Indkøbskurven er tom.
Kom med til Krible Krable Land - Af Jeanette Melin
Kom med til Krible Krable Land - Af Jeanette Melin

INSPIRATION: Jeg kommer fra landet og er derfor vokset op med naturen overalt omkring mig. Ved siden af vores gård havde vi en skov, hvor jeg elskede at bygge huler og gå på opdagelse. Da jeg boede langt fra andre børn legede jeg ofte for mig selv og skoven blev rammen omkring de fantastiske fortællinger jeg begav mig ud i. Kunstneren Ellen Jewett’s magiske skulpturer tager mig med tilbage til de mange timer jeg har tilbragt i min yndlingslysning i skovens dyb, langt ude på landet i nærheden af Vejle.

Til at slå tonen an til Ellen Jewett’s organiske og vilde skulpturer har jeg valgt første vers af Povl Kjøllers kendte børnesang Krible Krable Land.

Hvis jeg ku’ bli’ en lille bitte mand, så rejste jeg straks til Krible-krable-land. Der er så mange sjove små dyr, så jeg kunne rigtig gå på eventyr i Krible-krable, kravle-krybe, kilde-land. ”

Sangen handler om et barn som elsker naturen og gerne vil krympes for så at kunne opleve skoven og dyrene som insekterne gør det. Denne nostalgiske og varme børnesang fra 1973 beskriver et ønske om at opleve verden og naturen fra en ny vinkel. Børn besidder en naturlig nysgerrighed og et instinkt, der byder dem at lære, erfare og opleve. Når jeg befinder mig foran et værk, der formår at vække denne barnlige nysgerrighed og forundring, så ved jeg, at jeg har fundet noget ganske særligt.

Ellen Jewett, uden titel, skulptur.

Blikket der ser

Nu har jeg brugt noget tid på at dykke ned i Ellens skulpturer. Jeg har beundret dem og ladet mig fascinere af de historier, de hver især udtrykker.

Når jeg ser langt nok ind i værkerne, føles det som om jeg befinder mig i en gammel urskov. Træerne strækker sig helt op til himmelen. Deres stammer er så brede som huse og jeg føler mig ganske lille. Der er planteliv her, som jeg aldrig før har set. Elegante vilde blomster i skrappe farver. Grønne klatreplanter som vokser overalt, op af alt og danner et stort organisk slør igennem skoven. Her virker til at være ganske uberørt af mennesker, men her er aldrig stille. Insekters summen, fuglenes kald og bladenes raslen fylder luften. Skoven er levende.

Ellen Jewett, uden titel, skulptur.

Det åndelige liv

Der er noget melankolsk, skrøbeligt og næsten åndeligt over Ellens skulpturer. Tag for eksempel værket ”clever and riddled with secrets”. Det ligner en ensom ræv der sidder i sine egne tanker. Det kan være, ræven har siddet der så længe, at den ligeså stille opløses og forvandles til en naturlig del af skovens vækst. Ræven er ikke længere massiv, men i stedet er dens krop gevækster der breder sig ud ad. Ræven er på en gang både sit eget væsen og samtidigt en del af noget større og ukontrollabelt. Det tema jeg ser i denne skulptur, er livets gang. Det der giver liv, er også det der i sidste ende gør krav på selvsamme liv igen.

Naturen er indbegrebet af liv og har derfor igennem historien indtaget en særlig plads i forskellige folkeslags myter og ritualer. En af de ældste myter er myten om moder jord. Hun var før i tiden en betegnelse for gud skaberen. Hun blev afbilledet som en fyldig og frodig kvinde uden ansigt. I dag ses det åndelige i naturen som en væsentlig del af både naturreligionen Wicca og flere forskellige tendenser inden for New Age religion. Samtidigt kan man som byboer, ikke frasige sig fryden ved at gå i byens grønne parker og skove. Naturen er indbegrebet af nostalgi, romantik og længsel, hvilket Ellen Jewett formår at indkapsle i sine sælsomme skulpturer.

Ellen Jewett, clever and riddled with secrets, skulptur.

En naturlig interesse

I byen Markham i Californien blev Ellen Jewett født. Her voksede hun op blandt salamandre og snegle. Hun har fra hun var helt lille haft en særlig fascination for naturen og de dyr der lever i den. For Ellen er naturen roden til en dyb æstetisk nydelse. En følelse som gennemstrømmer kroppen fra top til tå og som Ellen får afløb for igennem sine skulpturer. Hendes værker udforsker vores moderne forhold til naturen. Her er naturen en kilde til fredfyldt nostalgi balanceret med den dybe oplevelse af vildnisset som fremmed og utilgiveligt. Hvis man kigger nøje efter kan man i flere af hendes værker finde temaer som dominans og kultivering. Hvem er det i virkeligheden der har overtaget? Naturen eller menneskenes kontrol af naturen?

Ellen Jewett, skulptur, uden titel.

Hvis du, som jeg, føler dig bevæget af disse smukke skrøbelige og kryptiske skulpturer. Så kan du læse mere om Ellen Jewett og hendes baggrund i etnografi, kunst og videnskab, samt se flere af hendes smukke værker her:

www.ellenjewettsculpture.com

Ellen Jewett, skulptur, uden titel.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer