Indkøbskurven er tom.
Wildlife Photographer of the Year
Udstillinger & Omtaler

Fantastiske fotografier af verdens rige natur og forunderlige dyreliv

WILDLIFE PHOTOGRAPHER OF THE YEAR

Af Maria Wulff-Høyer
4. december 2020

Bjergtagende naturscener, prægtige dyrearter og unikke øjebliksbilleder af Jordens mangfoldige livsformer. Den 4. december 2020 åbner Statens Naturhistoriske Museum dørene til fotoudstillingen Wildlife Photographer of the Year. En udstilling, der med 99 fantastiske fotografier af verdens natur og dyreliv giver publikum et helt enestående indblik i naturens forunderlige verden.

Det er 56. gang, at den internationalt anerkendte fotokonkurrence Wildlife Photographer of the Year er blevet afholdt. Konkurrencen, der er verdens største af sin slags, anses som naturfotografernes svar på Oscar-uddelingen. En uddeling, hvis vindere og heldige nominerede nu for første gang kan opleves i Danmark.


Et par lunder af Evie Easterbrook, Storbritannien. Finalister 2020, Unge fotografer: 11-14 år.

Når Statens Naturhistoriske Museum åbner op for fotoudstillingen, får museets gæster muligheden for at beundre de 99 bedste billeder fra konkurrencen i 2020. De billeder, der er udvalgt til udstillingen, er også konkurrencens topnomineringer. De er et særligt udpluk af de dygtigste professionelle og amatører inden for naturfotografi. De, der er kommet igennem nåleøjet. Med næsten 50.000 indsendte fotografier har konkurrences internationale fagjury tildelt de 99 udvalgte billeder en eftertragtet udmærkning blandt branchens bedste. En af dem er oven i købet gået til danske Mogens Trolle.

Den vindende næseabe
Det er en særlig mulighed, at vi får lov til at opleve fotoudstillingen i Danmark for første gang. Endnu mere særligt er det, at der netop i år er en dansker blandt kategorivinderne. Med fotografiet Poserende næseabe kan Mogens Trolle kalde sig vinder 2020 af kategorien dyreportrætter. Og med rette. Der er en utrolig udtryksfuld styrke i fotografiet. Det giver instinktivt en lyst til at trække på smilebåndet. 


Poserende næseabe af Mogens Trolle, Danmark. Vinder 2020, Dyreportrætter

Med lukkede øjne og et svagt, saligt smil sidder den orangepelsede næseabe tilsyneladende helt roligt og ignorerer fuldstændigt kameraet. Som beskuer tænker man straks på, hvad der mon ligger bag det meditative udtryk. Der er noget forunderligt menneskeligt over abens udtryk, og samtidig er det iøjnefaldende, hvilke mærkværdige og særegne træk den har. Billedet i profil indfanger til fulde den markante næse, der er et tegn på abens hankøn og status. Hvert enkelt kraftige hårstrå træder skarpt frem i abens omrids op mod den slørede baggrund. Det er et storslået fotografi, der i al sin rolighed vidner om sjældenheden i det indblik, Mogens Trolle giver i dyrets tilstedeværelse.

Et fantastisk billedunivers
Når man bevæger sig omkring i udstillingen, er det ikke svært at forstå, at der må være tale om nogle helt særlige fotografier. Udstillingen er i al sin enkelthed fuldstændig exceptionel. Spektret af farver er uovertruffent, og motiverne fremstår knivskarpt. Fra den klareste dybblå farve under havets overflade til de changerende orange nuancer i abens og tigerens pels. Detaljerigdommen er utrolig. Med justeringen af kameraets linse stilles der skarpt på motiver, der træder frem fra de slørede baggrunde. Der gives opmærksomhed til både de mindste detaljer og de store sammenhænge.


Edderkoppens aftensmad af Jaime Culebras, Spanien. Finalister 2020, Adfærd: Hvivelløse dyr.

Udstillingen viser naturen og dyrelivets mangfoldighed i al sin skønhed og pragt. Fotografiets kunst er tydelig i de smukke fotos, og man får som beskuer et vidunderligt smugkig i selv de fjerneste afkroge af naturen. Imidlertid er fotografierne ikke bare beundringsværdige i deres evne til at skildre Jordens forunderlige skabninger. De formår samtidig at sætte fokus på naturens udfordrede tilstand; hvordan Jordens dyreliv, biodiversitet og økosystemer lider under det pres, som menneskehedens adfærd påfører naturen og klimaet.


Amazonas brænder af Charlie Hamilton James, Storbritannien. Finalister 2020, Fotojournalistik - Natur.

Stærke budskaber
I år, mere end nogensinde før, fortæller udstillingen om, hvad vi mennesker gør ved naturen. Set i lyset af coronapandemiens udbrud er det et presserende og uundgåeligt emne. Især inden for kategorien fotojournalistik stilles der med stærke og ekspressive fotografier skarpt på problematikken i menneskets måde at behandle dyr og naturen på. Her er der visuel evidens for de katastrofale konsekvenser, som vores handlingsmønstre fører med sig.

Den amerikanske fotograf Kirsten Luce har tre fotos nomineret, der alle skildrer udnyttelsen af dyr til showbusiness og turisme: En prægtig isbjørn som cirkusartist på en skøjtebane, viklet ind i sikkerhedsnet og en mundkurv af ståltråd; kuede elefanter som eksotiske rekvisitter på turisters feriebillede i Thailand; og hvidhvaler der er bundet til livet i fangenskab som redskaber til underholdning i et rejsende cirkusshow. 


Misbrug som underholdning af Paul Hilton, Storbritannien/Australien. Vinder 2020, Fotojournalist - Prisen for bedste naturfortælling.

En billedserie af engelsk-australske Paul Hilton vinder som den bedste fotojournalistiske naturfortælling. Den skildrer tøjrede, fastspændte og indelåste dyr, udsat for dyremishandel og ulovlig handel til ære for underholdningsbranchen. Paul Hilton er også nomineret for fotos af brølende tigre fanget i et brændende orange flammehav; og en kollapset, udmattet elefant kort før sin død af blodforgiftning, fanget i en ulovlig fælde af metaltråd. Elefantens levested i Leuser-økosystemet på Sumatra ryddes for at skabe oliepalmeplantager. Det truer eksistensen af områdets elefanter, tigre, næsehorn og orangutanger og tvinger dem nærmere menneskers leveområder.

Den udtryksfulde kraft i disse fotos er overvældende. Det giver et stik i hjertet at bevidne dyrenes lidelser. Ikke mindst giver det stof til eftertanke om menneskets påvirkning af dyrs vilkår og naturens gang.

Hvor der er vilje, er der en vej
Den sundhedskrise, som vi står i i 2020, kommer ud af en naturkrise. Der er stor konflikt i den måde, som vi forholder os til naturen på. Franske Quentin Martinez indkapsler med sin kameralinse hele grundlaget for udbruddet af covid-19. Hans fotografi A risky business viser en scene fra et indonesisk madmarked, hvor en lokal markedshandler er omgivet af døde flagermus, pytonslanger og rotter. Der er ikke en håndvask, sæbe eller håndsprit i sigte. Ikke meget vidner om hensyntagen til hygiejneforhold. 

I mødet med disse billeder oplever man en foruroligende erkendelse af, at menneskets magtdominans over dyr og natur er forskruet og destruktiv. Selvom det måske kan tage pusten fra en og fjerne en smule af begejstringen for billederne af de fantastiske scenerier, legende dyreunger og neonfarvede fisk og insekter, så er der faktisk lige netop håb at hente i de civilisationskritiske fotos og påmindelsen om covid-19. 


Rottelegen af Matthew Maran, Storbritannien. Finalister 2020, Adfærd: Pattedyr.

I den fælles krise, som verden har stået over for med covid-19, har vi mønstret en utrolig vilje til at løfte i flok og sammen ændre samfundets retning. Vi har grebet til handling. Det er lige netop dét, denne samlet vilje, som museumsdirektør Peter C. Kjærgaard gerne vil huske folk på: “Dette giver et stort håb for, at vi med en fælles målrettet indsats kan sikre en grøn og bæredygtig fremtid for vores blå planet”.

Fængslende fortællinger 
Foruden påmindelsen om at vi skal værne om det rige dyreliv og de forunderlige fænomener, som fotografierne vidner om, så rummer udstillingen også mange andre historier. Hvert foto gemmer på en utrolig fortælling og detaljerigdom. Om fotografens arbejde, kameraets specifikationer, indstillinger og teknikaliteter og historien bag tilblivelsen af netop det viste foto. Om motivet og om dyrenes og naturens vilkår, vækstforhold og truede eksistens.

Billederne er alle akkompagneret med en undertavle, der lægger op til fordybelse på mange forskellige plan. Kameraentusiast, dyreelsker, naturinteresseret, samfundskritiker og dig, der elsker en god historie og fantastiske visualiseringer. Der er noget for enhver. Alle kortene lægges på bordet, og det giver følelsen af en dybere relation mellem beskuer og værk, mellem menneske og natur. En større forståelse for fotografens budskab, arbejdsomhed og talentfulde formidling. Det er op til en selv, hvad man tager med herfra.


Et gyldent øjeblik af Songda Cai, Kina. Vinder 2020, Under vand.

En vindende omfavnelse
Dyreportrætter, jordens miljøer, under vand og dyr i deres miljø. Adfærd hos fugle, pattedyr, hvirvelløse dyr samt padder og krybdyr. Disse er nogle af konkurrences forskellige kategorier i 2020. Nogle kategorier er tilbagevendende, andre udskiftes. Kategorierne tilpasses til aktuelle fokuspunkter, vilkår og problematikker i verdens samfund, økosystemer og dyreliv.

Det er kun lige over en håndfuld fotografier, der udvælges og fremhæves som de bedste eksempler på naturfotografi inden for deres kategori. Det er prestigefyldte titler, der er tale om. I år er der uddelt 16 vindertitler. Juryen udpeger én vinder inden for hver kategori, og heriblandt findes årets grand title winner, The Wildlife Photographer of the Year. 


Omfavnelsen af Sergey Gorshkov, Rusland. Vinder 2020, Dyr i deres miljø, Grand Title Winner.

Med det mesterlige fotografi The embrace, omfavnelsen, gik titlen som Årets naturfotograf 2020 til russiske Sergey Gorshkov. Fotografiet, der falder inden for kategorien dyr i deres miljø, viser en prægtig sibirisk tiger efterlade duftmarkører på et træ i den vilde natur. Efter nøje undersøgelse af skoven i de fjerntliggende østlige områder af Rusland lykkedes det Sergey Gorshkov at spore sig ind på de sibiriske tigre. Med en opsat kamerafælde gav hans anstrengelser efter 10 måneder pote. Fotoet af det mageløse rovdyr står knivskarpt. Farverne har en utrolig dybde, der giver fotoet et næsten stofligt udtryk. Kontrasten mellem træernes skygger, skovbundens efterårsfarver og tigerens farvestrålende orange pels med de ikoniske sorte striber går op i en højere enhed. Man sander straks, at man er vidne til en fascinerende naturscene, der er en dyrebar sjældenhed for menneskets øjne. 

Ungdommens perspektiv
En af udstillingens helt store guldgruber er bidragene i de tre børne- og ungdomskategorier. Inddelt i 15-17 år, 11-14 år og op til 10 år giver disse fotografier et vidunderligt indblik i børn og unges møde med naturen. Billederne rummer en forbløffende rigdom. En fantastisk umiddelbarhed og simpel glæde over naturen og dyrelivet. De fremstår på fineste vis mere enkle i deres udtryk end mange af voksenkategoriernes fotos, men med en stærk følelse af nærvær med naturen. Den fordomsfrie omfavnelse af naturens forunderligheder er tydelig i de eventyrlige fotografier af den neonorange klovnefisk, den sneklædte elgemule, den legesyge gemse og den balancerende bynkefugl.


En ubehagelig mundfuld af Sam Sloss, Italien/USA. Vinder 2020, Unge fotografer: 11-14 år.

Som at sætte en sløjfe på de tanker, som udstillingen frembringer, spreder ungdommens perspektiv en varmende glæde. I tråd med de bekymringsfulde problematikker, der også sættes fokus på i de mere civilisationskritiske bidrag, indgyder det håb at vidne den unge generations passion og omtanke for naturens verden.


Ræven der fik gåsen af Liina Heikkinen, Finland. Vinder 2020, Unge fotografer: 15-17 år, Young Grand Title Winner.

People’s Choice Award
National History Museum i London, der står bag Wildlife Photographer of the Year, udpeger yderligere 25 billeder til en offentlig afstemning. Fra d. 1. december 2020 kan offentligheden verden over stemme på sin favorit og være med til at beslutte, hvilket naturfotografi, der skal løbe med prisen for People’s Choice Award. Mogens Trolle har endnu et dyreportræt blandt de 25 udvalgte fotos.

Der kan læses nærmere om denne særskilte konkurrence på Natural History Museums hjemmeside her. Afstemningen er åben frem til den 2. februar 2021.

Fotoudstillingen Wildlife Photographer of the Year kan opleves på Statens Naturhistoriske Museum fra d. 4. december 2020 frem til d. 9. maj 2021. Læs mere om udstillingen på museets hjemmeside her.

Øverste billede: Omfavnelsen af Sergey Gorshkov, Rusland. Vinder 2020, Dyr i deres miljø, Grand Title Winner.

 

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig