Indkøbskurven er tom.
I Montpellier har man skabt en ny kunstinstitution med samtidskunst, der skal være blandt de bedste institutioner i Frankrig og være international anerkendt. Kvaliteten er uden tvivl høj, ligeledes er
D. 13. november 2019
Af Emil Valdemar Meyer
Den 29. juni åbnede den sidste del af Montpellier Contemporain eller MO.CO., som er stedets hippe forkortelse. Frankrig virker som det ideelle land. I mere end 300 år har landet været en af de vigtigste katalysatorer for ny kunst, med Paris som altoverskyggende metropol. Montpellier ligger derimod i den anden ende af landet og byen er ikke meget større end Aarhus, hvilket svarer til den 8. største by.
Alligevel har byen i 2015 ansat Nicolas Bourriaud til at lave en helt ny samtidskunstinstitution. Og manden er heller ikke hr. hvem som helst. Tidligere har han grundlagt Palais Tokyo, en af Frankrigs førende udstillingssteder, samt været kurator på Tate. Bourriaud har skrevet om kunst og kunstkritik, og han har senest fungeret som leder af École nationale supérieure des Beaux-Arts i Paris. Ifølge ham skal MO.CO. sørge for: “at præsentere en ny horisontal, multifunktionel, institutionel model, at reetablere Montpelliers kunstscene og placere dets territorie på samtidskunstens globale kort.” [oversat fra udstillingskataloget til Intimate Distances] Institutionsmodellen er svaret, hvilket ikke ændrer på, at det er en stor mundfuld for en mellemstor fransk by. Men Montpellier oser forfriskende af idealisme, og i Bourriaud har institutionen en erfaren og dygtig leder, der virker som den helt rigtige til jobbet.
Une exposition conçu par Hou Hanru, avec l'équipe curatoriale du Maxxi, La rue. Où le monde se crée. La Panacée, Montpellier. Fotos : Marc Domage
Une exposition conçu par Hou Hanru, avec l'équipe curatoriale du Maxxi, La rue. Où le monde se crée. La Panacée, Montpellier. Fotos : Marc Domage
En institution i tre dele
Institutionen består af to udstillingssteder, henholdsvis Hôtel des Collection og La Panacée. Hôtel des Collection er udelukkende dedikeret til at vise kunst fra både private og offentlige samlinger. MO.CO. har ingen konkret samling, men udstiller i stedet andre samlinger. La Panacée viser derimod midlertidige udstillinger på ”standard vis”. Tilsammen opfylder de to udstillingssteder de klassiske måder, som et museum udstiller på – med en samling og ved at vise midlertidige udstillinger – men i en flygtig version, der følger samtidskunstens hunger for nyskabelse. Dertil følger en forskningsaftale med byens universitet, Paul Valery Universitet, baseret i Hôtel des Collection’s ikke-eksisterende samling, for nærmest at cementere det museale i institutionen. Den sidste del af institution er byens kunstakademi.
Blandingen af et kunstakademi og udstillingssted er MO.CO.s våben for at realisere Montpellier, som en ny verdensomspændende kunstby. Det specielle er forholdet mellem de tre dele. Ofte har kunstakademier et udstillingssted tilknyttet. Herhjemme har f.eks. Det Kongelige Danske Kunstakademi i København kunsthallen Charlottenborg. Men MO.CO. er anderledes; MO.CO. er er den overordnet organisation, hver del under museet har sin funktion. Hele organisationen kan derfor samarbejde uden at være bundet til et mønster, hvilket kan bidrage til mere frihed. Det er i sandheden anderledes, men omfanget af projektet er stadig voldsomt og resultatet kan nok ikke mærkes foreløbig. Men det, der kan ses, er den kunst, de udstiller.
Une exposition conçu par Hou Hanru, avec l'équipe curatoriale du Maxxi, La rue. Où le monde se crée. La Panacée, Montpellier. Fotos : Marc Domage
Une exposition conçu par Hou Hanru, avec l'équipe curatoriale du Maxxi, La rue. Où le monde se crée. La Panacée, Montpellier. Fotos : Marc Domage
En imponerende start
Åbningsudstillingen på Hôtel des Collection var ’Intimate Distance’, hvor der blev vist værker fra den japanske forretningsmand Yasuharu Ishikawas private samling. Udstillingens idé var at vise det intime forhold mellem kunsten og beskueren med værker, skabt af en række internationale kunstnere, som Pierre Huyghe, Gerhard Richter, Felix Gonzalez-Torres, On Kawara, Liam Gillick og endda dansk-vietnamesiske Danh Vo. Hver især arbejder disse kunstnere vidt forskelligt, men i sin essens er det denne relation, de kommenterer på.
