Cirkusliv, galskab og larmende skønhed på instagram

AMANDA ZIMMERLUND - LIDT AF EN CIRKUSKUNSTNER

Den 6 april 2020.

Skribent: Louise Jørgensen

Amanda Zimmerlunds kunst er først og fremmest farverig, feminin, kontrastfyldt, skæv og melankolsk. Hun finder inspiration i groteske eksistenser, portrætbøger, cirkusberetninger og lige dele Kahlo og Kvium (Frida og Michael, red.). Hendes æstetiske univers er fyldt med følelser, skævhed, realisme og pyntesyge skæve skabninger, der balancerer på grænsen mellem det smukke og grumme. Nårh ja, og så deler hun sin hæsblæsende kunstneriske rejse på sin instagramprofil.

Lad mig introducere @amandazimmerlundart.

Coronakrisen kradser, verden lukker sig om ørerne på os og vi sidder alene, hver for sig. Din vante kunstinstitution og galleriet nede om hjørnet er lukket. Gaderne ligger øde, sofaerne kravler op på ryggen af os, hjemmekontoret bugner, ungerne keder sig og vi rykker sammen i de små, nære fællesskaber og nærer det nære, mens vi drømmer om en sommerfest, en ubekymret dag i Tivoli eller en tur på Louisiana. Eller, måske er det bare mig?

Corona-kunst-stafet

Men mens verden som vi kender den holder lukket, indtager de sociale medier pludselig en rolle, der gør dem værdige til at bære deres eget navn. Her bugner det med sociale fællesskaber, der forsøger at opveje den hudtørst, mange begynder at føle. Der opstår pludselig live-sessioner med sundhedsplejersker, online mødregrupper, live stuekoncerter, gratis kreative tilbud, online træning, madlavning og kunst, ja lad os ikke glemme kunsten.

Sidstnævnte er noget, jeg for alvor har fået øjnene op for over de sidste par uger. Og måske har du lyst til at få øjnene op for det samme. Nu, hvor vi alligevel sidder alene hver for sig og passer på hinanden og særligt samfundets svageste, kunne vi måske bruge denne absurde, skræmmende og uvante situation til at se nærmere på et par kunstnere, hvis kunst vi fortsat kan nyde på bønhørig afstand over de sociale medier. Vi kan kalde det en Corona-kunst-stafet? Jeg lægger ud med at give stafetten til en ung, kvindelig kunstner, hvis værker, æstetik og formidlingsevne jeg længe har beundret fra afstand.

Det var ikke skrevet i stjernerne

Amanda Zimmerlund (24 år) blev født i Snejlbjerg, en lille provinsby udenfor Herning og voksede op med sine forældre og to ældre søskende. For Amanda var den kunstneriske levevej lige dele skrevet i stjernerne og helt overraskende.

Hjemmet var ikke et udpræget kunstnerhjem, selvom kunst, musik og litteratur altid har haft en fremtrædende position i familien:

”Folk tror tit, at mine forældre må være nogle vildt kreative mennesker, da både jeg og mine to ældre søstre er meget kreative. Min mellemste søster har malet hele livet. Måske netop derfor fik kunsten ikke meget taletid hos mig, for der var altid nogen, der var dygtigere og det dræbte min lyst til at forfølge kunsten som en levevej, for en stund.”

I stedet sang, dansede og performede Amanda sig igennem sine barndomsår, for gemt i hendes barnesind, var et kæmpe behov for at udtrykke sig kreativt.

I dag bor Amanda i Silkeborg med sin kæreste, Frederik. Da hun flyttede fra Snejlbjerg til Silkeborg for fire år siden for at studere til folkeskolelærer på seminaret, var kunsten endnu ikke inde i billedet.                                      

Det første værk

Det hele startede en vinteraften i januar 2017. Amanda havde forinden været et smut i sin lokale Søstrene Grene for at købe pensler, maling og papir, for hun havde en mission: hun ville male et menneske, et portræt, et værk. Hun havde besluttet at lukke kreativiteten ind i sit liv, efter at have brugt en stor del af sit unge liv på at holde den fra livet. Med sig havde hun en overbevisning om, at det ypperste for en kunstner, var realismen. Men denne aften besluttede hun, at gøre op med sin gamle tro følgesvend, der havde fraholdt hende fra at kaste sig ud i maleriet. Gamle fortællinger om realisme, korrekt skyggelægning og nedskrevne regler røg ud ad vinduet, for at gøre plads til en ny kunstnerisk lethed. En lethed Amanda selv betegner ”det skæve,” der tillader, at Amanda kan male på lyst og følelse, fremfor de begrænsninger, der tidligere dominerende i hendes hoved.

Amanda Zimmerlund, første værk, 2017.

Allerede dagen efter, den 7. januar 2017, viste hun værket frem på sin Instagramprofil og herefter var der ingen vej tilbage. I dag hænger værket på væggen hos Amandas svigerfar og mange flere værker har forladt Amandas lejlighed i Silkeborg og fundet plads hos nye ejere.

Instagram som galleri

For Amanda er Instagram hendes eget lille galleri, der har åbent 24/7. Fra hun delte sine to første værker den 7. Januar 2017, har hun delt sin kunstneriske proces lige dér i sit lille åndehul på internettet. Fra sit første værk, gik der omkring 2 år før instagramprofilen udviklede sig til det, den er i dag: et galleri og en virksomhed. Det skete gradvist og i takt med at flere og flere følgere fandt vej til Amandas profil, og pludselig var kunsten ikke længere blot en hobby, men også et arbejde. Det var starten på @amandazimmerlundart.

Følger man med på Amandas profil på instagram, får man mere end man får på et old school galleri, hvor en del af de processer, der har været medskabende til det endelige værk, er skåret fra. For Amanda er det både skrøbeligt og angstprovokerende at dele sin rejse med sine følgere:

”Det er sindssygt grænseoverskridende at have folk med hele vejen. Det skyldes også, at jeg ikke har fyldte sketchbøger, blokke og tegninger med idéer fra et langt liv liggende i skuffen. Det meste har jeg delt på min Instagram-profil. Over de sidste tre år har jeg malet og været på en rejse for at undersøge hvilke værker, mine streger vil skabe. Nogen har brugt et helt liv på at fordybe sig og udvikle sine streger, og der kan jeg godt føle, at det er skrøbeligt, at have folk med på hele rejsen. Altså, min udvikling ligger ikke gemt i bøger i skuffer, men på det åbne internet. Det er både skræmmende og præcis som det skal være.”

Amanda Zimmerlund, Indre barn, 2019.

Cirkus & skæv realisme

Selvom vejen til kunsten gik gennem en afstandstagen fra forestillingen om realismen som entydigt ideal, er det fortsat den menneskelige eksistens, der driver Amandas kunst. Det er den sanselige eksistens og det kontrastfulde menneske, der føler og sanser fra hele livets palet af op- og nedture, der får Amandas pen til at danse.

Selvom Amanda langt fra er klassisk skolet, finder hun stor inspiration i gamle kunst- og portrætbøger. Her lader hun sanser og fantasi gå på opdagelse i gode, sårbare og skrøbelige portrætter af mennesker, der har levet livet. Men hvor realismen og særligt hyperrealismen ville sætte 1:1 gengivelsen på en piedestal, maler Amanda med følelserne. Hun maler menneskets stemning, dets udtryk og skævhed. Det groteske, voldsomme og umenneskeligt menneskelige. Måske netop derfor anser Amanda også Danmarks ukronede mester indenfor den groteske billedkunst, Michael Kvium (1955-), som en kunstner, der taler hendes sprog: 

”Hans kunst taler lige ind i mit hjerte. Jeg elsker kunst, der tydeliggør dét, vi ikke snakker om og mest af alt har lyst til at gemme væk.”

Foruden Kviums groteske, figurative realisme fremhæver Amanda ligeledes den afdøde mexicanske Frida Kahlo (1907-1954), hvis kunstneriske fodaftryk ligeledes er præget af et absurd blandingsforhold af skønhed og død. En kvindelig kunstner, der efter sin død og måske særligt i vor tid, har opnået kultstatus for sit blik for køn, kultur, æstetik og styrke. Noget andet, der også forbinder Kahlo og Amanda, er deres forhold til farver, for også her, er der tale om lidt af en kontrastkunst. Hvor Amandas udtryk ofte er melankolsk og dystert, er hendes farver sprudlende, nærmest legende. Årsagen skal blandt andet findes i hendes fascination for cirkus og tivoli:

”Jeg er dybt inspireret af cirkuslivet. Det farverige univers, der for mig symboliserer lige dele skønhed, uhygge og morskab, virker tillokkende på mig. Jeg har også et par bøger, der er fyldt med fortællinger og billeder fra cirkus. Jeg kan mærke, at jeg drages af det univers og det afspejles i min kunst.”

I cirkus- og tivoliuniverset finder Amanda den smukke, melankolsk, dystre stemning, der præger hendes værker.

Amanda, portræt.

Livet som kunstner

Selvom Amanda efterhånden har delt sin kunstneriske proces med sine instagramfølgere i nogle år, er usikkerheden fortsat en tro følgesvend. Hun kan have svært ved at tro på, at successen varer ved og skal bruge en del energi på at holde den negative indre dialog i skak. Hun husker sin barndom som fuld af selvtillid og uden nogen synderlig selvkritik. Præcis som et barnesind bør være, men hun kan undre sig over, hvor al selvtilliden er blevet af. Hun fortæller, hvordan hun fortsat søger anerkendelse og ros i sine omgivelser, hvor de sociale medier kan være et hurtigt fix, men også en skrøbelig balancegang:

”Jeg slås en del med mine egne tanker, der virkelig gerne vil fortælle mig, at denne ”rejse” nok er slut om lidt, når folk finder ud af, at jeg intet kan. Jeg kan godt selv høre, at det lyder skørt, men jeg tror virkelig, det er vigtigt, at vi tør snakke om ”monstrene”, der er indeni. Nogle dage tænker jeg: ”jeg sletter sgu hele lortet,” men så ved jeg godt, at jeg er ude på et sidespor. Det er måske også konsekvensen af at have delt alt siden mit første værk.”

Men selvom Amanda nogle dage kæmper med både selvtillid og motivation, er der noget ved den kunstneriske proces, der driver hende. Hun har brug for et output, en stemme og et udtryk. Dialogen med værkerne og de skabninger, der opstår, når hun lader kreativiteten flyde frit, giver hende mere end usikkerheden tager. I den dialog, bliver den skabende proces både terapeutisk og meditativ. I sin kunst bekæmper Amanda egne og samfundets monstre. Fra hun sætter pennen mod papiret, opstår de, stirrende, vedholdende og nærværende, monstrene. I al deres højtidelige, absurde uniform af skønhed og grusomhed, stirrer de på hende og ud på os. Med blikke der viser den skrøbelighed, der gemmer sig bag hvert et monster.

Du kan følge Amandas kunstneriske rejse på @amandazimmerlundart og på hendes hjemmeside. Hvis du (også) vil se hendes værker i levende live, har Amanda sin første udstilling med fernisering i august 2020, hvis verden har åbent til den tid.

Tranum Strandgård kunst- og kulturcenter, sensommeren 2020. Udstillingen løber mellem 15. august - 13. september. 

Amanda giver stafetten videre til sin søster, Anette Zimmerlund. Hende får i fornøjelsen af i næste uges corona-kunststafet.

Pas på hinanden derude.

Kærlig hilsen, Louise

Amandas hjemmeside: https://www.amandazimmerlund.dk/

Hold øje med Amandas første live fernisering og udstilling på Tranum Strandgård kunst- og kulturcenters hjemmeside.