Artikelserie del 2: Interview med kunstner Uffe Isolotto

Interview af Ane Panholm. 19.04.21.

Magasinet Kunst har besøgt Nikolaj Kunsthal i anledningen af udstillingen ”Nikolaj - Københavns Kunsthal 40 år” og fået en snak med kunstner Uffe Isolotto om værket Sekaleht: An Architect of a Cathedral.

Det første værk jeg bliver introduceret for, da jeg besøger Nikolaj Kunsthal for at se jubilæumsudstillingen, der markerer kunsthallens fyrretyvende år, er Uffe Isolottos Sekaleht: An Architect of a Cathedral (2021), som opleves i samspil med Skeel & Skrivers video Tears/Choices fra 1989. Værket arbejder ud fra tre kontekster, hvoraf Skeel & Skrivers video er den første. I en konstruktion af kromrør ligger værket sig op af videoens tematiske og æstetiske skildring af slutfirsernes shopping-kultur. Uffe Isolotto fortæller om værket:

”Christian Skeel og Morten Skrivers video kommer ud af en bestemt tid og snakker om konsumkultur. Den bruger æstetiske virkemidler, som jeg går ud fra er ’state of the art video editing’ fra 1989. Ved at bruge kromrør-æstetikken, som i dag sælges som ‘retro display’, har jeg taget fat i de fornemmelser, der var omkring shopping-kulturen i slut-80’erne og brugt det som afsæt til at skabe værkets strukturelle grundlag”, fortæller Uffe Isolotto. Kromrørs-konstruktionen giver, med sin industrielle æstetik og noget der ligner forstørrede sikkerhedsnåle, associationer til forbrugerkulturens shopping centre, omklædningsrum og bøjlestativer, men også til slagterier og stilladser.

Værkets anden kontekst er mødet med det kirkelige rum, hvor der arbejdes med en kontekstbevidst opbygning, der indtænker kirkerummet i sin udformning.

”Jeg har også haft kirken som en medspiller, da det er en ret specifik arkitektur. Jeg tænkte at værket skulle stræbe opad i det høje rum, og idéen om at bygge en katedral inde i kirken, som en babushka-dukke, begyndte at forme sig. Selve konstruktionen er lavet ud fra måden, hvorpå man bygger katedraler. For at understøtte de knejsende høje mure bruger man stræbepiller, der går ud fra bygningen og støtter ydermurene, som man for eksempel ser det på Notre Dame. Det er med til at give de store katedraler et specielt udseende, nærmest som et forgrenende rodnet, som på træerne i mangrovesumpe, eller en edderkoppeagtig struktur, hvor man får fornemmelsen af, at de mange ben kan give sig til at vandre. Værket Maman (mor) af den fransk-amerikanske kunstner Louise Bourgeois har været en del af mit moodboard i processen med at udtænke det her værk” fortæller Isolotto og uddyber, hvordan han i praksis har arbejdet med konstruktionen og lyset i værket.

Installationsbillede, Nikolaj Københavns kunsthal 40 år. Foto: Tue Blichfeldt.

”På grund af corona-restriktioner, som jo har begrænset éns færden rundt i byen, har jeg lavet skitsen til værket i 3D, hvor jeg blandt andet har kunnet arbejde med proportionerne i af værket i rummet og lysets indvirkning. Det har været et brugbart værktøj, men det er også sjovt at se, at det jeg troede var eksempel på min egen uformåen i softwaren faktisk også forholdt sig sådan i virkeligheden. Jeg har sat et meget gult lys på skulpturen, og når lyset bouncer på gulvets lyse overflade, så er lyset ekstra kraftigt på det nederste af kromrørene og hele skulpturen løfter sig og synes vægtløs. Det gule lys har mange konnotationer i sig, lige fra natriumlyset på offentlige toiletter, der skal virke mod narkomaner, til økologiske katastrofer, hvor sollyset reflekteres i sandkorn og indhyller alt, men fælles for dem er at det er en undergangsæstetik, en småsyg verden, hvor blikket ikke kan penetrere den gule dis. I udstillingens kontekst syntes jeg, at det var ret oplagt at sætte en stemning som det første, der møder beskueren.”

Den tredje kontekst er en kunstnerisk undersøgelse af historien om Søerne i København. Ud fra lokalhistorisk kildemateriale udfoldes geografiske punkter omkring Søerne, hvortil historiske hændelser er linket.

”Jeg har taget udgangspunkt i det sted hvor Tycho Brahe Planetariet i dag ligger. Før i tiden lå spillestedet Saltlageret, der havde til huse i en gammel pumpecentral, på samme grund, og husede blandt meget andet en masse punkkoncerter. Det er meget apropos blevet kaldt punkens katedral. Bygningen blev revet ned og erstattet af Planetariet i 1989 - samme år som Skeel & Skrivers video er fra - men var indtil da definerende for en generation, der ville gøre op med pænheden i samfundet. På et tidspunkt i 80’erne var den amerikanske beatpoet William S. Burroughs forbi for at blive interviewet af Dan Turéll. Det gik grueligt galt, og det var vist mest på grund af et underligt mismatch mellem to generationers counterculture. Burroughs body horror møder i værket punkens æstetik.”

På værket hænger overdimensionerede sikkerhedsnåle som en reference til punkens mode. Ligesom den mainstream mode, vi møder i Skeel & Skrivers video, havde stor værdi for den almene befolkning, var punkens mode også essentiel i punkkulturen, og sikkerhedsnålen er nærmest symbolet på punkens anti-æstetik. Spiddet på sikkerhedsnålene sidder mus med ansigtsdele på ryggen: øre, næse, øjne og mund lavet i silikone. Tilsammen udgør delene et helt ansigt. Den fysiske splittelse og penetreringen af kødet er en reference til punkens aggression, men det samlede ansigt antyder også tilstedeværelsen af en person.

“Det at bygge katedraler har historisk set været noget, man kunne knække halsen på. Katedralbyggeren, arkitekten, var under et stort pres og tog nogle gange også munden for fuld, så det var ikke sikkert, at man overlevede sådan en opgave. Ud over at lave en symbolsk katedral i en kirke, så har jeg i værket også ladet selve arkitekten og arkitekturen smelte sammen, hvorfor projektet også hedder Sekaleht: An Architect of a Cathedral.” Sekaleht er ”the lakes” stavet bagfra, hvilket henviser til det overordnede projekt omkring Søerne, hvor An Architect of a Cathedral er den første skulptur i rækken.

Udstillingen Nikolaj – Københavns Kunsthal 40 år kan ses frem til d. 9. maj.

Billedet øverst: Uffe Isolottos Sekaleht: An Architect of a Cathedral (2021). Foto:  Tue Blichfeldt.