Dahn Vo viser forholdet mellem forskellige historier - private og offentlige, endda fiktive. Historierne mister pludselig deres tunge objektivitet, de får en følelsesmæssig dimension, noget der ellers normalt ikke er muligt. Liam Gillick får beskueren til at engagerer sig fysisk i sine værker, så enhver bevægelse konstant transformerer værkets perspektiv. Mens Pierre Huyghes mystiske videoværk ’Untitled’ (Humanmask), hvor små aber hopper rundt med masker, krydsklippet med billeder fra menneskeforladte Fukushima, giver et absurd indblik i menneskets forhold til sig selv. Kuratoren Yuko Hasegawa sørgede for, at udstillingen var stramt kurateret under det samme banner, hvor kunstnernes koncepter aldrig forvirrer eller smelter sammen. Han viste et iskoldt overskud, understreget af de konstant hvide vægge og rumligheden imellem værkerne. Det var uden tvivl en flot udstilling.
I stor kontrast viste La Panacée ’The Street. Where the World is Made’ – en udstilling, som var lånt fra samtidskunstmuseet MAXXI i Rom. I forhold til den ro, der herskede på Hôtel des Collection, var denne udstilling et kaos. Den viste gadens liv og vores forhold til det offentlige rum generelt. Med videokunst som det centrale omdrejningspunkt, søgte udstillingen offentlighedens grænser i en tid, hvor mediet altid er ved hånden og tilgængeligt. Og man følte pludselig, at man stod midt på gaden i New York. Udstillingen var tydeligt skaleret for at tilpasse sig La Panacées lokaler; værkerne var presset tæt sammen og lydene fra de forskellige videoer blev til en tung, trang mur af bylarm. Alligevel var udstilling betagende, igen med kunstnere på et højt niveau, bla. Rirkrit Tiravanija, Mark Bradford og Jimmie Durham.
Pierre Huyghe, Zoodram 4, 2011, Courtesy de l’artiste, Esther Schipper, Berlin, et Anna Lena Films, Paris. © Pierre Huyghe.
Pierre Huyghe, Untitled (Human Mask), 2014 Film. Courtesy de l’artiste, Esther Schipper, Berlin, et Anna Lena Films, Paris. © Pierre Huyghe
Er kunsten nok?
Kunsten er i verdensklasse, hvilket også er det niveau, som MO.CO. stræber efter. Men god kunst er ikke nok til at relancere et kunstmiljø. Montpellier er ikke en stor by og den er omringet af større byer indenfor få hundrede kilometer. Tættest på finder vi Marseilles og Toulouse, Frankrigs næststørste og fjerdestørste by, og en smule længere væk Barcelona og Nice. Det er byer, der ved deres blotte størrelse kan til trække et større hjemmepublikum og flere turister, hvilket selvfølgelig giver flere besøgende og oftest mere indflydelse. Men Montpellier kan præstere noget, som få andre byer kan: Det er en kæmpe universitetsby, hvor nær hver tredje indbygger er ung og studerende.
Byen kunne pga. Bourriauds navn blive en destination for kunstinteresserede, men hvad ville det gøre for byen? Montpellier ville i bedste fald blive et valfartssted, et tempel for en udsøgt kunstelite, hvilket uden tvivl ikke er MO.CO.s ønske eller mål. Akademiets indtræden i en kabale, kan være præcis gøre forskellen. Byen er allerede en studenterby, og netop fordi strukturen i MO.CO. er horisontal, kan stederne udnytte funktionerne i de tre dele fremfor, at en del er bundet af de andre.
For at sige det med andre ord: Det fungerer på mange måder, som strukturen på et fodboldhold, hvor deres eget akademi af yngre hold er en art ”rugekasse”, der forhåbentligvis skaber talenter til førsteholdet. Dette førstehold fungerer, som inspirationskilden for de yngre hold.
Så MO.CO. udstiller kunst i verdensklasse, og den næste generation – akademiets kunstnere – aspirerer efter at lave kunst i verdensklasse. På den måde får institutionen sin egen dynamiske cyklus, hvilket præcis er det, som byen har behov for, hvis dens kunstmiljø skal ekspandere.
Mona Hatoum. Fotos : Marc Domage.
Bruno Peinado. Fotos : Marc Domage.
De satser - og det er måske nok
Om MO.CO. faktisk får en indflydelse på byens befolkning og andre, der ikke er den del af den hårde kunstkerne, forbliver en smule uvist. Men man har forsøgt. Henover sommeren skulle man anstrenge sig til det yderste for at overse bannerne med MO.CO.-reklamer i byen. ”om et slags startskud udstillede MO.CO. værker af 100 forskellige kunstnere, spredt rundt i byens gader, baggårde og andre bygninger, for på den måde at række (tydeligt) ud efter byens indbyggere og turister.
Hvorvidt modellen fungerer, er svært at sige. Men vi kan tage ved lære af MO.CO.s idealisme og ambitionsniveau. Det er forfriskende at mærke en by, der tør at satse heftigt på samtidskunst, hvilket bør gøre enhver kunstelsker glad. Men det vigtigste er, at MO.CO. – med byen i ryggen – forsøger at ændre måden, hvorpå kunst udstilles og skabes. Hvis både udstillingerne er gode, akademiet blomstrer og de besøgende flokkes, så er MO.CO. måske fremtiden for samtidskunsten i Frankrig. Hvis ikke i udformning, så så sandelig i kampånd.
