Indkøbskurven er tom.
Du evige menneske
Rejser, Kultur & Event

Inderligt album fra Holger Vig.

DU EVIGE MENNESKE: INDERLIGT ALBUM AF HOLGER VIG

Interview af Lærke Helene Askholm. 

Magasinet Kunst har talt med Holger Vig om tilblivelsen af albummet Du evige menneske, der udkom d. 27. november sidste år. Det blev til en snak om livet og vejen rundt i musikken, der med den seneste udgivelse, bragte Holger til sit helt rette element. Udgivelsen består af 10 sanselige viser med Holger selv på sang og guitar. Hvert nummer er indhyllet i et yderst varieret lydbillede skabt af musiker og producer Bebe Risenfors, der spiller samtlige andre instrumenter på albummet

Du evige menneske
Du evige menneske er lydmæssigt en varieret vifte af behagelige nuancer, der meget levende folder sig ud i et opbyggende og overraskende univers. Som lytter tages man med ind i essentielle menneskelige livskapitler, der skarpt bearbejdes, så vi mærker de almene store følelser og tilstande. Om titlen på albummet, der også er titlen på åbningsnummeret, fortæller Holger, at den handler om, hvordan vi fortsat kæmper om sandheder, som vi jo til alle tider har gjort det. ”Så snart vi føler, vi har fundet sandheden, hvad end det er en -isme eller en religion, så rammes vi af blindhed, når vi starter på at overbevise de andre om, at netop vores er den rigtige. Vi bliver bare ikke klogere. Du evige menneske” understreger Holger med et smil og en tung stemme. Om lyden fortæller Holger selv, at processen i studiet har foregået ved, at han indspillede sin sang og guitar og ellers ikke har blandet sig i yderligere: ”Jeg har ikke blandet mig i en skid, og jeg har ikke haft noget at klage over”, understreger han.


Holger Vig. Pressefoto.

Ordene skal smage godt
Visernes tekster serverer Holger med en dyb rolig stemme, man som lytter automatisk trygt læner sig op ad. Iagttagelser og sansninger leveres med en ren råhed, og hver sang har sin egen nerve, der fint harmonerer med værket som helhed. Tvivl, død og relationer bearbejdes, eksempelvis i visen Storladne hav, ligesom lysere og mere drømmende melodier og tekster også er med på udgivelsen i form af blandt andet visen Himlens port. ”Det er ofte, jeg ikke ved, hvad jeg egentlig skriver om, når jeg skriver det ned. Så kan der gå lang tid, og jeg opdager pludseligt, aha, det var dét, den handlede om” fortæller Holger om det både morsomme, men også helt selvterapeutiske, ved at teksterne løbende kan få klarere budskaber. ”Jeg elsker fede ord. Jeg vil gerne være mundret, for ordene skal smage godt.” fortæller Holger og påpeger balancen, hvor hverdagssproget inddrages uden, at det bliver kedeligt. ”Man må godt turde tage skidtet ud og være svulstig. Det er balancen, som er vigtigt”, understreger Holger.

Vejen fra jyderock til sanselige viser
Du evige menneske er Holger Vigs tredje album. Selv kalder han sin hidtidige musikstil for jyderock, der har bestået af et primært fokus på det festlige og vilde.

”På det første album, der havde jeg det sådan, at publikum virkelig skulle føle det festligt. Først var ideen at indspille kopinumre, men når jeg er under pres, sker der noget, og kort inden vi gik i studiet, fik jeg skrevet ti numre. På et af dem brugte jeg teksten Ole sad på en knold og sang. Den blev til et reggaenummer. I skal fandme danse på det første album, tænkte jeg, så den var der godt gang i. På det andet album, der udkom i 2017, var der flere stille numre, og med den sidste udgivelse rammer den det dybe flow”, fortæller Holger om vejen til den dybde og ro, der tydeligt præger Du evige menneske. Om skiftet fra rock til stille viser, uddyber Holger, at det var et skift, der på overraskende vis skete helt af sig selv.

”Det var det mærkeligste, du kan forestille dig. Det var ren lagkage, der blev bygget op ved, at jeg igen skulle indspille et par sange, fordi Bebe Risenfors søgte efter nyt materiale at arbejde med i sit studie. Derfor var jeg taget derover med to klassiske jyderock-sange, men jeg havde også jeg en stille sang med, hvor jeg havde gendigtet Godnat fra Kongens Fald, som er det digt, hvor Jacob hænger sig til sidst. Det er på himmerlandsk, så jeg har i sangen omskrevet det til nutidsdansk. Jeg indspillede alle tre sange, og Bebe ville så mixe numrene færdige.

Da jeg fik numrene tilbage i mixet form, efter Bebe havde lagt trompet og alle facetter på, ramte det stille nummer, visen Godnat, simpelthen noget i mig, og så spurgte jeg Bebe, om han ikke ville lave et album med mig. Det sagde han ja til, og så skrev jeg ni viser mere. Nu må jeg bare erkende, at man ikke skal prøve at være rocksanger, når man i virkeligheden er visesanger.” fortæller Holger og griner.


Holger Vig. Pressefoto.

Historiefortælling som drivkraft
Under snakken med Holger blev der heldigvis også givet smagsprøver live på flere af viserne fra Du evige menneske, og det er tydeligt, at Holger er en både nærværende og skarp formidler. Selv beskriver Holger, hvordan det at fortælle historier, med eller uden toner til, har vist sig at være et så gennemgående element i hans liv, at det faktisk har fulgt ham, hvad end han har beskæftiget sig med.

Han er uddannet lærer fra Den Frie Lærerskole i Ollerup, og har, udover at undervise i forskellige fag, også stået for fællessang på byhøjskoler og på musik- og kulturskoler, blandt andet på det legendariske kulturhus Skibhus 1748 i Odense, hvor han også har undervist i musik.

”Når der var fællessang, og vi sang fra højskolesangbogen, der betyder meget for mig, endte jeg altid med også at stå og fortælle om sangene. Jeg var drevet af det, kunne jeg mærke. På et tidspunkt blev jeg ansat på Horsens nedlagte fængsel, hvor jeg var vært for turister, borgerforeninger, pensionistklubber, firmaer, og hvem der eller kom som besøgende. Så der fortsatte jeg med at fortælle løs”, uddyber Holger. Det fortællende gen bragte ligeledes Holger omkring journalisthøjskolen, men der blev det også tydeligt for ham, at han mere var drevet af at formidle og fortælle historier end at researche og rapportere.

”Jeg ville gerne fortælle historier, så da jeg valgte at stoppe på Journalisthøjskolen, blev jeg rundviser på Kronborg, fordi de søgte en historiefortæller. Derefter havnede jeg i Jyderup og fortsatte højskolelivet som ansat på Jyderup Højskole.” fortæller Holger.

Beslutninger om nye veje
Ved beslutningen om at lave albummet Du evige menneske, sagde Holger sit job på Jyderup Højskole op og tog til Jylland for at indspille. Til komplimentet om at besidde det mod til at flytte sig i nye retninger svarer Holger, at netop mod er lidt af en særlig størrelse.

”Det kan godt være, at jeg er modig. Jeg tænker meget, at nu kan jeg det, eller at nu har jeg prøvet det, så derfor skal jeg prøve noget nyt. Omvendt har jeg ikke modet til at blive hængende det samme sted. For det kræver jo også mod”, fastslår Holger med samme refleksivitet, som hele albummet er præget af.

Jeg kan varmt anbefale at lytte til dette nærværende album: Du evige menneske af Holger Vig.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig