REPORTAGE: 23.07.2015. Der er sommerstemning på ARKEN. Frem til d. 13. september på ruten mellem Ishøj Station og strandparken kan man opleve ti kunstneres værker ude i naturen. Du kan kravle i Marianne Jørgensens græsbeklædte filtforede bløde truthorn, svæve ud over vandet på Thilo Franks gynge og hvile dig på en af Jeppe Heins skæve bænke.

I går var ikke ligefrem den mest solrige dag, men gåturen fra Ishøj station til ARKEN blev en overraskende fornøjelse med jagt på fuglehuse (Thomas Dambo), plastickunst i hegnene (Søren Behncke) og kravlen på trækonstruktioner (Jesper Dalgaard)

Det første vi løb på, var et værk af Søren Behncke a.k.a. Posemanden. Først så vi ordene ”TURN ME”, der var ”skrevet” med hvid plastik snoet ind og ud i et hegn. Når man kom lidt nærmere, så man, at der efter ”TURN ME” med mindre bogstaver stod ”OFF ONN”. Behncke leger med elementer fra både graffitikunsten og gamle computerspil. Pludselig var det ellers kedelige hegn langt mere interessant. På ruten er der flere indslag af Behncke, men du skal næsten have lov til selv at opleve disse.  

Søren Behncke a.k.a. Posemanden, Uden titel, plastikposer, trådhegn, 2015.
Foto: Tina Kristensen.

Ord mellem sivene
Til venstre for stien kunne man pludselig se store blå bogstaver, der svævede over sivene. Sammen dannede de sætningen ”Jeg er ik go nog” og som de kvikke allerede har gættet, så er det kunstneren Gudrun Hasle, der har været på spil. Hasle er ordblind og sætter med sine værker fokus på den position, hun som mange andre befinder sig i som ordblind. Hun tager også fat på spørgsmål om kvindelig identitet og de forventninger og stereotyper, som knytter sig hertil.

Og så er placeringen af værket også fin. ”Hvordan mon hun er kommet derud?” undrede min ledsager og vi overvejede, om der har været waders involveret. Som sætningen svæver der ude mellem sivene, går man og funderer over betydningen, der synes at udvide sig til at rumme alverdens usikkerhed og ikke bare et enkelt menneskes.    

Gudrun Hasle, jeg er ik go nog, 2015. Foto: Tina Kristensen   

Vi blev så opslugte af at spotte ny kunst, at vi begyndte at se kunst overalt. Var det mon et autoriseret værk, det der stod skrevet på asfalten med farvet graffiti?  ”Fuck kunsten” og ”Fuck” til alt muligt andet. Efter nærmere eftertanke og flere ”Fuck-udsagn” blev vi enige om, at det da vist bare var et kækt indslag udefra.

Kunst ved vandet
På stranden ved ARKEN kunne man finde tre værker, Eva Steen Christensens marmorblokke ”Fragmenter af Paradis”, AVPDs ”Gazebo”, der var et miks af beton, spejle og lysstofrør samt en enorm trækonstruktion af Jesper Dalgaard.

”Vi bliver simpelthen nødt til at kravle op på den!” var reaktionen, da vi stod for foden af sidstnævnte. Der er noget umiddelbart indbydende ved Jesper Dalgaards værk som det tårner sig op mod himlen. Og så er konstruktionen smuk i sig selv og passer på en eller anden måde utrolig godt ind her på stranden. Den blev også lystigt brugt til både leg og til hvile af de glade strandgæster. Værket har en enorm lang titel, du kan læse på planchen, der står ved værket. Og ja, du må gerne kravle på det.

Jesper Dalgaard, ”Kom vi hertil uden ofre?(…)” 2015. Foto: Tina Kristensen.

På trods af at solen kun var fremme et par minutter, var ”Kunst i sollys” en super fin oplevelse, der varmt kan anbefales. Og så er der jo en fremragende udstilling med Bjørn Wiinblad på museet lige nu, hvis du har appetit på mere kunst.

Kunst i sollys, kan opleves frem til d. 13. september