Indkøbskurven er tom.
Jeppe Hein - Blue Modified Social Benches
Udstillinger & Omtaler

Jeppe Hein har produceret tolv blå bænke til Den Blå Planet, der viser vej fra metrostationen til Den Blå Planet. Bænkene starter ved trapperne på Kastrup metrostation og fuldendes med en legeplads foran Den Blå Planet.

Jeppe Hein - Blue Modified Social Benches

9. december 2015

Af Elsa Fanney Jonsdottir

Med økonomisk støtte fra Ny Carlsbergfondet har Jeppe Hein lavet tolv forskelligartede blå bænke, som med deres overraskende og skæve udtryk indbyder til refleksion. Bænkene befinder sig et sted mellem et kunstobjekt og et brugbart møbel, og har som formål at skabe et socialt rum, der giver plads til dialog, samvær og lystfølt leg.


Foto: Indvielse af Jeppe Heins ”Blue Modified Social Benches”, 27. november 2015. Venligst udlånt af Den Blå Planet

Gåturen er blevet til kunst
Jeppe Heins nye permanente installation ”Blue Modified Social Benches” er en hundrede og tredive meter bænk, der fungerer som vejviser, bænk og kunstoplevelse i ét. Allerede når man kommer ned i metrotunnelen bliver man mødt af en betagende blå bænk der er placeret op ad en muret væg og ser ud til at fortsætte ind igennem væggen. På vej op ad trapperne får man hurtigt øje på flere blå bølger i form af endnu en bænk, men her ser det ud til, at de finurlige, blå bølger kommer op af jorden i en cirkulær bevægelse. Man begynder hurtigt at kigge efter den synlige blå farve i byrummet og tage pauser ved hver bænk. På denne måde fungerer hver enkel bænk som et lille stoppested på ens korte rejse.


Foto: Indvielse af Jeppe Heins ”Blue Modified Social Benches”, 27. november 2015. Venligst udlånt af Den Blå Planet

Et blåt bånd under overfladen
Bænkene minder om de bænke, vi kender fra byrummet, men er modificerede med forskellige, uregelmæssige og overraskende greb. De snor sig på kryds og tværs, og danner cirkler og buer i luften. Delelementer af bænkene er fordrejede, stigende eller faldende med kurver og sløjfer. Nogle steder synker bænkene ned i jorden, for at genopstå et andet sted. Dette giver umiddelbart indtrykket af, at bænkene også løber videre under jorden. De fungerer næsten som én forbundet helhed, der binder området sammen - med tolv dele af helheden der bryder op gennem overfladen på vej hen til Den Blå Planet.


Foto: Indvielse af Jeppe Heins ”Blue Modified Social Benches”, 27. november 2015. Venligst udlånt af Den Blå Planet

Et sted med plads til fordybelse og refleksion
»Det åbenlyse formål med bænkene er selvfølgelig, at de besøgende bliver ledt fra A til B – i det her tilfælde fra metroen til Den Blå Planet. De bliver ledt på rette vej. Men bænkene er også en måde at finde ud af, om man selv er på rette vej: Jeg vil gerne have folk til at stoppe op, tænke over tingene og deres liv. Det gode spørgsmål er så: Tager de forbipasserende muligheden, eller går de bare forbi?«

Sådan siger Jeppe Hein om værket ”Blue Modified Social Benches”, der er en undersøgelse af krydsfeltet mellem kunst, arkitektur og social adfærd i det offentlige rum.

Værket handler om mennesker
Jeppe Hein er kendt for sin produktion af interaktive og eksperimentelle skulpturer og installationer, som trækker på vidt forskellige discipliner så som kunst, arkitektur og tekniske opfindelser. Ved første øjekast ser hans installationer og skulpturer ud til at være enkle med henvisninger til minimalisme og konceptuel kunst, men når man ser nærmere på dem, lægger man mærke til, at der indgår overraskende og dragende elementer, der fokuserer på beskuerens kropslige oplevelse og opfattelse af det omgivende sted.

Værket opfordrer os til at bruge vores sanser, og er beregnet til at skabe kontakt mellem mennesker. Så snart vi oplever bænkene, aktiverer de os som beskuere. Hvordan skal vi sidde eller ligge? Hvordan ser andre på os? Hvordan interagerer vi med andre? De fortællinger vi læser ind i værkerne og den interaktion, der foregår mellem beskuer og værk, er således omdrejningspunktet for Jeppe Heins kunstneriske praksis.


Foto: Indvielse af Jeppe Heins ”Blue Modified Social Benches”, 27. november 2015. Venligst udlånt af Den Blå Planet

En nyskabelse i det offentlige rum?
Ifølge professor Morten Kyndrup fra Ny Carlsbergfondets bestyrelse, er bænkene en nyskabelse i det offentlige rum:

»Bænkene har faktisk en firdobbelt funktion: For det første viser de helt konkret vej fra metro til museum. For det andet tilbyder de hvile for trætte sjæle på vejen. For det tredje indbyder de til at blive brugt som legeredskaber for børn, en funktion der jo understreges af, at projektet ender i en decideret legeplads foran museet. Og endelig for det fjerde har bænkene hver især og tilsammen en skulpturel, æstetisk funktion i omgivelserne, som de derved binder sammen og giver et fælles udtryk. Denne funktionelle kompleksitet forlener bænkene med noget næsten eventyrligt, som de står dér i byrummet, på én gang selvfølgelige og helt, helt overraskende.«

Et mødested
Da Magasinet Kunst var med til indvielsen af Jeppe Heins nye værk, fortalte gallerist Nicolai Wallner, at Jeppe Hein engang har sagt, at hans værk opstår, når mennesker bruger dem.

”Blue Modified Social Benches” er med andre ord et mødested. Et mødested for folk i alle aldre. Et mødested, der giver plads til oplevelser af både kunstnerisk og social art. Et mødested der giver anledning til dialog, samvær og leg.


Foto: Indvielse af Jeppe Heins ”Blue Modified Social Benches”, 27. november 2015. Venligst udlånt af Den Blå Planet

Da jeg skulle med metroen hjem igen, var der en dame, der spurgte, om jeg vidste, hvilken vej hun skulle gå for at komme hen til Den Blå Planet. Jo, det kunne jeg nemt forklare. Hun skulle bare følge de tolv blå bænke som ville vise hende vej til Den Blå Planet.

Fakta om værket 

Kunstbænkene er det nyeste værk i Jeppe Heins serie ’Modified Social Benches’. Jeppe Heins bænke er repræsenteret i flere kunstsamlinger, bl.a. Fundación NMAC, Jerez de la Frontera i Spanien, FRAC Basse-Normandie, Caen i Frankrig og Dublin Arts Council, Dublin, Ohio i USA. Bænkene er lavet af aluminium og de ruster ikke.
 Bænkene er blå og malet med powder coat.
 Der er ca. 130 m. bænk i alt.

Kort om Jeppe Hein
Jeppe Hein (født 1974 i København, bosat i Berlin) er uddannet fra Kunstakademiet i København og Frankfurter Städelschule. Jeppe Hein har udstillet en lang række steder i både Europa og USA. Han er netop nu aktuel på bl.a. Kunstmuseum Wolfsburg, Public Art Fund, Brooklyn Bridge Park i New York og Turner Contemporary, Margate, Kent.

Se mere på www.jeppehein.net

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig