i det at mødes i et badehus.” Siger Ida Kvetny. I dag ser vi måske badeværelset som det eneste rum, hvor vi, i en efterhånden så digitaliseret verden, er rigtigt i fred, og vi nyder at badeværelset er et sted, hvor ingen forstyrrer os i vores tankestrømme.

Med digitaliseringen er der sket en sammensmeltning af den digitale og fysiske virkelighed og dermed også en sammensmeltning af det private og offentlige. Da vi oftest har vores computer eller telefon med os, er den virtuelle verden et rum, vi let kan hoppe ind i og ud af. Dette grænsefelt, mellem at befinde sig i den digitale virkelighed eller den fysiske virkelighed, er en central tematik i Ida Kvetnys værker. Værket The 27th Bathroom består af et vægtæppe, en skulptur og et videoværk. Ved at blande medier og kombinere fysiske værker med virtuelle universer, hvori de fysiske værker indgår, sker en sammensmeltning mellem det digitale og det fysisk virkelige.


Ida Kvetnys videoværk The 27th Bathroom.

”Jeg arbejder meget tværfagligt. Jeg har både fysiske værker: keramiske figurer og tekstil og digitale værker i form af film. De fysiske værker indgår i videoværket, som på en måde bliver en nøgle, der forbinder den fysiske verden med den digitale.”

På den måde bliver man som beskuer trukket med ind i det digitale værk, da man først ser den fysiske keramikskulptur, som man senere får øje på inde i videoværket, hvor den bevæger sig rundt. Videoværket afspilles på en hvid flisevæg, hvor filmen indrammes i de kvadratiske fliser. Derved skabes et baggrundslag for videoen, som sammensmelter det fysiske rum og den virtuelle verden og henleder ens tanker på noget klinisk og på den velkendte pixel fra den digitale verden. På væggen overfor videoværket hænger et stort vægtæppe, hvor figurer fra videoværket optræder. Således sammenvæves værkets medier: videoværk, vægtæppe og skulptur.

”Vævningen er også noget, der går helt tilbage til den måde, man lavede algoritmer på. Så på den måde spinder det hele sammen på en usynlig måde”, fortæller Ida Kvetny.

”Jeg ved også, at Peter Greenaway var meget begejstret for at udforske medier, former og formater, og bruge dem på nye måder. Og så er hans ting også meget sanselige, hvilket jeg godt kunne tænke mig at transcendere eksempelvis ved at have musikken med som et lydbillede, der også væver sig ind i fortællingen.”

Ligesom Peter Greenaway er Ida Kvetny meget optaget af det underbevidste i mennesket, som iscenesættes i hendes virtuelle universer. I videoværket oplever vi Peter Greenaway som en avatar, der går rundt mellem andre væsner. Grænsen mellem menneske og dyr er opløst, og væsnerne fremtræder således mere som en række hybrider, der befinder sig i et psykedelisk univers. Hvor 26 Bathrooms er underlagt en kronologi, er Ida Kvetnys videoværk mere løs i strukturen, hvilket står i relation til interessen for det underbevidste, hvor ting sker uafhængigt af tid og orden.


Ida Kvetnys videoværk The 27th Bathroom

”Jeg ville gerne skabe en video, der ikke havde den samme kronologi, men som var mere fritstillet. Jeg ved, at Peter Greenaway også syntes, det var interessant at arbejde med underbevidstheden. Han er også samme generation som David Lynch, som også er en filmskaber, jeg synes er rigtig spændende, fordi han også arbejder med underbevidstheden. Så på den måde skal det forestille en psykedelisk, surrealistisk verden eller en form for underbevidsthed.”

Jeg spørger ind til, hvordan hendes interesse for arbejdet med Virtual Reality er opstået.

Min største drøm har altid været at være inde i værket. Det tror jeg, der er mange, der kan relaterer til, at man gerne vil se værket indefra. Og så er jeg interesseret i at bygge verdner op, hvilket også er noget, jeg har gjort meget i mine malerier. Det er også ligesom Peter Greenaway, der skaber malerier med soundtrack, der bevæger sig. Og så har jeg bare lyst til at flyve rundt om min kæmpe skulptur, hvilket jeg kan med VR. Jeg har lyst til at se værkerne i forskellige proportioner og materialer og se dem være levende. Det er lidt som at være Pygmalion”, afrunder Ida Kvetny.

Udstillingen Nikolaj – Københavns Kunsthal 40år kan ses frem til d. 9. maj.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig