Indkøbskurven er tom.
Når Udkantsdanmark møder Paris
Udstillinger & Omtaler

Galerie Mikael Andersen udstiller frem til den 28.11.2020 Jesper Christensens kunstudstilling "Om Et Aar".

Når Udkantsdanmark møder Paris


Courtesy of Michael Andersen.

30. oktober 2020
Af Benjamin Bang 

En blanding af hjemve, forvirring og rejselyst møder mit øje, mens jeg træder ind på Galleri Mikael Andersen. Jesper Christensens udstilling “Om Et Aar” viser mig min hjemstavn Odsherred, blandet med andre ukendte territorier såsom naturen omkring Skovgaards Museum.

“Udstillingen skal kunne vække genklang i alle, der ser på dem. Derfor er der små henvisninger til både Odsherred, Skovgaard og Paris,” forklarer Jesper Christensen selv.

Opbyggelsen af udstillingen over de tre geografiske lokaliteter som går igen, er derfor lavet med det formål at fremvise det nære for beskuerne. Der er dog ingen referencer til København, da udstillingens pitstop i hovedstaden ikke var i den originale udstillingsplan. Længslen efter selv at gå ud og opleve den omkringliggende natur, som malerierne fremviser, går derfor lidt tabt i udstillingens oplevelse på Bredgade. Men den giver mig ikke desto mindre en lyst til at tage hjem, og genopleve den smukke udsigt ud over Sejerøbugten.


Courtesy of Michael Andersen.

Inspirationens tredeling

Malerierne afspejler på alle måder Jesper Christensens fascination af treenigheden. Du vil støde på flere forskellige bibelske referencer, såsom syndefaldet i afbildningen af en æblekurv med plads til seks æbler, men kun indeholdende fem. Udstillingen fremviser alle 4 årstider, som er en fortolkning både af de forgangne år, men som også kan ses som naturens evindelige forandring.

Den tredelte inspiration kan også findes i tolkningen af de inkorporerede genre: musik, litteratur og kunst. Inspirationen kan ses i nyfortolkningerne af den franske kunstner Nicolas Poussins landskabsbilleder fra 17. tallet. Litterære værker såsom Martin A. Hansens dagbøger, hvor hans tekster er blevet inkorporeret i kunstværkerne. Ligeledes er lyriske tekster fra C.V. Jørgensens plader blevet påmalet, og noderne til klassikeren “De fire årstider” af Vivaldi kan også findes.

Billederne burde alle have en følelse af større tredimensionel dybde, men qua den todimensionelle skrevne tekst, optræder malerierne mere flade. På samme måde bliver der leget med øjets perception, hvor vindueskarmens linjer, nogle gange overlapper en ellers foranstående vase.

“Jeg har altid haft svært ved at male tredimensionelt, så teksten og alle mine påmalede påfund som en teatergrav, er med til at veje op for det,” fortæller Jesper Christensen smågrinende.

Malerierne kan opleves som en form for malerisk dans, hvor beskueren må træde frem og tilbage for at få den fulde oplevelse. Teksten er tit skrevet så småt og skjult, at den nærmest kan opfattes som vindens susen. Beskueren bliver derfor nød til at træde helt tæt på, hvorved den tekstuelle inspiration til kunstværkerne pludseligt dukker frem. Men hvis man fortaber sig i detaljerne, vil man gå glip af det større perspektiv. Der er en længsel efter at opleve naturen, som kan spores i maleriernes komposition, hvor der typisk er en åben dør eller et vindue på klem.


Courtesy of Michael Andersen.

Collage af maling

Billederne fremstår til tider surrealistisk med nedfaldne efterårsblade i hans egen stue, eller når teksten meget demonstrativt står frem med sine udsagn. Teksterne indeholder læselige tegn fra både dansk, tysk, fransk og engelsk, men også sværere sprog som noder og hieroglyffer pryder værkerne. Malerierne kan derfor fremstå som et bagvedlæggende landskabsbillede med påtegnede inspirationsnoter.

Skal man så se billedet eller læse billedet? Det er et af de spørgsmål, jeg selv, står tilbage med. Kunstneren vil nok selv sige begge ting, hvilket også kan være en forfriskende måde, at udfordre de besøgende på. Nogle gange ville jeg dog nok have ønsket, at teksten og skitserne ikke var så fremtrædende, så jeg kunne blive overrasket over disse, når jeg trådte tættere på.

Collageopbygningen med konkrete landskabsmalerier, overtegnede tekster og skitser af alt fra to lys på et bord til en orkestergrav, er derfor med til at skabe en forvirrende stemning for mig. Bruddet mellem det tredimensionelle maleri og de todimensionelle tekster, giver en til tider rodet komposition, som kan virke overvældende og forstyrrende. Men nogle gange, som med “Op alle de ting”, går det op i en højere enhed, hvor den maleriske dans, mellem værket og beskueren, får en til at finde gemte detaljer, som ikke er forstyrrende i det større perspektiv.

Udstillingen er bestemt et besøg værd. Hvis man ikke kan nå den i København, kan man altid bruge det som en undskyldning for at tage til House of Denmark i Paris i 2022.

Jesper Christensens, Om Et Aar. Kan ses på Galerie Mikael Andersen frem til den 28.11.2020


Courtesy of Michael Andersen.

Link til udstillingen: http://mikaelandersen.com/

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig