Indkøbskurven er tom.
Kunstnernes Efterårsudstilling
Udstillinger & Omtaler

Få indblik i samtidskunstens tendenser.

KUNSTNERNES EFTERÅRSUDSTILLING

Af Olivia B. Lynglund
30. november 2020.

Kunstnernes Efterårsudstilling slår dørene op for et skarpt udvalg af aspirerende kunstnere, der i disse dage udstiller deres værker på Den Frie. Udstillingen, der i år kan fejre sin 120-års fødselsdag, tilbyder endnu en gang et unikt indblik i, hvad der præger samtidskunsten i dag.

Hvad rører egentlig på sig udenfor den etablerede kunstverden? Og hvilke tendenser er med til at definere samtidskunsten i dag? Det er det Kunstnernes Efterårsudstilling (KE) hvert år giver indsigt i, når en række kunstnere, uanset alder, køn, etnicitet, uddannelse og kulturel baggrund får mulighed for ansøge anonymt om at få deres værker udstillet i J.F.  Willumsens ikoniske bygning på Østerbro.

I søndags åbnede Den Frie museumsdørene op for KE20, som i år består af 31 kunstnere, der ud af 708 ansøgere er blevet valgt af et censorpanel til at udstille i de smukke museumshaller, der har tradition for at have særligt fokus på samtidskunsten og dens fællesskaber.

Udstillingen viser både værker af debuterende talenter samt mere erfarne kunstnere og er et populært foretagende, der gennem tiden har givet mange kunstnere indgang til en professionel karriere, heriblandt anerkendte kunstnere som Asger Jorn, Vilhelm Lundstrøm, Sonja Ferlov, Per Kirkeby og Albert Mertz.

’Fantasy’ som gennemgående tema
Udvalget af kunstnere spænder bredt og indbefatter nærmest alle kunstformer; billedkunst, skulpturer, video- og lydkonstellationer, perfomances, keramik og tekstiler. Selvom værkerne er vidt forskellige, er der alligevel ét tema, der går igen. En af censorerne, billedkunstner Yvette Brackman, udtaler blandt andet:

”Det er spændende at se alle værkerne samlet, for så begynder værkerne at resonere med hinanden og skabe forskellige narrativer og interessante tematikker. Man kan se, at ’fantasy’ er en gennemgående tematik.”

Når man besøger udstillingen, er man ikke i tvivl om, at man træder ind i mange forskellige universer, hvor mærkelige skabninger og nærmest psykedeliske billeder og videoer i stor stil giver associationer til en ’fantasy world’. 


Kunstnernes Efterårsudstilling 2020. Foto: I DO ART Agency

På årets KE møder man blandt flere referencer til mytologiske naturånder, hvor nymfen som fænomen går igen. I Daniel Mølholt Bülows performance skildrer han nymfen med langt, lilla hår, der stritter til alle sider, og lange, snoede negle, mens han instruerer beskuerne i en aerobic-lignende workout session. Med afsæt i nymfekarakteren, der både kan fremgå som gode og ondsindede væsener i mytologien, bevæger han sig mellem fantasiens og virkelighedens verden, sætter det meningsløse over for det meningsfulde, og har som formål at skabe en mellemvej, hvor der er plads til tranformation, ambivalens og usikkerhed.


Daniel Mølholt Bülows performance ’Lie IIII in My Mouth’. Foto: I DO ART Agency

Tankevækkende samfundsreferencer
Bag det overnaturlige og kunstnernes abstrakte armbevægelse kan man spore referencer, der stikker til aktuelle samfundstendenser. Det ses blandt andet i Inga Linevicitues installation Obssesions, der projekterer tegninger af det moderne menneske og dets optagethed af udseendet og ’det perfekte liv’, som konstant dyrkes på sociale medier. Hun tager udgangspunkt i smartphonen, og med hendes simple, men følelsesladede billeder skildrer hun den følelse af utilstrækkelighed, som dyrkelsen medfører. 


Inga Lineviciutes værk ’Obsseions’. Foto: I Do ART Agency

Emner som ensomhed, usunde og påtaget livsstilsvalg og nationalfølelse præger årets KE og skaber en nærmest aktivistisk dagsorden. Årets helt store prisvinder, Davide Hjort Di Fabio, er ingen undtagelse. Med sine skulpturelle, filmiske og performative værker formåede han at imponere prisuddelerne og løb afsted med både KE-prisen, der blev uddelt i samarbejde med Kunsthal Rønnebæksholm, og CCA-Adratxprisen, der er indstiftet af Jacob og Patricia Asbæk.


Davide Hjort Di Fabios keramiske instrumenter, som han aktiverer under hans performance ’FIMBRIAE’. Foto: I DO ART Agency

Fabio bruger især keramikken som kunstform og har blandt andet konstrueret syv skulpturinstrumenter, han har formgivet efter sin krop. Under hans performance aktiverer han instrumenterne og bruger dem som en undersøgelse af hans queer-krop og -stemme. I begrundelsen for vindervalget lyder det, at ”Fabio indtager rummene med sin alsidige og sanselige praksis, hvor han inddrager sin krop og stemme med keramiske og organiske værker.”

I 2021 vil Fabio være tilknyttet Kunsthan Rønnebæksholms kunstneriske program, og i 2022 tildeles han en måneds ophold på CCA Andratx-galleriet på Mallorca.

120 år gammel tradition, der baner vej for nye stemmer
Udstillingen er tænkt som et demokratisk initiativ, der første gang blev ført ud i livet i 1900 med et håb om, at det i fremtiden ville blive ”en fast og varig institution”. Det blev det, og i 120 år har KE altså fungeret som en åben udstilling, der har banet vej for nye kunstneriske dagsordener og stemmer.

KE er en censureret udstilling for samtidskunst. Censorpanelet ved intet om ansøgerne på forhånd og kan derfor kun bedømme og udvælge de indsendte værker på baggrund af deres kunstneriske kvalitet. På den måde navigerer man uden om nepotismens velsmurte maskineri.

Ifølge kunsthistoriker Bente Scavenius, som også er en af censorerne i år, er KE en vigtig medspiller på den danske kunstscene:

”Den åbner op for kunstnere, man ellers ikke ville have set i forhold til afgangsudstillinger på fx Charlottenborg og Kunstakademiet. Det giver flere en chance for at komme på banen,” siger hun. Hendes medcensor Yvette Brackman bekræfter og pointerer i samme omgang, at KE som initiativ er vigtigere end nogensinde før:

”Kunstverdenen er blevet meget mere professionaliseret i form af kommercielle gallerier, akademiuddannelserne med mere. Der er mange filtreringsystemer omkring kunsten i dag, så det er spændende at se, hvad man kommer til at opdage, når man gør det på den måde,” siger hun.

Ud over Scavenius og Brackman består censorpanelet også af billedkunstnerne Kirsten Astrup, Al Masson og Aslak Vibæk.

Kunstnernes Efterårsudstilling kan opleves på Den Frie fra den 22. november og frem til den 13. december.

Læs mere om udstillingen her

Billedet øverst: Kunstnernes Efterårsudstilling 2020. Foto: I Do Art Agency
 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig